Rain Machine

Kyp Malone er som den ene af to frontmænd i TV on the Radio en af indiescenens mest personlige og karismatiske stemmer. Sologesjæften Rain Machine lægger sig i sporene af TVOTR’s sexede, psykedeliske, dekonstruerende soulrock, men med større sensitivitet og følelserne længere ude på tøjet.

Første nummer, den kradsbørstigt groovy ‘Give Blood’ kunne sagtens have åbnet et TVOTR-album, ligesom de to følgende, ‘New Last Name’ og ‘Smiling Black Faces’, er fyldige, skæve ballader af den slags, som også gør TVOTR’s ‘Dear Science,’ til det pragtværk, det er.

‘Smiling Black Faces’ – et fornemt eksempel på en subtil protestsang – og ‘Driftwood Heart’ er titler, som siger meget om den poetiske blå stemning, der præger albummet. Og som det skrider fremad, bliver Malone mere råt folket, mere indadvendt, mere avantgarde og giver efterhånden sin karisma totalt frihjul.

Det her er Kyp Malone uden hæmninger, med et tilsyneladende mål om at fylde hele lydbilledet ud i hvert eneste nummer. Hvad end det er med klappende, raslende, fløjtende detaljer i periferien af det hørbare, eller en knækkende, outreret vokal, der som på den otte minutter lange ‘Love Won’t Save You’ går ‘way over the top’ – på den gode måde.

Mod slutningen bliver ‘Rain Machine’ rigeligt langt i spyttet. Man er mæt, inden afslutningsnummeret ‘Winter Songs’ går i selvsving, men selv uden navleskuende jamøvelser står Kyp Malone for noget af newyorker-scenens mest fascinerende sangskrivning.