Læs mere på Soundvenue.com/fremtidsprisen
Der bliver udgivet meget r’n’b i disse tider. Meget overfladisk SoMe-romantik, hvor man ikke kan føle mennesket bag. Men så er det fantastisk, at der findes en som Selma Judith.
Hun har blot udgivet to sange på fem måneder, men ’Kind of Lonely’ og ’I’m a Mess’ er i deres rørende intimitet klokkeklare beviser på, at Judith er en kunstner, som vil finde ind til kernen af, hvordan man kan formidle følelser i musik. Livet er ikke bare altoverskyggende kærlighed eller det grådkvalte breakup; det er alt det midt imellem. Det selvudlevende bliver sanseligt. Og så har Judith en vokal, som i en blanding af porcelænsfin skrøbelighed og rundtosset mystik kombinerer det teknisk forfinede med en ufiltreret ærlighed.
Men Judith laver ikke bare moderne r’n’b i sit helt eget billede. Hun er en multikunstner, der også instruerer film og spiller harpe. Sidstnævnte har hun gjort sammen med folk som Mø, Vera og Dessner-brødrene på årets Haven Festival. Kreativiteten stråler ud af hendes personlighed på samme måde, som tatoveringerne på hendes krop fortæller et hav af historier.
Fremtiden byder på meget mere. Judiths næste single ’Inner Thigh’ udkommer i januar, og til december rejser hun til London for at arbejde på sit debutalbum, der udkommer i 2019. Og så er hun også i gang med at finpudse sit liveset, da det kommende år byder på flere koncerter i ind- og udland.
I anledning af Selma Judiths nominering til Fremtidsprisen 2018 har vi bedt hende afslutte 10 sætninger, der giver et indblik i, hvem hun er, og hvad hun står for.
Jeg blev først og fremmest musiker, fordi…
»…jeg tror, jeg havde brug for at gøre noget, jeg måske ikke følte mig helt sikker i. Det har nok været en personlig ting; en form for løsrivelsesproces. Jeg synes, musik kommunikerer på en helt særlig måde, som er meget inkluderende. Det er en meget ren form for kommunikation, hvor man kan få lov til at opleve et par minutter af en sandhed, der bliver bygget op og nedbrudt lige bagefter. Det er lidt katarsis-agtigt, bilder jeg mig ind. Både for dem, der spiller, og dem, der lytter«.
Folk tror nogle gange, at jeg…
»…har en spiseforstyrrelse. Hele mit liv igennem. Enten tror de, jeg har en spiseforstyrrelse, eller også tror de, jeg er 16. Men der er ikke mange, der snakker til mig, med mindre jeg kender dem. Jeg ved ikke, om det er fordi jeg ser skræmmende eller vred ud – det er nok en kombination. Måske de tænker, jeg er hårdere eller mere selvsikker, end jeg er. Der er også mange, der tror, jeg er rigtig festlig og god til at tage i byen og sådan noget. Og det er jeg bare ikke«.
Men jeg vil gerne have, at de ved, at jeg…
»Det må de helt selv om. De må da tro lige det, der passer dem bedst. Hvis de kan få et eller andet ud af at tro, jeg har en spiseforstyrrelse eller har et misbrug, så skal de da tro det. Det må de sgu selv om.
Der er én ting, som jeg har som tommelfingerregel, man skal huske ved alle folk: Vi prøver alle sammen så godt, vi kan, hele tiden. Det er en meget dejlig tilgang til hinanden, synes jeg, for man kan godt glemme det lidt. Alle gør det sgu så godt, de kan. Jeg tror ikke, man kan være i live uden at anstrenge sig«.
Om fem år er min største drøm, at jeg…
»…har min egen lille lejlighed, jeg ikke kan blive smidt ud af. Hvor mine katte kan bo, og hvor de kan komme ind og ud. Det ville være vildt dejligt. Og så ville jeg jo fucking godt gå på konservatoriet med den der harpe, hvis jeg blev god nok«.
Hvis jeg kunne være en anden person i musikverdenen i en uge, skulle det være…
»Fever Ray. Der er mange andre, jeg har nørdet meget mere end hende, men jo mere man nørder folk, desto mere finder man ud af, at de jo alle sammen bare er mennesker. Men Fever Ray er bare fucking sej. Hun tager sin egen tid, giver den fuld max på scenen og er på ingen måde en undskyldning for sig selv. Hun gør det, hun skal gøre – uden så meget pis. Jeg gad godt prøve en uge uden så meget pis«.
Når jeg arbejder, sørger jeg altid for, at…
»…samle mig så vidt muligt om det, jeg laver. Sige til mig selv: Nu leger vi, det kun er det her, der findes, lige nu. Det er også meget vigtigt for mig i alle henseender at blive ved med at hæve ambitionsniveauet. Ikke at det nødvendigvis betyder, at jeg er fucking Beethoven nu, for man kan jo godt starte på ground zero og så skubbe det lidt ad gangen.
Man skal sørge for, man ikke lader sig hæmme af noget. Så er det bare lige pludselig mega sjovt. Men jeg går også meget ind for det med, at kaptajnen går ned med sit skib. Det er en god lektion i livet – også ind imellem at fejle fucking meget. Man skal kunne sige: Ja, det er mig, der har lavet denne her kæmpe fiasko – og jeg står og flager oven på den!«
Hvis jeg kunne tvinge alle mennesker til at høre én sang, så skulle det være…
»Jeg har virkelig ikke lyst til at tvinge folk til noget! Haha. Det er ikke for at være hellig – jeg har bare ikke lyst til at sætte mig i den form for autoritet, og det ville jeg heller ikke kunne bære overhovedet. Men jeg har svært ved at forestille mig, at ’Summa’ af Arvo Pärt ville kunne gøre andet end noget godt og nyttigt for de fleste, så den må de da gerne høre – hvis de vil«.
Når jeg går gennem svære perioder i mit liv, prøver jeg at huske, at…
»…alting slutter og starter hele tiden. Når der er noget, der er svært, skal det nok slutte. Det forstår man ikke, når man er i det, men det gør det altid. Hele livet er et meget besværligt regnestykke at få til at gå op, men jo ældre, man bliver, desto mere ser man, hvordan alting er i forandring hele tiden. Alting løser sig og knudrer sig, løser sig og knudrer sig. Det hjælper at tænke på det, når hver en celle i min krop er enige om, at jeg kommer til at have det fucking dårligt resten af mit liv. Jeg har været i live længe nok til at se, at det altid løser sig igen«.
Hvis jeg skulle lave én ting om i musikbranchen, skulle det være…
»Nogle gange kunne jeg godt tænke mig at hive folks egoer ud af deres egen røve. Bare en gang imellem – bare få folk til at chille lidt. Jeg har meget svært ved at forstå, hvorfor musikere skal være lækre. I princippet er det jo fuldstændigt ligegyldigt, hvordan du ser ud – musik, det er jo lyd! Det giver ikke mening! Jeg forstår det bedre med modeller eller skuespillere, hvor udtrykket primært er visuelt, men det er helt gak for mig, at det er blevet sådan med musikere«.
Når jeg vinder en Grammy – eller Soundvenues Fremtidspris! – er den første, jeg vil takke…
»… Helen Davies, som er min harpelærer gennem mange år. Hun har været med til at give mig selvtillid, og jeg beundrer virkelig hendes syn på musik – det handler ikke om genrer, det handler om musik. Hun er ganske særlig. Både for mig personligt og musikalsk«.
Selma Judith er den første nominerede i Fremtidsprisens musikkategori 2018. De næste fire følger de kommende dage – og vinderne offentliggøres i slutningen af måneden. Se de fem nominerede i filmkategorien her.
Soundvenue uddelte for første gang Fremtidsprisen sidste år. Her vandt Erika de Casier i musik. Annika Berg (‘Team Hurricane’) vandt i film/tv. Se de øvrige 2017-nominerede her.
(Interviewet med Selma Judith er lavet af Maibritt Enevoldsen).