Edward Sharpe and the Magnetic Zeros

Monsterhittet ’Home’ fra albumdebuten i 2009 førte på alle måder Edward og hans følgesvende helt til tops i den populærmusikalske sfære. Med 14 millioner hits på Youtube og bundsolid radio-airplay opdagede mange gruppen af fredselskende hippier, der dansede nostalgidans med blomsterkranse i håret og jointpapir i brystlommen.

Den høje hippiefaktor kan bestemt heller ikke afskrives på det nye album, og flere gange kammer det også over i en ligegyldig gang gøglerfolk, med sange der nærmest lyder som parodier på genren. I centrum for disse ligegyldige og irriterende momenter står, gang på gang, Jade Castrino og hendes skingre tasmanske hundjævle-galpen. Samme hæse bjæffen som på overbevisende facon spolerer den fine åbner ’Man On Fire’ med en andenstemme fra helvede, og cementerer ’Thats Whats Up’ og ’Fiya Wata’ som albummets pinligste øjeblikke.

Læs anmeldelse: Edward Sharpe and the Magnetic Zeros ‘Up From Below’

Når det er sagt, er det ensidige prædikat som kronisk glade hippier dog ikke helt fortjent. Albummet rummer nemlig samtidig – når Castrinos holder kæft – en sært opløftende melankoli. ’Mayla’ med højloftet korsang, blæsere og skæve guitarstykker, og den simple ’Child’ hvor lækkert fingerspil perfekt forenes med en tekst der berør liv og død, himmel og hav såvel som skygger og engle.

Albummets bedste sange – hvor den eksperimenterende outro ’All Wash Out’ er inkluderet – gør alle opmærksomme på to centrale ting: Først hvor fantastisk godt al musik inspireret af Crosby, Stills & Nash lyder, og for det andet, at dyrkede Edward & crew blot de lidt mere eftertænksomme stemninger og eksperimenterende strukturer, uden tant og fjas, ville det give et noget mere interessant og dragende resultat.