I 2014 sagde du, at I havde prøvet at booke Frank Ocean siden 2011. Hvordan er det kommet i stand?
»Det er ret kedeligt på en eller anden måde. Man mailer med en booker i USA og forhandler frem og tilbage og hører, hvad der kan lade sig gøre og hvad hans planer er. På et eller andet tidspunkt bliver der sagt ja til datoer og penge, men den måde, det er lykkes for os, er, at vi har holdt gryden varm i årevis: ’Hvis det ikke lykkes i år, så er vi klar næste år’. Nogle bands har specifikke ting, de går meget op i – med ham handlede det mest om, at nu var han klar til at tage på en rigtig verdensturné«.
Så uden den løbende kontakt var det måske ikke sikkert, at han var landet hos her?
»Én af de ting, der sker i den kontakt, er, at vi kan vise vores plakat år efter år. Og så tror jeg, at hans folk – jeg ved ikke, hvor meget han selv er involveret – har tænkt, at det er det rigtige sted for ham at stå i Danmark. Det er en festival, som passer godt til ham«.
Har I hørt noget om hans live-setup?
»Nej, ikke endnu. Altså vi er jo super spændte. Der kommer en teknisk rider ind, hvor man kan se, hvor meget gear han har brug for, men her i første omgang er fokus på at få plakaten klar«.
’Blonde’ er jo et ret stille album. Hvad har I gjort jer af overvejelser omkring de stille, men store koncerter?
»Han kommer jo til at spille om aftenen, det siger sig selv. Jeg så ham, da han spillede på den sidste tour, og der synes jeg ikke, det var så stille. Jeg har også en forventning om, hvis vi er rigtig heldige, at han spiller nogle af de helt gamle numre og også numre fra ’Channel Orange’. Som jo ikke nødvendigvis er så stille. Så jeg håber også selv, at han ligesom laver et festivalset«.
Ved siden af Frank Ocean står Radiohead. Hvad er historien bag den booking?
»Vi var meget tætte på at få dem til sidste år, hvor det så af tekniske grunde ikke kunne lade sig gøre. De er sådan nogen, der udbeder sig information om festivalen. De vil vide, hvad står vi for, hvad er vores værdier, hvad gør vi med bæredygtighed og økologi. De har denne her ting med vand og rent vand, og der har vi rent faktisk sendt dokumentation af, at vi udleverer sådan nogle genopfyldelige drikkeflasker til alle vores frivillige. De kan vælge mellem alle festivaler i hele verden, så de vil gerne spille steder, som matcher med det verdensbillede, de selv har.
Den anden ting var, at vi skulle garantere, at de kunne spille stort set lige så lang tid, som de har lyst til. Og det er derfor, vi har lavet denne her udvidelse søndag aften, hvor vi kommer til at spille senere. Normalt lukker vi kl. 00.00, men nu har vi åbnet døren for, at de spiller lidt længere, og at der heller ikke spiller andre artister samtidig. Så det kun handler om Radiohead den aften. Der skal vi så gå til borgmesteren og spørge, og der var vi heldige, at han også godt kan lide Radiohead«.
Hvor meget ekstratid er der tale om?
»Jeg mener, de spillede to timer og et kvarter, da jeg så dem i Portugal sidste år. Normalt spiller de her headliners typisk halvanden time – nogle gange lidt længere. Jeg tror, at hvis de vil spille to en halv time, så er det ikke noget problem«.
Sidste år havde I ekstra fokus på elektronisk musik og hårdere rock. Hvad er de større tanker bag årets program?
»Der har været to ting: Det skulle være større, og det skulle være bredere. Det har været vores overordnede mål. Vi har kæmpet benhårdt for at lande de her to store kæmpestore navne og så The Prodigy, som også fungerer som headliner. Og så har der været et ønske om, at der skulle være flere større danske navne. Sådan at vi ramte bredere.
Jeg synes, vi havde lavet et sindssygt godt program sidste år, men i retrospekt har det måske været lige snævert nok. Det blev måske lige musiknørdet nok. Og der er mange – specielt i Aarhus – som deltager i festivalen for de sociale elementer og for mange af de andre ting, vi laver. Så er det lidt ligemeget nogle gange, hvem der spiller. Men når de så står derude, og de faktisk ikke kender et eneste navn, så bliver det også en lang weekend.
Det var noget, vi fik feedback på efterfølgende, at det synes folk var lidt ærgerligt. Kombineret med, at det også var lidt stille nogle gange. Det er noget, vi har tænkt ind og sagt: Okay, vi skal have de helt store navne, men vi skal også have nogle lidt bredere ting – derfor er der et bredere dansk program, end der har været tidligere.
Og det vil også give os mulighed for at gøre festivalen lidt større i år, så vi kan sælge nogle flere billetter. Det har også været et mål. Vi kommer til at lave en udvidelse bag det, som er vores Green Stage ned mod vores teltscene. Der flytter vi en masse produktion til et nyt område, og det kan vi så introducere som et publikumsområde, så vi udvider kapaciteten markant«.
I sidste års interview nævnte du, at NorthSide gerne ville have flere ’ridser i lakken’ – er det noget, I har brændt nallerne på?
»Det med ridser i lakken var mere hen imod navne som Refused og Iggy Pop, og det vil vi sådan set gerne. Vi vil gerne stadig have noget, der larmer lidt og har lidt kant.
Men jeg tror faktisk ikke, at det var ikke dem, som gav ridser i lakken sidste år, som gav problemet. Det var mere et band som Beach House og lignende, som simpelthen ikke trak det, som vi havde forventet. Og når du så kobler dem samme aften som Sigur Rós, så var det bare for nogle en lidt for lang aften, fordi de simpelthen ikke kendte de her bands, og det var meget stille.
De, der kendte det, havde jo en kanon oplevelse. Og vi var 30.000, så det var heller ikke sådan, at der ikke kom nogen mennesker. Det var stadig en succes. Men når det så er sagt: Når vi har en ambition om, at vi gerne vil udvide pladsen og sælge nogle flere billetter, så bliver vi også nødt til at sikre os, at der kommer nogle navne på, som rent faktisk kan flytte nogen billetter«.
Den linje kan få karakter af, at man søger folkefest frem for at lægge sin egen profil. Hvilke tanker har I gjort jer om det?
»Vores mål er at prøve at favne begge dele, og så må vi se, om det lykkes. Lige nu er folk rigtig godt tilfredse, og vi har en erfaring med de her store danske navne, at når de rent faktisk spiller… Selv dem der har været mest kritiseret på de sociale medier, de trækker stadig helt vildt mange mennesker. Det år, hvor vi havde Veto på som erstatning for Mumford & Sons – hvor de fik en del slag, fordi de ikke var Mumford & Sons – det var stadig måske den vildeste koncert, der blev spillet det år, og Mø er den, der har trukket fleste mennesker til en NorthSide-koncert nogensinde. Folk vil skide gerne se de her danske acts, og det er vi også bevidste om«.
Det virker til, at de danske acts har overtaget pladsen fra de mellemstore britiske navne?
»Det er lige præcis det, og der havde vi nogle stykker, som ikke rigtigt fungerede. Vi var nok lige tidligt ude med Blossoms for eksempel, som efter de havde spillet hos os gik nummer et i England på albumlisten. Men der var simpelthen ikke nok mennesker, der kendte dem på det tidspunkt, og sådan har det været med nogle af de der engelske guitarbands, som vi ellers har en god historik for. Der har vi måske ikke ramt de helt rigtige sidste år«.
De danske navne kan jo opleves på andre festivaler rundt landet. Er I bange for at tage flere danske ind, når de udenlandske mere tegner det unikke i en festival?
»Det er noget, vi er opmærksomme på, det er 100 procent. Og vi har også tidligere år lavet eksklusivaftaler – det år, hvor for eksempel Trentemøller var på, der spillede han kun hos os. Men samtidig ved vi også, at der er rigtig mange af vores gæster, som ikke tager på andre festivaler. NorthSide er den festival, de ligesom tager på, så det er deres mulighed for at se Sort Sol henover sommeren og mange af de her navne. Så på den måde er vi ikke helt så nervøse for det, som vi har været tidligere.
Det er jo klart, vi vil gerne have et unikt program, og det har vi også langt henad vejen på de udenlandske navne. Så er det sådan lidt med de danske, hvad vi synes, der passer ind«.
Kønsdebatten har fyldt meget i festivallandskabet, og i år har I flere kvinder på programmet end i 2016. Er det noget, I har haft ekstra fokus på?
»Vi vil gerne have kvindelige musikere på, vi vil gerne have mandlige musikere på, vi vil gerne have de bedste. Men det er jo ikke som et supermarked, hvor du bare kan plukke og sammensætte det fuldstændig, som du gerne vil have. Folk skal være på tour, og folk skal sige ja – vi havde en lang række kvinder sidste år, hvor vi havde lagt bud, hvor vi så fik nej af den ene eller anden eller tredje grund, som handler om logistik og det ene og det andet. Så bliver det tilfældigt«.
Så du går ikke ind for kvoter?
»Nej. Jeg synes, det er sådan lidt en mærkelig diskussion, og jeg tror også, det vil være super akavet, hvis du som kvindelig musiker føler, at den eneste grund til, at du er på en festivalplakat, er, at du er kvinde. Det er også en måde at negligere folks musik og den kvalitet, som de kommer med.
Men det, det debatten gør, er, at vi i vores organisation engang imellem kigger på det program, vi arbejder med, og siger: ’Hvem er det, vi har på’. Har vi egentlig nok hiphop på, har vi nok elektronisk på, har vi nok singer/songwriter på, har vi nogen kvinder på, har vi nogen mænd på. Hvor er vi henne?
Men eftersom vi ikke selv har kontrol over, hvem der kommer på, så er det svært for os at styre det. Men på en festival som vores, hvor der er flere kvindelige gæster end mandlige, så ville det være sindssygt mærkeligt, hvis vi ikke havde nogen kvinder på, og derfor er vi selvfølgelig også bevidste om, at der skal være noget for vores kvindelige publikum. Det er bare, når vi så kigger på, hvad vores kvindelige publikum gerne vil se, så ønsker de mandlige artister«.
Run the Jewels og Suspekt er årets eneste rendyrkede hiphopnavne. Har I været på jagt efter flere, eller er det den ønskede ratio?
»Nej nej, både Kendrick og Chance har været på radaren, og der har også været nogle flere, som vi har kigget på. Vi vil jo gerne have dem på. Vi tror på de gode oplevelser, og at de kan sælge billetter, og vi tror også på, at vores publikum gerne vil se dem. Og det er også de navne, som der bliver ønsket. Men der er ikke umiddelbart en liste på ti hiphopnavne, som folk ville være helt oppe at køre over. Det er lidt de hiphopnavne, som I (Soundvenue, red.) putter på forsiden, som folk også gerne vil se«.
Med Frank og Radiohead skulle man tro, at budgettet var brugt. Hvordan har budgettet været i år i forhold til at booke de her store navne?
»Jeg har ikke det færdige tal for vores musikbudget, men der ikke nogen tvivl om, at det er steget rigtig, rigtig meget i forhold til tidligere år. Om vi er oppe i en fordobling, det skal jeg ikke kunne sige, men det nærmer sig en fordobling af sidste års budget. Og det er jo dels fordi, at vi har en god stak store navne, og så er prispolitikken i musikbranchen bare opadgående. Det er ikke kun os, der siger det. Det er den samme klagesang, som du vil høre hos samtlige bookere i hele verden. Det bliver dyrere og dyrere. Og det handler jo om, at der kommer flere festivaler på verdensplan, som allesammen er desperate for at få de rigtige navne på hvert eneste år«.
Jeg har umiddelbart et tal, der hedder 18 millioner, i hovedet fra sidste år?
»Ja, det mener jeg faktisk er rigtigt«.
Hvor kommer de ekstra penge fra?
»Det er en investering af de penge, vi har i firmaet til at lave festival for og så et øget billetsalg, som skal retfærdiggøre det. Og det er klart, når du kan sælge flere billetter, så kan du også sælge flere fadøl og mere mad, og så skulle økonomien gerne hænge sammen. Og så er vi også blevet en mere attraktiv samarbejdspartner i forskellig sammenhænge qua, at festivalen bliver større, og at den bliver mere højt profileret«.
Det lyder som et sats?
»Ja, og det er det også. Man havde nok spillet mere økonomisk sikkert ved ikke at sætte Radiohead og Frank Ocean på samme år, men når de to er i spil, og det er navne, vi har jagtet, så kan vi bare ikke lade være. Vi bliver nødt til at sætte dem på – guderne må vide, hvornår det kan lade sig gøre igen«.
Men I sætter vel også en hvis form for barre?
»Ja, og det er super farligt i forhold til 2018 og 2019. Nu er der mega forventningspres på, men altså, der har jeg det bare sådan: Vi bliver nødt til at få afviklet denne her festival og få en rigtig god oplevelse, og så må vi begynde at kigge på, hvem der ellers kunne være fremadrettet«.
Nu har I fået jeres øverste prioriteter. Er der nogen, I er gået glip af, og hvem er der ellers tilbage til fremtiden?
»På hiphopsiden er der jo stadig nogle ret store, ret gode navne, som det ikke er lykkedes os at få. Kendrick er jo helt oplagt, og Chance the Rapper, synes jeg også, er så højt profileret, at han ville være et hovednavn hos os.
Men altså, der er da stadig nogle drengedrømme på min egen ønskeliste. Da jeg så, at Depeche Mode valgte at spille på en festival i Portugal her til sommer, så tænkte jeg: ‘Det kunne da have set meget godt ud på vores plakat også’. Og jeg håber også, at det en dag lykkes os at få The Cure på plakaten.
Pj Harvey, hvis hun nu bliver glad for Midtjylland efter hendes tur i Randers, så kan det være, vi kan få hende på til næste år. Og så er der jo navne, som vi har haft på tidligere, som jeg også tænker ville være fede at få tilbage. Om det er Arcade Fire eller Nick Cave eller hvem det kunne være. Vi har heller aldrig haft Massive Attack på«.
Kommer der flere navne på plakaten? Sidste år havde I 41 kunstnere, lige nu har I 37.
»Nej, det skulle gerne være det. Igen: Det er det med budgetterne. Vi blev nødt til at fjerne et eller to, sådan at når Radiohead spiller, så er der ikke andre. Der har vi skåret lidt, og så tror jeg, at vi starter lidt senere på hovedscenerne fredag«.
Læs også: NorthSide afslører årets fulde program – 12 nye navne på plakaten
Læs også: Her er NorthSides seks største scoops (udover Frank Ocean og Radiohead)