Hvilke album har været de vigtigste i musikårtiet 2010-2019? Det spørgsmål er vi på redaktionen dykket hovedkuls ned i i anledning af Soundvenues store tilbageblik på årtiet, der om få måneder rinder ud.
Det her er altså ikke vores valg af de bedste udenlandske album fra 2010’er (selv om kvaliteten er gennemgående), men derimod vores rangering af de værker, der har defineret og sat størst muligt aftryk på både samfundet og musikken som kunstform: De album, som udfordrede mainstreamen, som vendte udtryk og hele genrer på hovedet, som italesatte det, ingen andre turde eller kunne, og som rykkede ved vores forståelse af den verden, vi lever i.
25. Lorde ‘Melodrama’ (2017)
’Melodrama’ er en mesterlig coming of age-fortælling, hvor Lorde beskriver overgangen fra teenage- til voksenliv med alt hvad den indebærer af grænsesøgende adfærd, de første hjerteskærende breakups, destruktivt mindreværd og selvfølgelig turene på dansegulvet, der kan aflede tankerne – som på albumhøjdepunktet ’Green Light’, hvor en hjerteknust Lorde drages af de pulserende rytmer.
Albummet hyldes som et noget nær perfekt generationsportræt, og med ’Melodrama’ cementerede Lorde sig, efter den uventede succes med ungdomshymnen ’Royals’ i 2013, som en fremsynet alternativ popstjerne, der siden har inspireret talløse stjernefrø som Billie Eilish og Clairo med sin følelsesladede soveværelsespop.
Særligt på den skrabede ballade ’Liability’ går Lordes selvreflekterende tekst lige i hjertet med rørende linjer som »I am a toy that people enjoy / till all of the tricks don’t work anymore / and then they are bored of me«. En tekst, hvis dobbelttydighed både kan forstås bogstaveligt som en fremstilling af personligt mindreværd i kølvandet på viral succes, men også som en mere generel kritik af en industri, hvor mennesker og artister i stigende grad betragtes som erstattelige.
’Melodrama’ var desuden Jack Antonoffs første tjans som decideret albumproducer. Han havde ganske vist skrevet og produceret to numre til Taylor Swifts ’1989’-album, men det var altså først med Lorde-samarbejdet, at han blev et gennemetableret producernavn. På den måde har ’Melodrama’ på sin vis også banet vejen for Antonoff – tidens måske vigtigste popproducer – og hans fremtidige samarbejder, som alene i 2019 tæller Taylor Swifts romantiske popdrøm ’Lover’ og Lana Del Reys monumentale hovedværk ’Norman Fucking Rockwell!’.
24. St. Vincent ‘St. Vincent’ (2014)
Laver St. Vincent pop? Rock? Avantgarde? Svaret er ikke entydigt, og det blev for alvor slået fast med hendes selvbetitlede album fra 2014. Annie Clarks største bedrift må være hendes sammensmeltning af de tre førnævnte delelementer, og ikke mindst hvordan hun som en af de få er lykkedes med at bringe dén musikalske smeltedigel ind i et bredere mainstream-landskab – vel at mærke uden at gå på kompromis med sine musikalske visioner.
Lyden på ‘St. Vincent’ er støjet, kaotisk men samtidig elegant og til tider ret catchy – hør bare ‘Digital Witness’ eller den skramlede ‘Birth In Reverse’. Det skal også nævnes, at St. Vincent med dette album udfordrede alle normer for, hvordan man optræder live, da hun med mekanisk koreograferede instrumentalister og syret scenografi tog helhedsoplevelsen til et nyt niveau.
Foreningen af pop og støjende rockeksperimenter blev komplet på det efterfølgende album ‘Masseduction’ fra 2018 (med hjælp fra selvsamme Jack Antonoff, der hjalp Lorde i mål på ’Melodrama’), og ikke mindst til dette års Grammy-show, hvor St. Vincent optrådte i selskab med popdarlingen Dua Lipa.
I dag står St. Vincent som en helt unik inspirationskilde for særligt kvindelige popartister – én der smækker popmusik, guitarekvilibrisme, samfundskritik og kunstneriske personaer i samme gryde, men altid forbliver tro mod sit kunstneriske selv.
23. Future ‘DS2’ (2015)
»Oh shit, hvad fuck er det, jeg har gjort?«
Det var Futures første tanke, da den yngre rapstjerne Juice WRLD fortalte ham, at det var Atlanta-veteranen, der havde fået ham til at prøve hostesaft. For nej, Future var ikke den første hiphopartist, der talte om sit narkoforbrug. Men det var hos ham, at stofferne blev en æstetik i sig selv – både i forhold til tekstuniverset, men også i selve lydene.
Blandingen af forvrængede trap-beats og dronet autotune-rap, der gennemsyrer hovedværket ’DS2’, drypper nærmest af hostesaft. Der er en ret god chance for, at når Juice WRLD siger, han hørte Future og fik lyst til at prøve stoffer, så var det det her album, han lyttede til. For indflydelsen fra Futures hostesafts-epos dryppede ned på en hel generation.
»Jeg fik det til at virke så fucking sejt«, som Future har udtalt i et interview med Genius. Men det er kun halvdelen af historien, for ’DS2’ glorificerer netop ikke stofferne. Lydbilledet forvrænges ulykkesvarslende, og Future virker gennemført glædesløs og fuldkommen fortabt. Det lyder som en mand, der synker ned i en sump – ikke som en, der har en fest.
Så hvad fuck har han gjort? Han har skabt soundtracket til en drugget, depressiv generation. På godt og ondt.
22. FKA Twigs ‘LP1’ (2014)
Da FKA Twigs kom frem fra dybet i midten af årtiet, var det som at lytte til 90’er -r’n’b og triphop, der var blevet sat 30 procent ned i tempo og kørt gennem den venezuelanske producer Arcas kaotiske maskineri for at komme ud på den anden side osende af sex, følelser og en slags posthuman, uforklarlig intimitet.
De to indledende ep’er og hovedværket ‘LP1’ viste FKA Twigs som en af tidens mest interessante kunstnere, der var kompromisløs i sin tilgang til r’n’b-genren og i sit sexede, dystre og dunkle univers var gennemført både musikalsk og visuelt. Det var en nyskabende og luftig slags popmusik, hvor FKA Twigs’ mystiske vokal og de snørklede produktioner kravlede helt ind og satte sig i de mørkeste afkroge af kroppen, så numre som ‘Two Weeks’ og ‘Lights On’ hang fast både i ørene og under huden.
FKA Twigs blev forgangskvinde for en bølge af alternativ, sci-fi-agtig og sensuel r’n’b, der med navne som Kelela, Sevdaliza, Nao og Banks har været et mindre, men vigtigt hjørne i 10’ernes popmusik – et hjørne, der har skubbet til grænserne for, hvad r’n’b kan og skal.
‘LP1’ er et klart højdepunkt fra 10’ernes generelle nytænkning af r’n’b-genren – en bevægelse, der i høj grad blev defineret af FKA Twigs som et mere enigmatisk sidestykke til navne som Frank Ocean og The Weeknd, der også var med til a hive r’n’b-musikken op ved rødderne og sætte den sammen på nye måder.
21. Adele ’21’ (2011)
Man kan næsten mærke, at Adele havde store planer, da hun valgte at indledte ’21’ med lavmælt guitarstrumming og fire i gulvet, mens hendes genkendelige vokal meget passende sang »don’t underestimate the things that I will do« i verset til breakup-baskeren ’Rolling In the Deep’.
’21’ blev det mest sælgende album i både 2011 og 2012. Det ragede hele seks Grammys (heriblandt for ‘Bedste album’) til sig i 2012 og slog et hav af hitlisterekorder verden over – vel at mærke i en tid, hvor det traditionelle albumformat ikke nødvendigvis virkede specielt lukrativt på tærsklen til streamingæraen.
Albummet er ikke just nyskabende, så det er altså ikke innovationen, der retfærdiggør dets placering på denne liste – måske nærmere fraværet heraf.
’21’ er nemlig på mange måder en tour-de-force i klassisk sangskrivning, der med sin dramatiske storhed og til tider svulstige cornyness beviser, at man stadig – godt inde i det 21. århundrede – kan komme længst ved at forkaste alle midlertidige trends og tendenser til fordel for universelle og tidløse torch songs som tåreperseren ’Someone Like You’ – et nummer, der i øvrigt kommer til at sikre Adele en selvskreven topplacering på alle fremtidige lister over de sørgeligste ballader nogensinde.
20. Rosalía ‘El Mal Querer’ (2018) & Bad Bunny ‘X 100pre’ (2018)
Hvis der er noget, som især slutningen af 10’erne vil blive husket for, er det den spansksprogede popmusiks indtog på den globale scene. En tendens, som på godt og ondt blev hjulpet på vej af ‘Despacito’, men som også er meget mere end bare en række hits i Luis Fonsis slipstrøm.
Kunstnere som J Balvin, Ozuna og Bad Bunny har spillet en stor rolle i den latinamerikanske pop og hiphops opblomstring, og især sidstnævnte viste med sit debutalbum ‘X 100pre’, at latinamerikansk, spansksproget popmusik er mindst lige så gyldig og værdifuld som den engelsksprogede – at det bestemt var mere end bare ‘Despacito’-efterdønninger.
Bad Bunny brød med den latinpop, der ret hurtigt blev en uniform lyd, for i stedet at udfordre og udforske, hvordan globaliseret pop kunne eksistere på tværs af landegrænser, sprog og genrer.
På vores side af Atlanten kom spanske Rosalía frem med et udtryk, der rykkede grænserne for, hvordan popmusik på én gang er et globalt fænomen og forankret i lokale kulturer og udtryk. Hendes flamenco-pop på ‘El Mal Querer’ var sprængfyldt med indlevelse og en nærmest folkemusik-agtig fornemmelse samtidig med, at Rosalía blandede det hele med moderne poplyde og 808-trommer. Hun gik lynhurtigt fra at være en spændende ny kunstner til at være en global popstjerne. Om man forstod sproget eller ej var nærmest underordnet – Rosalía sang, så hele verden lyttede med.
19. James Blake ‘James Blake’ (2011)
Da James Blake først begyndte at bryde ud af den engelske undergrunds elektroniske musikscene, var det en langsom drejning væk fra dubsteppens tunge bas og minimalistiske produktioner over i en underlig hybridform.
Gennembrudshittet ‘Limit to Your Love’ (som jo er et Feist-cover), var både popnummer og dubstep-skæring, hvor Blakes nøgne stemme blev understøttet af en dyb rungende bas og et spinkelt klaver. Den lyd, som til at starte med virkede som et kuriosum, endte med at blive en af årtiets mest genkendelige med James Blakes ofte heftigt processerede vokal i centrum i det elektroniske virvar.
Debutalbummet, som sigende for Blakes minimalisme blot fik hans eget navn, var et studie i underspillede popsange blandet med den elektroniske musiks snørklerier, loops og lange klimatiske opbygninger, som blev eksekveret med en nærmest matematisk præcision.
Siden har Blake vokset sig fra elektronisk wunderkind til at være en af popmusikkens mest markante spillere, der har arbejdet sammen med både Beyoncé, Frank Ocean, Bon Iver, Kendrick Lamar og Travis Scott, hvilket nok også hænger sammen med, at der inde bag alle ledningerne og den digitale glitter ligger en sangskriver af en særlig kaliber. James Blake er stadig et unikum, men hans musikalske virke og æstetik rækker langt ud over de fire album, han indtil videre har udgivet i eget navn.
18. David Bowie ‘Blackstar’ (2016) & Leonard Cohen ‘You Want It Darker’ (2016)
Vi kan ligeså godt vænne os til tanken om, at rockmusikkens pionerer i de kommende år vil dø af naturlige årsager. Af den grund har vi måske kun set indledningen til en lettere morbid undergenre: ’Aldrende rockmastodont ser døden i øjnene’.
Leonard Cohens afskedsalbum ’You Want It Darker’ udkom to uger før hans død i november 2016 (på selve dagen for Trumps chokerende valgsejr). Albummet lever op til sin titel, men uden at sortsynet er altomfattende: Med Cohen er der altid en ironisk dobbelttydighed på spil i lyrikken (»I’m leaving the table / I’m out of the game«)’. Det var sådan set en af hans største forcer som sangskriver. På ’You Want It Darker’ leverede Cohen sin måske mest skrabede samling sange, og det klædte mesteren på den måde at skære helt ind til benet på falderebet – intimt, elegant, konsekvent.
Døden kom mere uventet – for ikke at sige, chokerende – i tilfældet David Bowie. ’Blackstar’ udkom dagen før Bowie udåndede i januar 2016 – tæret op af en kræftsygdom, der ikke var offentligt kendt. ’Blackstar’ blev dermed anmeldt og vurderet af alverdens kritikere som et veritabelt ’return to form’ inden de vidste, hvor tæt værket knyttede sig til en smertelig, konkret virkelighed: At Bowie var døende, da han satte sin sidste signatur.
’Blackstar’ vil altid blive hørt som albummet, der varslede og ledsagede kunstnerens egen død, der – hvis man er kynisk eller tilskriver Bowie (al)magten til at definere sin egen fortælling, inklusive sit eget tæppefald – var nærmest perfekt timet. Men selv om ’Blackstar’ vinder prægnans og tyngde ved sin karakter af en sidste gestus før – og i kraft af – døden, så var albummet utvivlsomt en kreativ kraftanstrengelse, hvor Bowie lykkedes over alt forventning med at skabe en pirrende hybrid mellem rock, jazz-avantgarde og free form-poesi.
17. Billie Eilish ‘When We All Fall Asleep, Where Do We Go?’ (2019)
Det er fristende at se Billie Eilish som en simpel modreaktion. Som en modvægt til alverdens perfekte popstjerner. Men når den 17-årige amerikaner på rekordtid er blevet identifikationsfigur par excellence for en hel generation af outsider-piger, er det netop fordi hun er mere end bare en lussing til de pæne piger, forældrene, skolen, og hvem der nu ellers sætter grænserne og styrer normerne.
Eilish er ikke kun et billede på oprøret. Hun sætter også ord på den bagvedliggende angst, ensomhed og utilstrækkelighed.
Hendes debutalbum er desuden skelsættende, fordi det rummer både selvhævdende, majestætiske bangers som ’You Should See Me In a Crown’ og storhittet ’Bad Guy’, men også indadvendte, skrøbelige ballader som ’When the Party’s Over’ og ’I Love You’. Det er soundtracket til oprøret mod det eksisterende, men også lydsiden til afmagten, der træder ind, når man har raset ud og falder udmattet til jorden.
På den måde er Eilish snarere en pendant til den (oftest mandlige) Soundcloud-rap. For artister som XXXTentacion og Lil Peep dyrkede heller ikke aggression for aggressionens skyld. Den eksisterede altid i samspil med tekster, der kredser om en fælles følelse af at være alene og udenfor.
Bille Eilish er ikke blevet en helt ved kun at være én stor fuckfinger – men fordi hun har udtrykt årsagen til, at hendes generation overhovedet har lyst til at sige ’fuck det hele’ til at starte med.
16. ASAP Rocky ‘Live. Love. ASAP’ (2011)
Det kan næsten være svært at tænke sig en tid, hvor det ikke var totalt normalt for en rapper at være besat af eksklusive designere og modetendenser – og hvor det samtidig var kontroversielt, hvis en New York-rapper lod sig inspirere af Houstons hostesafts-sløve hiphopstil.
Men den tid var virkelig nok. Den foregik i det herrens år 2011, og det var ASAP Rocky, der som få andre sørgede for, at dét ændrede sig.
Rocky er vel den første virkelig store hypebeast-rapper. Han pralede med at se bedre ud end dig og dine venner, rappede om brands ingen andre rappere kendte (på nær måske Kanye), og var ikke bange for at blive kaldt feminin, bare fordi han gik i stramme bukser, kjolelignende bluser og kaldte sig selv »pretty motherfucker«.
Når Young Thug poserer i en kjole, og når merch-udgivelser er deciderede events, kan det spores tilbage til et skifte i hiphoppens mode- og kønsrollesyn, som ASAP Rocky satte gang i.
Rockys overlegne attitude og stilsikre persona skinnede igennem på debut-mixtapet ’Live. Love. ASAP’, hvor han fik komplekse tekster og catchy flows til at virke som det nemmeste i verden – lidt som Harlem-forbilledet Cam’ron. Sange som ’Peso’, ’Palace’ og ’Wassup’ miksede stilretninger og flows lige så henkastet som Rocky miksede høj mode med streetwear.
Det skyldes også produceren Clams Casinos geniale kemi med Harlem-rapperen. Sammen skabte de hovedværket for subgenren cloud rap, der dominerede hiphopscenen for en stund og viste, at rappere og producere ikke var stavnsbundne til at lyde som byen, de kom fra.
15. PJ Harvey ‘Let England Shake’ (2011)
Med ‘Let England Shake’ formulerede PJ Harvey en forbandet vital protest uden at ty til hverken nemme paroler eller slagfærdige oneliners om aktuelle uretfærdigheder. Hun skrev en samling sange set, oplevet og nøgternt registreret som en række soldaters (og soldaterenkers) oplevelse af krigens uvæsen med særlig vægt på Slaget om Gallipoli i Første verdenskrig.
Harveys stemme svæver over sangene som de dødes genfærd. Der er ingen udvendig patos, overdreven sentimentalitet eller knugende smerte. Hendes stemme giver i stedet lytteren rum til at forme sine egne billeder og indtryk af betydningen bag ordene (og rækkevidden af dem). Albummet viste nye veje for rockalbummet som form og som fortælling i et årti, hvor netop rockalbummet var mere presset end nogensinde før.
’Let England Shake’ er et modigt og formfuldendt værk, hvor Harvey – den måske største britiske sangskriverbegavelse af sin slags i de seneste 30 år – tager en uforfærdet dødedans med den nationale selvforståelses raslende skeletter, der hviler på et fundament af blod, død, gru, krig, patriotisme og imperialisme.
De senere års Brexit-hysteri har ikke just gjort albummet mindre relevant eller tankevækkende.
14. Sufjan Stevens ‘Carrie & Lowell’ (2015) & Mount Eerie ‘A Crow Looked at Me’ (2017) & Nick Cave and the Bad Seeds ‘Ghosteen’ (2019)
Livet går videre, selv når tiden går i stå. Og disse tre album fra 10’erne behandlede på mesterlig, smuk og distinkt vis sorgens facetter.
Mount Eerie, aka Phil Elverum, tog med ’A Crow Looked At Me’ (2017) afsked med sin kone, Genevieve, der døde af kræft i august 2016. På albummet formidler Elverum tabet gennem steder, man forbinder med den savnede elskede og genstande, man ikke længere orker at se på, fordi den dødes skygge hviler over dem. Tilsæt melodier, der knapt nok kan betegnes som sådanne, fordi Elverum snarere komponerer i ikke-anmassende øjebliksbilleder, der mere ærligt fastholder formidlingen af en sammenstyrtet verden.
Hvor Elverum er fanget midt i sorgens knugende malstrøm, ser Sufjan Stevens tilbage på et par livshistorier, der knytter an til hans egen historie på det folk-intime ’Carrie & Lowell’ – titelfigurerne er Stevens’ nu afdøde mor og stedfar. I et poetisk prægnant sprog indfangede Stevens på smukkeste vis betydningen af levet liv for de efterladte, også – og nogle gange, især – i fraværet af det nærvær, vi som regel knytter til begrebet familie. Stevens’ historie handler om svigt, men også om overlevelse, håb, tilgivelse og kærlighed på trods.
Nick Caves teenagesøn, Arthur, døde ved en tragisk faldulykke i 2015. Med sit 2019-dobbeltalbum ’Ghosteen’ foldede Cave sin sorgfortælling helt ud. ’Ghosteen’ er kulminationen på Caves arbejde med elektroniske klangflader i 10’erne (se også ’Push the Sky Away’ og ’Skeleton Tree’) men også samtidig et album, der i sin personlige tilgang til sangskrivningsmetieren matchede Caves 22 år gamle mesterværk ’The Boatman’s Call’.
13. Tyler, The Creator: ‘Goblin’ (2011) & ‘Flower Boy’ (2017)
Som frontmand i Odd Future-bevægelsen startede Tyler, the Creator årtiet med at ændre måden, hiphop-crews kunne fungere på.
Tyler og hans hold af uregerlige og usandsynligt begavede unge kunstnere gjorde hiphoppen punket længe før Soundcloud-rap eksisterede, de populariserede Supreme-hættetrøjer og skatekultur, og de lavede diss-sange mod de indspiste musikblogs, der ikke ville dele deres musik. Tylers ikoniske ’Yonkers’-musikvideo, hvor han har en kakerlak i munden og hænger sig selv, bliver den dag i dag nævnt som inspirationskilde af nyskabende unge artister som Billie Eilish.
Tyler, the Creator var altså en sublim frontfigur i Odd Future, der for alvor brød igennem i starten af 10’erne med ligeledes skelsættende album fra Earl Sweatshirt og Frank Ocean. Men han blev faktisk en endnu mere fascinerende kunstner, da han skiftede ungdomsoprør ud med følelsesmæssig refleksion på ’Flower Boy’, der udkom seks år efter karrierens tidlige højdepunkt ’Goblin’.
For pludselig gemte Tyler sig ikke længere bag chokeffekter og rebelsk attitude, men fremstillede sine følelser med frygtløs åbenhed. Han turde antyde sin egen biseksualitet på ’Garden Shed’ og skrev sange om den perfekte kærlighed som på ’See You Again’ med Kali Uchis.
Dét overraskede mange, men helt ærligt: Er det virkelig så mærkeligt, at den unge mand, der var totalt forhippet på at smadre det hele, i virkeligheden havde nogle ret komplekse og nuancerede følelser bag den hårde facade?
12. Solange ‘A Seat at the Table’ (2016)
Den yngste Knowles-søster trådte ud af Beyoncés evige skygge med et album, der lykkedes i den svære disciplin at være dybt personligt og samtidig kompromisløst politisk på samme tid.
Ligesom Beyoncés sidestykke ’Lemonade’ fra samme år er ’A Seat at the Table’ en hyldest til livet som sort kvinde i et ophedet amerikansk raceklima, hvor systemisk racisme og politivold præger dagligdagen. Men hvor Beyoncés budskab primært var båret af vrede kampsange med stor masseappel, er Solange et mere afdæmpet bekendtskab, der byder på flere lag under den indestængte vrede over strukturerne.
Her gransker hun sort identitet og fællesskaber i tomrummet mellem den historiske undertrykkelse på en ene side og en stor kulturel stolthed på den anden. Det er ikke bare et spørgsmål om at vinde rettigheder, men om at legitimere sin eksistens ved at se sig selv og sin kultur repræsenteret. ’A Seat at the Table’ er selvsagt musik lavet af sorte mennesker, men det er også musik lavet til sorte mennesker. Et album, der fordrer politisk såvel som personligt engagement og stillingstagen, og som hermed også står som et hovedværk i den bølge af såkaldt woke kunst, hvor også Kendrick Lamar, Janelle Monáe og Beyoncé meldte sig på banen som bannerførere.
»There is so much beauty in black people«, fortæller Tina Knowles (mor til Solange og Beyoncé) i et af albummets interludes, og det er netop den skønhed, Solange fremstiller på ’A Seat at the Table’ – for den smukkeste blomst er som bekendt den, der blomstrer i modgang.
11. Tame Impala ‘Currents’ (2015)
Du ved, du har gjort noget rigtigt, når Rihanna laver et cover af en af dine sange. Du ved, du for alvor har slået igennem, når hun tager selvsamme cover med på sit stort anlagte comeback-album ’Anti’.
Tame Impalas ’New Person, Same Old Mistakes’ fra ’Currents’ blev i Rihannas kyndige hænder til ’Same Ol’ Mistakes’, og bagmand Kevin Parker har siden arbejdet sammen med navne som Travis Scott, Kanye West, Mark Ronson, Kali Uchis og Lady Gaga.
Ikke dårligt for en langhåret australier, som før ’Currents’ havde to fabelagtige psychrock-album på samvittigheden med 2010’s ’Innerspeaker’ og 2012’s ’Lonerism’, men ellers ikke havde foldet sine fangearme ud i bredformat.
’Currents’ var noget andet. Lydene kom fra døsig psychpop, svedig r’n’b, synthesizere i alle verdens farver – og tempoet var skruet op. Var det næsten dansemusik? På en måde, og på en måde ikke. Var det et rockalbum? Både og.
I en tid, hvor rockmusikken havde (og har) trænge kår, opfandt Kevin Parker noget friskt, noget festligt, noget næsten opulent. Det var ny vin på gamle flasker; stadionrock til en ny æra. At Parker havde skrevet, indspillet, mixet og produceret det hele på egen hånd, gjorde ikke bedriften mindre og cementerede hans status som en af 10’ernes helt store sangskrivere.
10. Grimes ‘Visions’ (2012) & Charli XCX ‘Pop 2’ (2017)
Det seneste årti har virkelig rykket ved opfattelsen af, hvad det vil sige at være popstjerne, og den fortjeneste kan blandt andet tilskrives disse to kvinder.
Med ‘Pop 2’ introducerede britiske Charli XCX en popmusik version 2.0, hvor der ikke var grænser for, hvor mange kitschede 00’er-synths og kosmisk klingende instrumenter, man kunne pakke ned i et enkelt mixtape. Resultatet er ti numre med en nærmest banebrydende futuristisk poplyd.
Fem år tidligere tog canadiske Grimes ligeledes poppen et andet sted hen med ‘Visions’, hvor hun som anime-inspireret popstjerne med en svævende, infantil klang og punket attitude lavede nogle af årtiets mest subtile, men stemningsmættede popsange. De to største hits, ‘Oblivion’ og ‘Genesis’, står stadig som nogle af de særligste, men mest vedholdende popsange fra 10’erne.
Charli XCX og Grimes har været bannerførere for en anderledes popmusik, der ikke opnår sin særegenhed ved at bringe elementer fra andre genrer ind i sit univers. Tværtimod foregår udviklingen indefra på poppens egne præmisser, hvor klicheer bliver taget til yderste potens, og udskældte gimmicks som vrængende, barneagtig vokal, autotune og eurodance-keyboards er det, der udgør rygraden i musikken.
Grimes grundlagde denne her udfordring af popmusikkens normer. Charli XCX, der også har markeret sig som kurator af nye popstjerner, står klar til at føre den ind i 20’erne.
9. Bon Iver ‘Bon Iver’ (2011)
»And at once i knew / I was not magnificent«, synger Justin Vernon på ‘Holocene’, som beskrev han den generation af triste, overvældede unge, der med Bon Iver fik en slags skytsengel, en skægget eremit, der satte lyd til de tunge følelser og tvang tårerne frem.
Det er svært at overskue, hvor stor indflydelse den introverte Wisconsin-bo har haft. Man kan pege på samarbejder med andre toneangivende kunstnere – James Blake, Chance the Rapper, The Nationals Aaron Dessner og især Kanye West – der fungerer som en moderne lakmustest for, hvor bredt Bon Ivers kreative vingefang har bredt sig.
Omvendt er det ikke sådan, at man kan finde en masse, som direkte har efterlignet Bon Iver. Vernons karakteristiske falset og de mange guitarfigurer, der snor sig ind og ud af saxofoner og synths, er blevet efterlignet i stor stil, men hans æstetik er alligevel for unik til helt at kunne blive kopieret.
Bon Iver indførte en form for sensibilitet, en overvældende melankoli, som siden har været en grundlæggende modus i resten af årtiet, både musikalsk og helt generelt. Man kan kun gisne om, hvor mange teenageværelser, der med stearinlys og Bon Iver i højtalerne er blevet omdannet til små huler af følsomhed. ‘Bon Iver’-albummet står som et monument over melankolien og ensomheden, men også den trøst, man finder i andre. For med Bon Iver blev det pludselig okay, måske endda cool, at være følsom – og ikke mindst mødes og tale om det.
8. The Weeknd ‘House of Balloons’ (2011)
Der er r’n’b før ’House of Balloons’, og der er r’n’b efter ‘House of Balloons’.
Før The Weeknd med sit debut-mixtape introducerede depraverede, narkogennemsyrede fester som kulisse for genren, foregik r’n’b tit på festlige klubber og i dampende soveværelser. Stjernerne hed Usher og Chris Brown.
Men selv om der er masser af fester, sex og stoffer hos The Weeknd, er der meget lidt nydelse. Canadiske Abel Tesfaye zoner ud til festerne, bruger sex for at forsvinde og stofferne til at bedøve det hele.
»Bring your love, baby, I could bring my shame / bring the drugs, baby, I could bring my pain«, som de allerede udødelige linjer lyder på ’Wicked Games’.
Dén depressive og dystre side af The Weeknds musik fremhæves ofte. Men der er faktisk også lys på ’House of Balloons’. Som på den sært ømme ’The Morning’, der hylder alle de »zombies of the night«, der vakler hjem, når solen står op – eller på den forførende ’The Party’, der tillader et glimt af glæde, før en dæmonisk, drugget efterfest forvrænger hele scenen.
Skønheden er kortvarig, og i sidste ende ender det altid mod død og ødelæggelse. Dermed satte The Weeknds ustabile, apokalyptiske festunivers – hvor solopgangen er slutningen i stedet for begyndelsen – på en ildevarslende måde tonen for et årti, hvor angst, stoffer og en generel fremmedgørelse fyldte mere og mere. Og han gjorde det med en smuk skrøbelig stemme – som en engel, der besynger apokalypsen.
R’n’b-genren blev ændret for bestandig med ’House of Balloons’. Mere præcist kan det ikke siges.
7. Lana Del Rey ‘Norman Fucking Rockwell!’ (2019)
I 2019 skiftede Lana del Rey kunstnerisk ham – nærmest uden hun selv var herre over det. På mange måder lyder hun som sig selv på ‘Norman Fucking Rockwell!’; hendes drivende stemme, melodramatiske følelsesregister og de delikate kompositioner er ikke til at tage fejl af, men det er som om, det globale politiske og sociale landskab anno 2019 har givet hendes nostalgiske americana-glam en anden, mere presserende klang.
Lana Del Rey punkterer den amerikanske drøm, og i forbindelse med ‘Norman Fucking Rockwell!’ er hun blevet kaldt en form for sandseerske, der gennem syleskarp lyrik forudser verdens langsomme undergang og samtidig synger den ind med sin sovekammerstemme. Det vildeste er næsten, hvordan Del Rey gør det med den største selvfølgelighed – som om hun (som den eneste) hele tiden har været klar over, at verden var på vej mod et kollaps. Hun har hele karrieren sunget om braste drømme, og i 2019 er vi altså kommer til et punkt (Trump og så videre…), hvor virkeligheden og Del Reys mytiske univers kolliderer på både dramatisk og tragisk vis.
Udover sin sofistikerede, subtile samfundskritik byder ‘Norman Fucking Rockwell!’ også bare på nogle af de smukkeste ballader og romantiske sjælere fra amerikanerens hånd – heriblandt titelnummeret og den 12 minutter lange udsyrede ‘Venice Bitch’. Sangskrivningen er ganske enkelt i særklasse.
Albummet har både løftet Lana Del Reys status som kunstner op i en helt ny liga, men også vist, at samfundskritik ikke kun er forbeholdt hiphop – poppen kan bestemt også.
6. Kanye West ‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy’ (2010)
Er der nogen person, der har fyldt mere i musikverdenen end Kanye West? Ikke bare i 10’erne, men faktisk også i årtiet før? Hvis man ser de seneste 20 år med Kanye-centriske shutter-briller på, kunne de to årtier nærmest virke som én stor magtovertagelse med Kanye West som altoverskyggende kulturkraft.
I 00’erne sørgede han for, at den ideelle hiphopartist gik fra at være en muskelstærk gangstarapper til at være en modefikseret, følsom kunstner, og i løbet af 10’erne stiftede han familie med verdens mest kendte kvinde og indgik en uhellig alliance med verdens mest magtfulde mand.
Og lige præcis på skillepunktet mellem de to årtier skabte han sit største album. For ’My Beautiful Dark Twisted Fantasy’ er frem for alt stort: Det er megaloman, altomfattende hiphop. Det er næsten monstrøst, og ja, en af de mange klassikere på albummet hedder selvfølgelig også ’Monster’. Dén sang er kendt som øjeblikket, hvor et legendarisk gæstevers kickstartede Nicki Minajs opstigning til stjernestatus.
Men på Kanyes sjette album er det kun ét højdepunkt blandt mange: Her er superheltemusikken fra ’Power’, den episke ’Runaway’ og ’Devil In a New Dress’, hvor det denne gang var Rick Ross, som blev kildet til at levere et af karrieren bedste vers. Kanye West havde nemlig tvunget ham til at genindspille sit bidrag, indtil han var tilfreds.
Dén perfektionistiske tilgang til enhver detalje er siden nærmest blevet en joke, fordi Kanye bliver ved med at pille ved sine album – selv efter udgivelsen, som med ’The Life of Pablo’.
Men tilbage i 2010 var perfektionismen stadig produktiv – og perfektionen blev opnået.
5. Robyn ‘Body Talk’ (2010)
I starten af årtiet annoncerede Robyn på ambitiøs vis hele tre album, der alle skulle udkomme i løbet af 2010 på hendes eget pladeselskab Konichiwa. Slutresultatet blev det samlede værk ’Body Talk’; et tidløst (skulle det vise sig) popmesterværk, hvis enorme gennemslagskraft er blevet arnested for den anden Scandipop-bølge (man må jo ikke glemme ABBA), der har taget fart op igennem årtiet med navne som Sigrid, Tove Lo og selvfølgelig danske Mø i kølvandet på urmoderen Robyn.
’Body Talk’ er på mange måder et kompromisløst posthumant album, der blandt andet på åbningsnummeret ’Fembot’ leger med ideen om popstjerner som følelseskolde, identitetsløse robotter, samtidig med at udødelige klassikere som ’Dancing On My Own’ og ’Call Your Girlfriend’ paradoksalt nok indkapsler universelle og i høj grad menneskelige følelser om hjertesorg og forbudt kærlighed.
På ’Body Talk’ vendes al smerte på forunderlig vis til euforisk styrke gennem forløsende dansegulvsterapi eksemplificeret i sin mest koncentrerede form ved ’Dancing On My Own’s evigt episke trommebreak, der stadig i dag udgør intet mindre end rendyrket musikalsk katarsis.
’Body Talk’ cementerede Robyn som en uforlignelig poppionér, hvis tidløse kombination af syntetisk pop og indiskutabelt ægte tekster forsat inspirerer kunstnere som Charli XCX og Carly Rae Jepsen. Næsten et helt årti efter vi hørte dem første gang, kan de her sange stadig kan få os til at rette ryggen lidt ekstra, hvis vi går ’alene på dansegulvet’.
4. Frank Ocean: ‘Channel Orange’ (2012) & ‘Blonde’ (2016)
00’er-r’n’b’ens lagenopvarmende kærlighedsballader og bling-beklædte bangers var som støbt efter popskabeloner badet i blærefraseringer.
Med The Weeknds ’House of Balloons’ i 2011 fik genren en dyster, skrøbelig skyggeside. Men med Odd Future-medlemmet Frank Oceans ’Channel Orange’ i 2012 fik den nyt impressionistisk liv med rødder, der tålmodigt forgrenede sig dybt ned under overfladen og ind i en multifacetteret, særegen underverden.
Ocean afskrev den gængse, lettilgængelige popformular, der havde gennemsyret r’n’b’en og gjort den til allemandseje årtiet forinden, og udfordrede dets udadvendte format med et introvert univers af følsomme fortællinger. Hvert af de 17 numre på ’Channel Orange’ føles som en dør på klem til et uforudsigeligt univers for sig, og genrens ellers entydige romancer blev erstattet med flertydige dybsindigheder i alle regnbuens farver.
I kraft af værkets komplekse, men alligevel fængende alsidighed vil du næppe kunne finde nogen – uanset folks genremæssige præferencer – der ikke har fundet et eller andet i Frank Ocean, der har pirret dem. Det er således også svært at komme på en kunstner, der har været mere universelt afholdt gennem 10’erne end lige netop ham.
Men bedst, som ’Channel Orange’ blev et flagskib i den nye r’n’b’s garde, kvitterede Ocean med fire års radiotavshed, der først i 2016 blev brudt med ’Blonde’. Og han brød den ved at hviske frem for at råbe. I en tid, hvor alting støjer og stresses, hverken forhaster eller forcerer Frank Ocean nogensinde noget. I stedet for at lefle for det hungrende publikum begik han et album, der kræver noget af sin lytter: Et strukturelt endnu mere komplekst værk, hvis skønhed står mere og mere strålende klar i takt med det tålmod, du investerer i det.
Frank Ocean gav r’n’b’en nyt liv med verdens mest subtile fuckfinger til populisme, genremæssig kassetænkning og ensporede begrænsninger for musikkens stille eksistenser. Og det gjorde ham til et regulært popkulturelt ikon.
3. Drake ’Take Care’ (2011)
’Take Care’ er det album, der mest præcist skildrer, hvordan 10’ernes følelses- og kærlighedsliv primært er defineret af afstand og fremmedgørelse. Det lyder måske melodramatisk, og det er det også: ’Take Care’ er en sæbeopera om vor tids eksistentielle kvaler og romantiske længsler.
Melankolien og håbet går hånd i hånd hos Drake, på samme måde som sang og rap gør det. Begge ting har været stilskabende for en lang række af nutidens vigtigste rappere og sangere. Det er her, arketypen på 10’ernes følsomme rapper/sanger bliver skabt.
Drake formår at ophøje et liderligt booty call til en form for eksistentiel søgen på ’Marvin’s Room’, og han drømmer om at stjæle Rihanna væk fra de uendelige fester for at finde noget, der ligner ægte kærlighed, på albummets titelsang. De to sange inkarnerer det, Drake kan: At skildre en søgen efter noget virkeligt, i en verden hvor sociale medier distancerer os mere og mere, og hvor alle relationer kan virke overfladiske.
Det er den fundamentalt set håbefulde søgen, der er kernen i ’Take Care’. Senere blev Drakes musik mere kølig, hans livssyn mindre blåøjet, og måske er det bare det, der sker, når man bliver ældre, og fremmedgørelsen har siddet i kroppen lidt for længe. Men på ’Take Care’ troede han stadig på, at noget – eller måske snarere nogen – kunne ophæve afstanden og meningsløsheden.
2. Beyoncé ’Beyoncé’ (2013)
Den 13. december 2013 revolutionerede Beyoncé måden, man udgiver musik på. Ud af det blå og uden forvarsel udgav hun et 14 sange langt album med tilhørende musikvideoer, hvilket naturligvis fik iTunes (vi er præ-Tidal her) og hele internettet til at implodere.
Den banebrydende udgivelsesmetode (der siden er blevet navngivet som ’Pulling a Beyoncé’) gik imod musikbranchens normale hype-opbygning, og både surprise-udgivelsen og det at udgive et ‘visuelt album’ blev siden efterlignet af en lang række af verdens største kunstnere – passende for et årti, hvor streamingtal og buzz på de sociale medier for længst har overhalet traditionelle medier som radio og tv indenom.
’Beyoncé’ er måske ikke fyldt med store monumentale hits, selv om ’Drunk In Love’ med besøg fra Jay-Z absolut stadig sætter gang i ethvert dansegulv, men Beyoncé får i stedet behandlet en række tematikker, som hidtil havde været ekskluderet fra den mainstream popkultur, hun førhen havde bevæget sig indenfor. Det handler om ægteskabsproblemer, moderskab, seksualitet, selvværdsproblemer og måske vigtigst af alt: Feminisme.
På ’Flawless’ bekendte Beyoncé sig for første gang som eksplicit feminist – noget særligt epokegørende for især sorte artister på dette tidspunkt i årtiet, idet termen ofte var blevet knyttet sammen med den hvide middelklasse. Mange har naturligvis beskyldt Beyoncé for at kapitalisere feminismen ved at gøre den til en del af hendes seksualiserede kommercielle brand, og hun holdt sig da heller ikke for fin til at sælge enorme mængder ’I Woke Up Like This’-merch til masserne, men man kan ikke benægte, at hun har været med til at gøre feminisme til en uadskillelig del af popkulturen i dag. Og det startede altså for alvor med ’Beyoncé’-albummet.
Det vil måske undre nogen, at det ikke er Beyoncés mesterlige ’Lemonade’ fra 2016, man finder på en placering i toppen af denne liste. Men selv om det album da også på mange måder indeholder en mere nuanceret udgave af de til tider letkøbte budskaber på ’Beyoncé’, så er både ’Lemonade’, ’Beychella’ og store dele af Beyoncés popkulturelle brand bygget på den kunstneriske og brancherelaterede autonomi, hun grundlagde i 2013.
1. Kendrick Lamar: ‘good kid, m.A.A.d city’ (2012) & ‘To Pimp a Butterfly’ (2015)
Der findes store kunstnere, der først alt for sent får den anerkendelse, de fortjener. Sådan en kunstner er Kendrick Lamar ikke.
Hans musik føles vigtig lige nu, som om han formår at indkapsle vor tids mest komplekse forhold og akutte problemer.
På ’good kid, m.A.A.d city’ skrev han sig ind i hiphophistorien med et sammenhængende, strålende værk i traditionen fra Snoop Dogg, Ice Cube, Tupac og mentoren Dr. Dre. Kendrick spejlede sig i dén tradition og skrev videre på hiphophistoriens største klassikere.
Men hvis dét album var som at bygge endnu en etage på hiphophistoriens højhus, var ’To Pimp a Butterfly’ et jordskælv, der rystede fundamentet under genren og fik det hele til at styrte ned i grus. Det var et album, hvor generationers sort kultur- og musikhistorie mødtes i én gigantisk storm. Regler blev brudt, Kendricks stemme blev splittet op i fragmenter, og intet var længere sikkert.
Begge album viser, hvorfor Kendrick Lamar er årtiets mest uomgængelige artist. ’good kid’ understregede, hvorfor hiphopkulturens fortællinger er så vigtige: Her var en ung mand fra Compton, der prøvede at finde sin vej gennem livet – på trods af fristelser som gruppepres og alkohol, der beskrives på henholdsvis ’The Art of Peer Pressure’ og ’Swimming Pools (Drank)’.
’To Pimp a Butterfly’ viste til gengæld, at de store fortællinger aldrig kan være evige. På ’King Kunta’ sprænges slaveriets lænker, mens ’Alright’ blev en slagsang for Black Lives Matter-bevægelsen. Og således blev Kendrick endnu mere en del af samtiden på et fundamentalt, oprørsk plan.
I begge tillfælde er Kendrick Lamars styrke, at han aldrig reducerer sit liv og sine oplevelser til klicheer. Vi lever i en kompleks verden, selv om mange i disse tider forsøger at koge virkeligheden ned til en simpel fortolkning, der er nem at kommunikere. Det smukke ved Kendrick Lamars musik er, at han insisterer på kompleksiteten. Han er anti-populistisk. Og netop derfor har vi mere brug for ham nu end nogensinde før.
LÆS HELE TEMAET: Farvel til 10’erne
Læs også: Da jeg fik hovedet op fra indierock-truget – musikredaktøren om ti hiphop-år hos Soundvenue
Teksterne på listen er skrevet af: Sofie Kock Aukdal, Niels Jul Bruun, Maibritt Enevoldsen, Kristian Karl, Mads Kjær Larsen, Jennifer Frydensbjerg Lehmann og Christian Wolkoff.