Endelig kan tidens dominerende ungdomsgenre folde sig ud på Danmarks bredeste frekvens: P3. Men hvordan giver man et nyt perspektiv på en genre som hiphop, der har sejret sig selv ihjel? Og hvordan undgår vært og tovholder Pelle Peter Jensen, at programmet bliver formet for meget af hans egne præferencer?
»Jeg føler mere, at jeg laver en podcast end et radioprogram«, siger Pelle Peter, da jeg møder ham i hjertet af DR Byen.
Det podcast-lignende radioprogram, han taler om, hedder ’Sovsen’. Pelle er værten, og han har en pointe: Når man har lyttet til det tre timer lange program, der hver lørdag aften går i dybden med hiphop og beslægtede genrer, gennemlever man podcast-genrens blanding af fordybelse og underholdning snarere end radioformatets sædvanlige sekvensering.
Der er tid til nørderi, dybdegående interviews og en masse ny musik. »Klassisk public service«, som Pelle på et tidspunkt i interviewet kalder det. Og det er, ironisk nok, lidt af et nybrud hos P3.
For hvornår har én mand sidst fået lov til at gå i dybden med én genre hen over tre timer i bedste sendetid på landets største radiostation? Det er en ekstremt spændende udvikling, der både byder på mange muligheder, men også faldgruber. For som man siger: Med store kræfter følger stort ansvar.
Vi mødte programmets vært og eneste (!) redaktionsmedlem til en snak om ’Sovsen’.
Lad os starte med det vigtigste: Hvem bestemmer, hvilken musik der bliver spillet i ’Sovsen’?
»Det er kun mig! ’Sovsen’-redaktionen består af én person. Det gør ’Lågsus’ også for tiden, fordi Nico (Nicholas Kawamura, red.)< er på barsel. Jeg har en redaktør og en musikredaktør, der lytter med, men der er ikke en eneste beslutning, jeg har taget, der er blevet anfægtet. Det er 100 procent mig. Jeg har frie rammer og bestemmer selv alt«.
Så der er ingen, der bliver sure, når du for eksempel spiller en syv minutter lang AV AV AV-sang?
»Slet ikke. Jeg holder dem orienteret og fortæller for eksempel, at nu kommer AV AV AV ind. Men for mig er AV AV AV stadig et urbant projekt – i hvert fald indtil den seneste ep«.
Men de er alligevel undtagelsen, genremæssigt. Hvad kalder du egentlig genren, du spiller? Der er kun ord som ’urban’…
»Jeg hader det!«
Det er sådan et ord, pladeselskaber har opfundet.
»Et forfærdeligt ord! Alt dør, så snart du bruger det ord. Jeg kan bedre lide ’bastunge genrer’ eller sådan noget«.
Og det inkluderer også r’n’b og EDM? Du har spillet Oktober og Faustix, blandt andet…
»Ja og nej. Jeg ved ikke, om man kan kalde det EDM. Det nummer, jeg spillede, er moombahton. Det føler jeg stadig er urbanmusik. Men det er svært at præcisere, for programmet er jo helt nyt. Jeg er selv i gang med at finde ud af, hvor grænserne går«.
Har du mødt noget endnu, hvor du tænkte, at det var for underligt at spille på P3?
»Ikke endnu. Jeg har måske spillet et MagerMayn-nummer, hvor jeg først tænkte: ’Selvfølgelig skal jeg da spille det’. Men da jeg så hørte det i radioen, gik det op for mig, at der jo i princippet kunne sidde en familie på vej hjem fra håndbold og høre den her sang, der handler om, at en mund ikke er en mund, men en fisse. Der tænkte jeg… skal jeg virkelig det? Men ja, det skal jeg, for jeg er nødt til at vise, hvor flerfacetteret dansk hiphop kan være. Inklusive folk som MagerMayn«.
Du har jo haft programmet ’Bas’ hos P6 før, hvor du havde et lignende frirum, bare på en mindre kanal. Hvordan adskiller ’Sovsen’ sig fra ’Bas’?
»’Sovsen’ er ’Bas’. Både profilmæssigt og musikalsk. Det er en fin skabelon for, hvad ’Sovsen’ er – men de navne, man putter ned i skabelonen, er nogle andre«.
Bas kom jo på et ret vildt tidspunkt…
»Ja, og på et rigtig vigtigt tidspunkt også. Det var i efteråret 2011, vi startede det, så vidt jeg husker. Jeg kan huske, at jeg havde premiere på den første Ukendt Kunstner-udgivelse eller Sivas’ ’d.a.u.d.a.’-ep. Sivas rystede af nervøsitet over at være i radioen for første gang. Da ’Bas’ lukkede, var de to – og folk som Kesi, Kidd og Karl William – gået fra at være undergrund til at være popmusik på relativt kort tid. Det gik super stærkt«.
Hvad betød det for ’Bas’?
»Jeg vil ikke sige, at det blev ligegyldigt, men den genre sejrede sig selv ihjel. De sidste år har man ikke kunne tænde for en radio, uden at der var rap over det hele. Behovet for ’Bas’ har været væk. Men nu sker der en masse nye ting igen, synes jeg«.
Hvad træder vi så ind i nu? Hvad er ’Sovsen’-æraens musik?
»Noget, der altid kendetegner en bølge, er, at der er et community omkring. En ungdomsbølge, der har en lyd. Altså nogle mennesker, der definerer sig ud fra noget musik. Dér synes jeg, det er tydeligt, at der sker noget lige nu på Soundcloud. Man kan se, at den digitale revolution og den teknologiske udvikling definerer den musikalske. Det bliver hele tiden nemmere at udgive musik, og det bliver mere demokratiseret. Alle kan have en stemme. Det gør det sværere at navigere i, men nemmere at finde talenter tidligt. Og nu, hvor jeg er gået i gang med at grave og lytte efter musik, er jeg imponeret over hvor mange seje ting, der er derude«.
Soundcloud-musikken er stadig ret meget en nichégenre. Hvordan kan det være, du spiller mange rappere fra den scene, som Lille Bitte Bock, Valter Hvid og Baby Bino, men ikke ting som eksempelvis afrobeat, der fylder meget mere lige nu?
»Jeg har grundlæggende intet imod genren, men jeg har altid noget imod, når nogen kopierer sig selv. Jeg spillede for eksempel det nye Dayzon, som skubber genren frem. Men jeg synes godt nok, der er gået inflation i den lyd. I ’Bas’ spillede jeg også en masse dancehall på et tidligt tidspunkt af bølgen. Men jeg spillede aldrig Djames Braun. Det er ikke vigtigt for mig at spille en lyd, der allerede er ude. Jeg har svært ved at se det unikke i mange af de sange, der kommer af den lyd«.
Så du synes, at musikken er for ensformig?
»Ja. ’Rica’ udviklede den lyd sidste år, og Dayzon gør det nu. Det er ikke sådan, at jeg ikke synes, at det er spændende. Men når der kommer endnu en sang, der lyder sådan der, er der andre numre foran i køen til ’Sovsen’. ’C’est La Vie’ udkom for snart tre år siden! Jeg tror, at jeg har hørt den lyd nu«.
Jeg føler, at ’Sovsen’ fokuserer meget på den bølge af Soundcloud-ting, som du har kaldt ’lol rap’. Er det fair at sige, at du gør du dig lidt til talsmand for den stil i ’Sovsen’?
»Det synes jeg ikke. Jeg synes, at jeg er talsmand for alt, der sker. Mine to første gæster var Sivas og Kesi – dem er der ikke meget lol over. Jeg har ikke haft en eneste inde fra dén genre. Men jeg vil gøre mig til talsmand for alt, der er nyt. Og der, hvor der sker noget nyt lige nu, er hos den genre. Jeg synes, der er nogle åbenlyse originalitetsproblemer – det er ikke verdens sværeste quiz at gætte, hvilke tre emner, man skal høre om, når man sætter de sange på. Men jeg synes stadig, det er rigtig friskt i en P3-sammenhæng«.
Du har jo også før været med til at skubbe Emil Stabil, Pattesutter og Kidd frem. Ser du den nye bølge som en naturlig udvikling af det? Jeg har altid forbundet dig lidt med den stil…
»Det ved jeg nu ikke. Jeg har jo også spillet Pede B på P3. Jeg synes, jeg har dækket dansk rap meget bredt. Jeg var jo også den første til at spille Benal. Eller MellemFingaMuzik. Jeg ved ikke, om jeg er mere affilieret med nogle artister end andre. Da Ukendt Kunstner kom frem, var det også et kæmpe projekt for mig at få dem til at nå ud til et bredt publikum. Det samme med Sivas, for den sags skyld«.
Så det handler primært om, at musikken skal skabe noget nyt?
»Ja. De sidste fire års vindere af P3-prisen er alle navne, jeg har givet debut. Da jeg spillede dem første gang, var det måske en Youtube-video. Jeg er ret sikker på, de alle havde fået deres gennembrud alligevel, men det beviser, at det kan betale sig at tage navne før de egentlig er klar og give dem chancen for at shine«.
Så i fremtiden er der gode chancer for, at en kunstner som Lille Bitte Bock vinder P3-prisen.
»Det ville jeg i hvert fald gerne oddse på«.
Læs også: ’Sovsen’: Fire ting P3’s nye hiphopprogram gør rigtig godt – og én advarsel