Future Islands – lidenskabelige drama-dudes

Der er en fin linje mellem at fremstå følelsesladet og frikadelle-præget, men det er ikke en Future Islands-forsangeren Samuel T. Herring synes at bekymre sig om. På åbningsnummeret ’Give Us the Wind’ trakterede Herring Lille Vegas publikum med sit modificerede hero drop, og under ’Inch of Dust’ hamrede han sig på brystet i takt med de programmerede trommers piskesmæld.

Blot tre numre inde i Baltimore-trioens andet Danmarksbesøg havde Herring overspillet nok til at vælte den lille forsamling skandinaver omkuld. I sig selv var det prisværdigt nok, at han turde udfordre grænselandet mellem det gribende og det grelle, men den gennemteatralske performance tjente også det formål at kompensere for bassist William Cashion og keyboardist J. Gerrit Welmer, der stod naglet fast som totempæle på scenen.

Læs anmeldelse: Future Islands ‘On the Water’

Ligeså melodramatisk var Herrings vokal, hvis sære blanding af affekteret britisk accent og grove Tom Waits-værdige udbrud kom til rette på ’Before the Bridge’, et track der på karakteristisk vis forenede bandets synthpop med en snert af tropicalia. Feriestemningen fortsatte med ’Balance’ og ’Tin Man’, hvoraf især sidstnævntes kontrast mellem Welmers steel pan-programmering og Herrings nær-growls var vellykket. Future Islands viste også, at de kunne sjæle i lavere tempo med skiftevis rikochetterende og udflydende synths på ’Grease’. Bandet havde knap slået den sidste tone an før en fan hoppede op på scenen for at få et kram af Herring.

Bandet gengældte kærligheden ved at spille to unavngivne nye numre. Herring bekendte, at bandet ynder at teste deres nye materiale på turné og opfordrede publikum til at give deres mening til kende. Det var dog sikkert de færreste fans der havde nogen indvendinger eftersom de to tracks præsenterede mere af det samme: Herrings vrængende voksen-babyface, Welmers marimba- og iskrystalfigurer samt Cashions fremtrædende Peter Hook-influerede bas.

Manglen på et afvekslende live-setup fik indimellem sangene til at flyde sammen, og på trods af en upåklagelig indsats måtte Herring introducere ’Vireo’s Eye’ med opfordringen »Sunday is the new Saturday« tilsigtet publikums lidt matte mandagsgruen. »We’re not kings here’ fortsatte Herring ufortrødent med at synge. Mindre kunne også gøre det«.