Elias Boussnina stempler ind i toppen af dansk r’n’b med debut-ep’en ‘Shameboy’
Da jeg hørte de første par sekunder af ‘Shameboy’, tænkte jeg, at Elias Boussnina bare var en dansk udgave af Frank Ocean – men jeg kom hurtigt på andre tanker: Med sin debut-ep stempler han ind i toppen af dansk r’n’b.
Boussnina har begravet næsten hele det gamle alter ego, lol-trap-rapperen Yung Coke, og leverer i stedet en overbevisende præstation med imponerende spændvidde, lige fra smukke anthem-ballader til dansable, næsten discoklingende hits.
Det hele spiller. Tekst, melodi, akkorder, arrangement og groove lyder alt sammen som om, Boussnina har mange år på bagen som succesfuld sangskriver og producer. Men det har han ikke. ‘Shameboy’ er kulminationen på hans hamskifte fra lol-rapper i 2016 til følsom r’n’b-artist i 2019. I mellemtiden har han gået på CBS, hvorfra han droppede ud for at fokusere på musikken. Og den beslutning er der nok mange, der bliver glade for.
Elias lyder som Elias. Man kan tydeligt høre inspiration fra både Atlanta, Drake, Frank Ocean, men der er også hints af Daft Punk og tunesiske trommer. Den nordafrikanske indflydelse er tydeligst på ‘Candy’, der har et lækkert vuggende groove, og som med sine percussionspor kipper med flaget til Boussninas halvt tunesiske baggrund. Andre steder, som på ‘Bring the Pain’, kan man stadig høre lidt af trap-indflydelsen – både i bassen, den skarpe lilletromme og selvfølgelig via Atlanta-rapperen UnoTheActivist, der lægger et vers allersidst i sangen. Men selv her er der et percussionspor, der føles friskt og sørger for, at Elias stadig lyder som Elias.
Boussnina er heller ikke bange for at udfordre konventionerne, og ‘Shameboy’ har også en større harmonisk kompleksitet, end vi er vant til i det danske popbillede. Især omkvædet i ‘Bring the Pain’ med gospelharmonier i koret og hele ‘13th Floor’ står frem som øjeblikke, der ser tilbage i tiden, tager det bedste fra blandt andet Quincy Jones’ harmonier, og bruger det på en ny måde – for eksempel blandet sammen med trappede vers og hi-hats i ‘13th Floor’.
Netop ‘13th Floor’ er i øvrigt ep’ens højdepunkt. Den demonstrerer perfekt Boussninas enorme spændvidde fra hurtigtladede verslinjer henover et rent ‘akustisk’ pre-chorus til et omkvæd, der lige så godt kunne være et storladent stadion-anthem med flotte akkordflader, men uden at være cheesy. Og nå ja, så er der det højtpitchede »so get high«, der leder tankerne hen på det tidlige Kanye uden at være et rip-off.
Som om det ikke var nok, at det musikalske sidder, som det skal, har Boussnina også en skarp pen. Teksterne koncentrerer sig om hans kampe med afhængighed og fristelser, men aldrig uden humor. »You always bring the drama, like the evening news«, på ’Bring the Pain’ er både melodisk, levende og nede på jorden, og når han leverer »We used to be on the same page / now you’re in a different book / and it’s a shame« med breaket det helt rigtige sted, kan jeg ikke lade være med at smile.
Oven på det hele flyder hans stemme, der både leder tankerne hen på Frank Ocean og Daniel Caesar uden at lyde som en kopi. Han ligger enormt lækkert omkring groovet, og hans fraseringer kan gøre enhver blød i knæene.
Og hvis man i øvrigt tror, det er en stille r’n’b-udgivelse, der er bedst beregnet til noget andet end dans, tager man fejl. Jeg kan ikke sidde stille, hverken under ‘Candy’, ‘Lost Ones’, eller ‘Still Here’. Især ‘Lost Ones’ med sin ‘Get Lucky’-guitar i baggrunden er umulig ikke at holde af – ligesom resten af ep’en.
Kort sagt:
‘Shameboy’ emmer af liv, og med den fornemme debut-ep stempler Elias Boussnina direkte ind i toppen af den danske r’n’b-scene – der bliver han nok hængende.
Læs interview: Yung Coke er blevet til Elias Boussnina: »Jeg var træt af at gemme mig bag noget, der startede som en joke«