John Grants electropunkede hipstersatire er mere forceret end begavet

John Grants electropunkede hipstersatire er mere forceret end begavet
John Grant. (Foto: Shawn Brackbill)

John Grant bevæger sig groft sagt mellem to poler.

På den ene side er der de svulstige ballader, ofte med akustisk ledsagelse, og med Grants uanstrengte baryton som sit absolutte centrum. På den anden side er der de satirisk hudflettende – ofte elektronisk kantede – sange, hvor Grant enten harcelerer over kulturens dårskaber eller bruger sin stemme som talerør for usympatiske karakterer. Grant synger balladerne med hjertet helt uden på tøjet og de elektroniske sange med en ofte ramsaltet hjerteløshed. Indimellem mikser han formlerne, så balladerne er sardoniske og de elektroniske kompositioner skærende åbenhjertige.

På gennembrudsalbummet ’Queen of Denmark’ (hvor den akustiske balladeformel var i højsædet) og efterfølgeren ’Pale Green Ghosts’ (hvor blandingsforholdet var næsten skizofrent) lykkedes Grant med sin iscenesættelse takket være et slidstærkt melodimateriale og en skiftevis ærlig og meget morsom pen.

Ligesom sin umiddelbare forgænger ’Grey Tickles, Black Pressure’, er ’Love is Magic’ en anderledes ujævn lytteoplevelse, hvor Grant synes fanget i bestræbelsen på bestandigt at udvikle sin metier, så vægten i stigende grad er på rollen som producer frem for komponist og vokalist. Samtidig synes han at være løbet tør for interessante nye perspektiver på livet som homoseksuel og Hiv-smittet mand med midtlivskrisen blafrende foran sig som dampene fra et svovlbad (det er den hudløst ærlige del af hans produktion), men også på rollen som kronikør og observatør af hipstersegmenter inden for de subkulturer, han nu engang har været i berøring med (det er den satiriske del af hans produktion).

På ’Love is Magic’ bruger Grant flere ord end tidligere til at sige ting, han har sagt bedre og mere rammende før.

Resultatet er en underligt uforløst blanding af ballader, der er så svulstige, at de driver bort i en vægtløs tilstand af vage melodilinjer (tredje skæring ’Tempest’ er et grelt eksempel) og overdrevet karikerede sædeskildringer, hvor Grant har tillagt sig vokale tics og accenter, der er skærende inkongruente med hans almindelige sangstemmes konventionelle behagelighed. At lytte til åbningssangen ’Metamorphosis’ eller den helt urimeligt irriterende ’Diet Gum’ svarer til at være tvunget til at se et virkeligt dårligt sketch-show med en komiker, der gør én rasende ved sin blotte fremtoning.

Et enkelt lyrikeksempel fra førstnævnte kan få lov til at tale for sig selv: »14-year old boy rapes 80-year old man / tickets to the Met, sweetcorn from a can / baby’s in the whitest house playing with his toys / earthquakes, forest fires, hot Brazilian boys! / broccoli with cheese sauce, how long you been clean?«.

Det kan man jo kalde for et eksempel på pop art-collage-lyrik med dadaistiske tilbøjeligheder, men så er man også venlig.

Førstesinglen og titelnummeret er albummets klare højdepunkt. Det er en ballade i den patenterede crooner-stil fra ’Queen of Denmark’, der produktionsmæssigt drager fordel af en gyngende basgang, der giver den skønne melodi en nærmest fysisk kildrende dimension.

’Is He Strange’ og slutsangen ’Touch and Go’ besidder nogle af de samme kvaliteter, men der hvor Grant desværre går galt i byen er på de electropunk-agtige hipstermanifester, der i meget høj grad lyder som blege kopier af James Murphys succesformel i LCD Soundsystem.

Grant er en glimrende sanger og en gedigen melodisnedker, og det kan derfor virke besynderligt, at han forsøger at matche Murphy, en mester i at bygge en sang op, der samtidig lyrisk evner at beskrive subkulturelle miljøer og persontyper med en spiddende pen, der savner sidestykke. Grant kan ikke være med på Murphys niveau, og derfor er det frustrerende, at han prøver så hårdt at gå netop i den retning.


Kort sagt:
På ’Love is Magic’ har John Grant tillagt sig vokale tics og accenter, der virker som et bevidst forsøg på at sabotere hans ellers behagelige baryton. Sangstilen afspejler et karikeret-satirisk lyrikunivers, der synes tydeligt modelleret over James Murphys hipster-baitende LCD Soundsystem-repertoire. Men Grant er ikke James Murphy og electropunk-tirader ikke hans force. Heldigvis kan hans barytonbårne balladerepertoire redde ham ud af de fleste, men langtfra alle, blindgyder.

Læs også: John Grant giver koncert i København

John Grant. 'Love is Magic'. Album. Bella Union/Friendly.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af