Mød det maskerede hiphop-crew, der skræmmer Aarhus: »Shooter Gang er ikke bare os, det er hele området!«

Det maskerede trekløver Shooter Gang repræsenterer den rå virkelighed fra Aarhus-ghettoen Trillegården. Deres ’Mask på’ har sat en ny standard for voldsomme hiphopvideoer i Danmark. Men de tre rappere er bare et talerør for deres område, siger de.
Mød det maskerede hiphop-crew, der skræmmer Aarhus: »Shooter Gang er ikke bare os, det er hele området!«
Shooter Gang. (Foto: Klara Løkke/Soundvenue)

Shooter Gang har et af de der studier, der næsten ligner dem, som stjerneproducere bliver fotograferet i. Du kender dem godt: Sådan et med store trævægge og et stort glasvindue, der adskiller producerens gigantiske pult fra indspilningsrummet.

Der er bare én væsentlig forskel mellem Dr. Dres studie og det her. Shooter Gangs flotte studiekonstruktioner har ikke nogen indmad endnu. Der er ingen højtalere, ingen mixerpult og ingen mikrofoner eller instrumenter. Studiet er en drøm. Men måske er det en drøm, der snart bliver til virkelighed.

»Vi har haft det i næsten et år«, fortæller Deniro. »Indtil nu er det blevet brugt som et sted, hvor vi bare mødes og slapper af, men det kommer til at blive et studie«.

»Det er bare skelettet, kan man kalde det«, tilføjer Belly. »Men det ser rimelig fedt ud. Man kan forestille sig stedet med alle tingene sat i. Det skal nok sparke noget i gang«.

Shooter Gangs egen karriere har det lidt på samme måde: Den er lige ved at blive sparket i gang. Deres trumfkort er sangen ’Mask på’, der har gjort dem til et af de mest omtalte navne på Aarhus’ unge, fremstormende hiphopscene, og at de desuden skiller sig ud visuelt.

Shooter Gang i loungeområdet af deres studie. (Foto: Klara Løkke/Soundvenue)

For trioen, der består af rapperne Belly, Deniro og Tan, optræder kun offentligt med masker på. Mest karakteristisk er Belly, hvis klovnemaske allerede er blevet lidt af et kendetegn.

Da jeg og en fotograf møder de tre unge artister, er de dog ikke maskerede – i hvert fald ikke før der skal fotograferes. Til gengæld serverer de tyrkisk pizza og sodavand for os. Som det ofte er tilfældet, er de rappere, der umiddelbart virker mest voldsomme i deres musik, faktisk de mest gæstfri og høflige i virkeligheden. Over frokosten begynder vi at tale om, hvordan det hele startede, mens der samtidig cirkulerer et par joints rundt mellem rapperne.

En video der både fascinerer og chokerer

Shooter Gang begyndte med at freestyle foran biler, der spillede beats med dørene åbne, fortæller de. Herefter indspillede de på det lokale bibliotek, hvor der var et lille lydstudie, og så spredte deres sange sig pludselig til hele Aarhus og omegn. Selv om de kun havde lavet tre sange og aldrig spillet en koncert.

Det er gået hurtigt, og deres første officielle udgivelse, ’Mask på’, har ramt over én million visninger på Youtube siden udgivelsen i august – også takket være en exceptionelt voldsom video, der har både fascineret og chokeret. Fans af stilen elsker videoen, mens både lokalpolitikere og politi har kritiseret ‘Mask på’ for at idealisere vold, våben og bandeliv.

Æstetikken er lånt fra Londons UK drill-genre, der er kendt for sine forbindelser til bander og voldsepisoder. Der flashes da også både stoffer og knive samt affyres skarpladte pistoler i ‘Mask på’-videoen.

»Vi ville lave Danmarks fedeste video. Så kiggede vi på en masse danske videoer og tænkte: Vi kunne godt lave det bedre end det her«, forklarer Tan. Og uddyber: »Sådan nogle ting har været vist i alle mulige videoer. Det er ikke os, der har startet det – det er amerikansk. Vi har måske startet det i Danmark, men hvis man har fulgt med gennem årene, kan man se, at det er normalt. Det er ikke for at provokere nogen eller fremvise, at man er en bande. Det er kulturen. Det er en virtuel verden«.

Belly supplerer: »Vi ville bare vise det rigtig ægte«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Videoen har både pistoler og stoffer og har vakt en del reaktioner i medierne. Hvordan har I det med det?

Belly: »Vi har jo vores kunstneriske frihed, så det tænker vi ikke over. Vi viser realiteten«.

Tan: »Vi havde set den komme, at medierne nok skulle prikke lidt til os og sige: Hvad er det, der foregår i den her video? Det er ikke noget, de er vant til at se her i lille Aarhus i Danmark. Det ser de ikke normalt, når de tænder fjernsynet«.

Hellere i studiet end på gaden

Shooter Gang påpeger også, at deres insisteren på at skabe musik i stedet for at lave kriminalitet er en positiv ting. »Det er bare musik – folk burde da være glade«, som Belly siger: »At vi har noget andet at tage os til i stedet for det, vi viser i videoen«. Tan tilføjer: »Vi er i studiet 24/7. Det er bedre end at hænge på gaden midt om natten«.

På en måde er det altså en af gangstarappers grundkonflikter, der udspiller sig igen. Det er ligesom med N.W.A tilbage i slut-80’erne, eller som med Chief Keef og drill-bølgen i starten af 2010’erne: En ny hiphopstrømning viser et særdeles voldsomt samfundsbillede, og verden udefra reagerer chokeret over voldsforherligelsen. Men artisterne selv insisterer på, at de blot udtrykker den virkelighed, de lever i.

I Shooter Gangs tilfælde er der dog en smule uklarhed i ræsonnementet, fordi de samtidig forklarer det voldelige indhold med, at det hele er »en virtuel verden«, som Tan sagde, mens Belly indrømmer, at meget af inspirationen er taget fra UK drill, snarere end det er et 1:1 billede af virkeligheden.

Musikalsk kommer inspirationen også fra de forskellige hiphopscener verden over. Som Deniro siger: »Vi får inspiration fra forskellige steder. Jeg kan høre noget helt old school gangstarap, Belly hører det nye UK drill, og Tan hører sådan noget PNL«.

Men selv om Shooter Gang altså trækker på strømninger fra hele verden, skal man samtidig ikke undervurdere det lokale i dem: Det, at musikken er udtryk for et meget reelt sted.

Talerør for Trillegården

Shooter Gang kommer nemlig fra Trillegården, der både har avlet folk som Marwan, den måske første danske gangstarapper, samt den kontroversielle digter Yahya Hassan, der også har gjort sit for at give et indblik i de her miljøer.

»Der, hvor vi er vokset op – Trillegården – var der rockerkrig«, fortæller Tan. »Så vi har set en del ting og oplevet mange ting. Det er den opvækst, vi har fået fra gaden af«.

Shooter Gang i Trillegården. (Foto: Klara Løkke/Soundvenue)

Hvis man vil forstå Shooter Gang, kommer man ikke uden om deres ekstremt stærke bånd til lokalmiljøet og kvarteret, de kommer fra. Det er til dels også derfor, de går med masker, forklarer Belly: »Vi snakker ikke kun for os selv. Shooter Gang er ikke kun os, det er hele området. Idet jeg dækker mit ansigt, kunne det være enhver, der sagde, det jeg sagde. Vi er bare et talerør for området«.

Det er tydeligt, at Deniro, Tan og Belly er præget af lokalstolthed. Og af en vilje til at gøre tingene selv. De pointerer, at alle de ting, der vises frem i ’Mask på’-videoen kommer fra deres kvarter og fra dem selv. De har også betalt videoen selv og står for deres eget image. Det er den vilje til at være lokal og vise sin egen verden, der kendetegner Shooter Gang. De vil sætte Trillegården – og Aarhus – på landkortet.

»Vi er ikke de første, der laver musik i Aarhus«, siger Tan: »Men vi har vist noget herfra, som de ikke regnede med. Man har jo mange ting i København. Men man skal ikke tro, der ikke foregår ting i Aarhus«.

Læs også: »Aarhus skal tilbage på landkortet«: Marwan guider til byens nye hiphopgeneration

Læs interview: Iswaal bringer Aarhus-rap tilbage med en ny lyd: »Vi er trætte af folk, der rapper om kokain«

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af