Stella Donnelly håndterer sin vrede med humor og melodisk sødme
Stella Donnelly leverede et veloplagt bidrag til #Metoo-debatten med numrene ’Mechanical Bull’ og ’Boys Will Be Boys’ fra 2017-ep’en ’Thrush Metal’. Et momentum, hun bygger videre på med sit debutalbum.
De organiske folkpop-sange er umiddelbart søde og bløde, ja nærmest her og der tæt på twee-territoriet, men på åbningsnummeret ’Old Man’ kradser budskabet nok til at efterlade blodige rifter og skilsmisser: »Boy, if you touch her again / I’ll tell your wife and your kids about that time / ’cause this is not ’93 / you lost your spot on the team, you’re out of line«.
Hvis teksten denne gang er lovlig 1:1 i sin tilgang til #Metoo-fænomenet, så er der heldigvis hjælp at hente i musikken. ’Old Man’ er trods sin overtydelige tekst et smækkert popnummer med et slidstærkt refræn, der viser, at den overbevisende debut-ep ikke blot var en enlig, vred svale.
På debutalbummets 13 sange overbeviser Stella Donnelly i det hele taget, uden de overdrevne armbevægelser, som opvakt singer/songwriter ved hjælp af humor, sans for zeitgeist og brug af det engelske sprogs mindre stuerene gloser på en måde, så det virker tungen-i-kinden frem for demonstrativt uartigt. Emnevalget er ofte tungt. Alligevel synker man aldrig ned. Man glæder sig til næste velturnerede linje, næste observation, om ikke andet så bare for at nyde Perth-sangerindens aussie-dialekt, der giver sangene en regional og distinkt charme.
Bevares, ’Beware of the Dogs’ er med sin radiovenlige folkpop og Donnellys sødmefulde vokal umiddelbart modhageløs nok til at kunne snurre i baggrunden på Starbucks. Hendes serenader kunne ledsage rulleteksterne til en indie-rom-com om handlekraftige kvinder og skvattede mænd, du har set på et fly og glemt igen inden Kastrup. Men Stella Donnelly demonstrerer nok tæft for både melodier, arrangementer og overraskende lyrik til, at det er svært ikke at lytte efter. Hænge på. Og ultimativt glæde sig til endnu mere fra australierens hånd.
Det er de stilfærdigt indignerede, kønspolitiske sange, der særligt sætter en tændstik til Stella Donnellys sangskrivningstalent. På ’U Owe Me’ er akkompagnementet stateligt, ja ophøjet smukt, mens hun synger om et mellemværende med en gammel chef fra et bartenderjob. Sangen handler om slatten fadøl, timesedler og yderst tvivlsom omgang med overvågningskameraer. Alligevel kan hun få den til at lyde både poetisk og livsbekræftende.
»You’ve invaded her magnificence«, synger Donnelly over et fromt fingerplukket guitarakkompagnement på den tidligere nævnte ’Boys Will Be Boys’, der er genbrugt fra ep’en. Lad os bare vove et øje og kalde den en af de mest pastorale sange nogensinde skrevet om voldtægtskultur. Ikke alt på albummet gør lige så stærkt indtryk. Sange om parforhold, turnéliv og hjemve som ’Bistro’, ’Allergies’ og ’Lunch’ føles vredet af en mere velkendt karklud, uden at de trækker væsentligt ned på det positive helhedsindtryk.
Den Roskilde Festival-aktuelle kunstners debutalbum er altså et forfriskende bekendtskab. Hun lyder som en mulig arvtager til Fiona Apple og Aimee Mann, en grandkusine til Courtney Bartnett og Angel Olsen med lidt flere gamle regnskaber at gøre op. Budskabet til Stella Donnelly herfra er ubetinget, at hun skal klø på. Sige fra på sin iørefaldende facon.
Kort sagt:
Stella Donnelys tilgængelige folkpop virker ubesværet og sorgløs, selv når den som oftest tager livtag med svære emner.