‘Cold Case Hammarskjöld’: Mads Brüggers nye film er en sensation
Der er et punkt midtvejs i ‘Cold Case Hammarskjöld’, hvor Mads Brügger smider masken.
Før det har han optrådt som den skælmske agent provocateur, vi kender fra film som ‘Det røde kapel’ og ‘Ambassadøren’. Han har gemt sig bag en skærm af ironi, som ingen omkring ham synes at gennemskue, og han har illuderet som kridhvid kolonialist ved at hyre hele to sorte stenografer, som han har dikteret for.
Men i et tilsyneladende oprigtigt øjeblik indser han, at filmen, som netop har haft verdenspremiere på Sundance-festivalen, er blevet for vigtig til den slags narrestreger. Det, han frygtede var »verdens mest idiotiske konspirationsteori«, viser sig i stedet at være en langt større og mere gruopvækkende affære, end Brügger havde drømt om, da han i sin tid indlod sig med Göran Björkdahl.
Björkdahl, Brüggers makker i filmen, er en stilfærdig svensk mand, som i årevis har været besat af mysteriet om Dag Hammarskjölds død i 1961. Den daværende FN-generalsekretær mistede livet i et flystyrt i det nuværende Zambia, og lige siden har dødsfaldet været omgærdet af rygter og konspirationsteorier. Var det virkelig en ulykke, eller var der tale om en veritabel likvidering af en mand med mange magtfulde fjender?
Brügger læste om Björkdahls efterforskning i en artikel i The Guardian i 2011. Han blev nysgerrig, opsøgte svenskeren, og de to slog pjalterne sammen. Og efter seks års utrættelig, om end ofte udsigtsløs, research lykkes det den dansk-svenske duo at opsnuse en deep throat-kilde, som afslører en langt større historie, end den Brügger og Björkdahl oprindeligt ledte efter.
Skal man tro Alexander Jones, som whistlebloweren hedder, var Hammarskjölds død et koldblodigt politisk mord udført af en gådefuld militant skyggeorganisation ved navn SAIMR. Men ikke nok med det: SAIMR var også indfedtet i en kæmpe international konspiration, som trak tråde til både CIA og MI6. Og nå ja: Lederen var en tegneserieagtigt ond mand, der yndede at klæde sig ud i fuldt piratornat med huggert og det hele.
Det lyder næsten for sindssygt til at være sandt, og det er lige før, man håber, at det ikke er sandt, for ellers… Uanset hvad vil afsløringerne formentlig give efterskælv langt oppe ad de politiske tinder.
Men ‘Cold Case Hammarskjöld’ er ikke kun en sensationel journalistisk historie. Det er også en sensationelt god dokumentarfilm, som fortjener at få opmærksomhed for sine filmiske fortrin.
Mads Brügger mestrer (selv)iscenesættelsens kunst som få andre, og han gør brug af både arkivklip, animationer og en række fiffige meta-greb for at vække den gamle historie til live.
Vi begynder på et mondænt hotelværelse i Afrika. Mads Brügger står med ryggen til kameraet og dikterer filmens manuskript for en kvindelig sekretær, der klimprer løs på en antik skrivemaskine. Brügger er iklædt hvidt safaritøj ligesom filmens sagnomspundne skurk, som engang boede på selv samme hotel. En provokerende leg med kolonialismens magtrelationer. På væggen hænger rader og rækker af gule post-its, der inddeler filmen i kapitler og overskrifter.
Hotelscenerne bliver en meta-ramme for filmen, som pædagogisk hjælper én med at navigere i den kringlede historie. De to sorte sekretærer spejler seerens afmagt, når de beklager sig over de mange navne og sidehistorier, de skal holde rede på. Og da Brügger når frem til sagens hårrejsende detaljer, giver sekretærernes forfærdede reaktioner en følelsesmæssig resonans, som Brügger næppe selv havde planlagt.
Som den uforfærdede detektivduo udgør Brügger og Björkdahl et morsomt, umage makkerpar. De har en forbilledlig journalistisk flid tilfælles, men temperamentsmæssigt er Björkdahl en slags Watson til Brüggers Sherlock – en sindig starut, som reagerer temmelig uimponeret på Brüggers spilfægterier.
Da Brügger stolt fremviser det udstyr, han vil tage med ud til nedstyrtningsstedet – metaldetektor, tropehjelme, to skovle til at grave med og to cubanske cigarer til at fejre med – bemærker Björkdahl tørt: »Jeg ryger ikke«. Og da Brügger senere bringes i følelsesmæssig bevægelse, kommer det lakonisk fra svenskeren: »I thought you were a cool man, Mads«. Deadpan-kemien mellem de to tjener filmen godt, og der er masser af menneskelighed – og en bund af tragik – i portrættet af Göran Björkdahls blaserte besættelse, som fortsætter uanfægtet efter filmen.
Selv var Mads Brügger aldrig besat af Hammarskjölds eftermæle. Det indrømmer han midt i sit sandhedens øjeblik. Han var ikke engang specielt interesseret. Han ville bare gerne på eventyr i Afrika og svinge med metaldetektorer iført safaritøj og tropehjelm. Og historien havde det hele: Et mordkomplot i magtens korridorer, et lig fundet med et spillekort i kraven, en obskur organisation af kultisk klædte lejesoldater og en skurk, som var en James Bond-film værdig.
Undervejs frygtede han fiasko og ydmygelse, men han kom alligevel hjem med sin karrieres vildeste historie og bedste film.
Men hvad så nu? De ansvarlige er allerede døde. Så hvem skal undgælde? Og hvordan? Og vil nogen overhovedet gå op i, hvordan en eller anden svensker døde for 59 år siden?
Mads Brügger lufter selv denne sidste tanke, da han på et tidspunkt siger til en af sine sekretærer, at kun gamle mennesker interesserer sig for Hammarskjöld-mysteriet.
»Måske kan denne film lave om på det, jeg ved det ikke,« siger han.
Jeg ved det heller ikke. Men hvis ikke denne mesterlige film kan, er der intet, der kan.
Kort sagt:
Mads Brüggers nye film er ikke blot hans bedste – det er en sensation på alle planer.
Anmeldelsen blev først bragt 27. januar 2019.
Læs også: Mads Brügger om ‘Cold Case Hammarskjöld’ – »Filmen er også et opgør med mig selv«