Morrisseys blødende hjerte banker stadig med digterisk vid, men den selvretfærdige tone bliver for tyk
Poet eller tudeprins? Manchesters sværeste søn har et kæmpe følge, der forguder hvert ord fra hans pen, som var det stentavler båret ned fra Mount Sinai. Andre trækker på smilebåndet og tænder for Weber-grillen, når manden prædiker weltschmerz og vegetarisme med sin brægende stemme. The Smiths’ (for mange af os) helt livsnødvendige guitar-indiepop vil altid nedtrampe alt, hvad de enkelte medlemmer selv måtte præstere på egen hånd. Men flere af Morrisseys første ti soloalbum, ikke mindst ’Vauxhalll and I’, har budt på højdepunkter, der kan måle sig med det legendariske bands unikke output.
Sangtitlerne på dette opus nummer 11 kunne næsten give fuld plade i Morrissey-banko: Også her svulmer det af romantik, selvretfærdighed, væmmelse og politisk ondt blod. Der lægges slagkraftigt fra land med ’My Love, I’d Do Anything’, hvor der er messingblæsere og muskuløs energi nok til at give indtrykket af en Morrissey, der står klar til at konvertere selv de største haters.
Albummets største ørehænger kommer ikke lang tid efter i form af ’Jackie’s Only Happy When She’s Up On Stage’. Den er en af de der sjældne, livsbekræftende sange, som nu og da popper op i diskografien, uventet og glædeligt som et par solskinstimer i sommeren 2017. Nummeret fæstner sig i hjernen ved første lyt. Man kan også allerede se horderne af utilpassede skråle med på ’Home Is a Question Mark’ og ’I Wish You Lonely’. Effektive Morrissey classic-numre – især sidstnævnte bruser med en eufori midt i skadefryden, der sender tankerne i retning mod salig The Smiths.
Førstesinglen ’Spent the Day in Bed’ ankommer også som et friskt pust til festen. Et sprødt elklaver-riff og et groovy ryk i lænderne, som får én til at række ud efter så Morrissey-uvante ord som ’sommerpop’ og ’hitlistepotentiale’. Med sin mildt sølvpapirshattede ‘dem-mod-os’-tilgang til verden befaler Morrissey: »Stop watching the news / because the news contrives to frighten you / to make you feel small and alone / to make you feel that your mind isn’t your own«. Morrisseys svar på klimaforandringerne, højredrejningen, den galopperende ulighed og døgnets øvrige politiske rævekager: Tryk snooze.
Vi kommer dog ud af fjerene på albummets anden halvdel, hvor Morrissey lige som på den forrige fuldlængde ’World Peace Is None of Your Business’ drejer blikket mod Mellemøsten, det arabiske forår og verdenspolitikken.
’The Girl From Tel Aviv Who Wouldn’t Kneel’ lægger op til kulturkamp og opstand mod patriarkalsk dominans, men er overraskende søvndyssende og suppe-steg-og-is-agtig – nummeret ville næppe vække opsigt som baggrundsmusik på en tostjernet middelhavsrestaurant. ’Israel’ lukker og slukker albummet i en kuriøs blanding af elegi og fordømmelse hen over klaver, marchtrommer, grædende violiner og pompøse retro-synths. I det hele taget er det som om, at musikken på anden halvdel ikke kan matche kontroversen og gnisten, som flere af sangtitlerne lægger op til. Den selvretfærdige tone bliver for tyk, mens flere af melodierne er rispapirtynde. Til sidst sidder man lidt rastløst og tænker på, hvad der mon sker i den virkelige verden lige nu, uden for enmands-ekkokammeret.
Musiklegenderne falder på stribe som soldater på slagmarken for tiden. Verden bliver dog aldrig for alvor stille og grå, så længe vi har Morrisseys altid velskabte sætninger til at efterlade et spor af polemik og latterliggørelse efter sig. Og de flyder fra ham, sætningerne. Med en romandebut, eget pladeselskab – Etienne Records – og Twitter-profil vinget af på bucket-listen siden den store selvbiografi fra 2013, har der måske bare været for mange nebengesjæfter til at konkurrere om den store brites opmærksomhed i denne omgang.
Det er ekstra ærgerligt, da flere af albummets første numre leverer den der særlige blanding af digterisk vid og styrtblødende hjerte, som Morrissey tog musikalsk patent på allerede for 35 år siden.
Kort sagt:
’Low In High School’ kryber efter nogle veloplagte åbningsnumre hen og lægger sig på en lav plads i diskografien. Når Morrissey ikke, som på albumcoveret, gentager gamle kæpheste om monarkiet og overmagten, stikker han halen mellem benene og trækker dynen op over ørerne, som på den ellers musikalsk veloplagte single ‘Spent the Day in Bed’.