Lowlys medrivende dreampop oser af både nærvær og høje ambitioner
Hifalutin, også ofte stavet highfalutin, er et engelsk ord, der nok bedst kan oversættes til dansk som hovskisnovski. Med den titel tager danske Lowly kækt pis på deres egen musikstil, der måske godt kan kritiseres for at være lidt artsy eller prætentiøs.
Det er dog ikke en kritik, jeg selv vil bevæge mig ud i. For kunst bliver kun prætentiøst, når det er mere højtragende og selviscenesættende, end det kan holde til. Og Lowly beviste lige fra deres fornemme debutalbum ‘Heba’, at de altså kunne deres kram, når det gjaldt farverig, eventyrlysten dreampop. Den opgave klarer de om muligt endnu bedre på ‘Hifalutin’.
Stort set hvert eneste track er fyldt til randen med kreative, finurlige tiltag. Der er nærmest altid noget unikt, der får hver sang til at stikke ud på tracklisten. Hvis man skulle synes, at Lowly var så hifalutin, som albumtitlen antyder, ville man måske kalde det for gimmicks. Men når de bruger autotune over minimalistisk underlægning på ‘In the Hearts’, gør det med succes stemningen så utryg, at det giver mig en klump i halsen. Når backingvokalerne på ‘Staples’ konstant looper »Dry, dry, dry« i det første minut, er det intenst. Når ‘Children’ afslutter med knap to minutters eskalerende lydmur, er det euforisk. Hvis man reducerer de forskellige unikke sanges greb til gimmicks, ignorerer man, at de virker formidabelt.
Siden dreampop tit er en ret æterisk genre, har det nærmest sidens genrens fødsel været kutyme at producere vokalerne, så klangen bliver meget svævende og atmosfærisk. Den retning har Lowly slet ikke taget med ‘Hifalutin’. Soffie Viemoses og Nanna Schannongs leadvokaler er langt det meste af tiden rigtig skarpt produceret, og de bliver fremhævet i mixet.
Dermed føles musikken altid meget nær og håndgribelig, selv når vi nærmer os højtragende klimakser eller er omgivet af svævende synthfigurer. Der er altid noget menneskeligt at gribe fat i – hvilket også blot får de drømmende lydbilleder til at virke endnu mere som om, de stammer fra en anden verden. Der er mennesker, der følger dig, og er lige så bevægede af de lyde, der kredser om dem, som du er.
Hvis jeg skulle kritisere ‘Hifalutin’ for noget, så ville det ikke være, at musikken er hifalutin, men nok rettere, at albummet er en kende frontladet. De mest mindeværdige melodier og allermest opsigtsvækkende greb er der flest af på første halvdel af tracklisten.
Men albummet er meget grundigt opbygget som en helstøbt lytteoplevelse – en sonisk rejse fra start til slut. Selv om første halvdel nok har flere individuelle sange, jeg vil vende tilbage til, er det virkelig tilfredsstillende at fortsætte på rejsen – hele vejen til det dramatiske, forløsende afslutningsnummer ‘Wonder’. Hvert track fører flot videre til det næste, og det er en fornøjelse at høre, hvor fint stemninger bliver bygget op og nedbrudt fra én sang til den efterfølgende. Albummets helhed har fået lige så meget opmærksomhed som de individuelle tracks, og det fortjener uden tvivl ros.
‘Hifalutin’ er et gennemført værk, der oser af både nærvær og høje ambitioner. Og det lever (heldigvis) slet ikke op til sin titel.
Kort sagt:
På ‘Hifalutin’ gør Lowly brug af en række spændende greb, der på hver sin måde gør deres dreampop medrivende og nærværende. Dertil har de skabt en sammenhængende albumoplevelse, der gør musikken endnu mere gribende.