Kvinder arbejder med følelser, og mænd har styr på teknikken. Sådan kunne en bedaget og temmelig firkantet kliché lyde, når det kommer til kønsforskelle i de kreative fag.
Ellis May er den danske producer og sanger Sophia Majs soloprojekt, der beviser det modsatte. Hendes dystre lydbilleder er en blanding af analogt klaver, massevis af elektroniske lag og Sophias forheksende stemme, der svinger mellem en høj falset og en dyb, sjælfuld croon.
At træde ind i hendes sange er som en filmisk drømmeverden, hvor Sophia med sin tekniske sans for at skabe universer gennem lyd udtrykker sine følelser og tanker.
Og så er der alligevel noget om klicheen. For vejen hertil har taget tid for Sophia, der først skulle lære at stole på sin egen stemme og intuition. De første sange skrev hun for mere end fem år siden, da hun lige var startet på tonemesterlinjen på Filmskolen.
Hurtigt kom demoerne i hænderne på mentoren Kasper Bjørke, der så et stort potentiale i de stemningsfulde numre. Alligevel var det først for to år siden, efter at hun blev mor, at Sophia færdiggjorde sangene og valgte, at de skulle ud under aliasset Ellis May.
»Det var en hård proces at gå fra at have de første sange til at finde sit eget sprog som producer, for jeg var ikke sikker på, at jeg kunne selv. Der var mange omveje, meget tvivl«, forklarer hun. »Men når jeg så talte med producere, forstod de aldrig helt præcis, hvad det var, jeg havde i tankerne, som jeg bare måtte have frem i min musik. Så jeg var nødt til at blive mere selvsikker, stole på mine evner og gøre det selv. Ligesom alle drengene gør«.
De første sange, omverdenen har fået lov at høre, er ‘Old Love’, ‘Surrender’ og ‘Father’, der alle er smukke studier i kontrasten mellem lys og mørke. Her møder de dybe, skæve melodier tekster om moderlig kærlighed og nærvær. Samme stemning forsøger hun at ramme i de nye sange, hun arbejder på nu, ligesom hun også er i gang med musikken til filminstruktøren Kasper Skovsbøls historiske debutfilm ‘C4’. I begge tilfælde får Sophias intuition lov at styre udtrykket.
»Det er en meget sundere proces i dag. Jeg gider ikke at være så enerverende og rykker videre, når det ikke har den rigtige følelse. Ellis May er ikke en maske, jeg tager på. Det er et rum bestående af indtryk og udtryk, og det handler om at være modtagelig og give noget ægte videre. Noget, der koster noget af mig selv«, siger hun.
Hun er i interviewøjeblikket ved at færdiggøre en musikvideo til ‘Father’ (er nu ude, se ovenfor), der er instrueret af Filmskoleveninden Annika Berg. Berg er kvinden bag den anarkistiske teenagepigefilm ‘Team Hurricane’, der trods sit hypervisuelle udtryk tydeligvis ikke går op i konventionelt filmsprog, eller om tingene ser lækre ud, men snarere om de ægte følelser kommer frem. Og det er dér, kunsten bliver interessant, mener Sophia. Når man lader følelsen og intuitionen styre og ikke hænger sig i, om det teknisk lyder eller ser rigtigt ud.
»Jeg har lært sindssygt meget af Annika. Hun må gerne få credit for, at jeg virkelig har fået øjnene op for, hvor spændende det autentiske og nærværende er«, siger Sophia.
»Det er generelt noget, jeg kan genkende hos mange kreative kvinder, og måske en af grundene til, at så få kvinder laver film. Kvinder arbejder enormt dygtigt med sanselighed, og det tager altså sin tid at formulere i et teknikrum. Det er det samme med mig, når jeg laver musik som Ellis May. Så kan det godt være, at alle ikke forstår processen, men man er nødt til at stole på sig selv og sin kunnen«.
Læs også: Breakin’ Sound 2018: De 15 mest lovende danske navne