Toro Y Moi

Selv om musikjournalister og bloggere konsekvent har nævnt dem i samme åndedrag, har Toro Y Mois udtryk altid været mindre homogent end de musikalske kammerater i Washed Out og Neon Indian. Nok kan Chaz Bundwick indimellem levere nostalgisk solskins-synth, men ligeså ofte vil han noget andet og mere.

På hans tredje album er der støvede hiphop-beats, fransk champagne-house og soulfunk – til gengæld er der ikke skyggen af et hit. Det har selvfølgelig aldrig været et faktum, der alene kan diskvalificere en plade, men man tager sig selv i konstant at skippe til næste track i håb om, at ’nu kommer den’. For Bundwick har nemlig evnerne til at lave produktioner så stærke, at man føler, man lige har slugt en bouillonterning af solbrændt subkultur.

Læs anmeldelse: Hør Toro Y Mois nye album

Numre som ’Say That’ og ’High Living’ lyder da klublækre nok, men hvis det skal fungere som andet end baggrundsmusik, kræver det altså noget sangskrivningsmæssigt overskud, som der bare ikke er på denne plade. Specielt når Bundwicks relativt spage vokal er så meget i centrum, og når han produktionsmæssigt ikke bringer noget afgørende nyt til bordet.

Med et dovent-melankolsk r’n’b-nummer som ’Grown Up Calls’ lyder det, som prøver han at gå Frank Ocean i bedene, men det har Bundwick slet ikke karismaen til. Det bliver ren overflade og nul substans. En masse spændende gæstesolister havde måske kunnet hæve niveauet på albummet, men på egen hånd er det desværre for kedeligt.