På debuten ‘xx’ giver The xx nyt liv til ‘less is more’-formlen. I følge forsanger Oliver Stimm er gruppens intime indiepop dog ikke konceptuelt udtænkt men derimod resultat af medlemmernes begrænsede musikalske evner.
Det burde være umuligt. At man ved simpel brug af hviskende dreng/pige-vokaler, programmerede trommer, bas og guitar kan skabe musik, der er så stemningsfuld, fængslende og inderlig. Men i det nedtonede indiepop-univers hos de 19-årige London-hipters i The xx sættes det komplicerede og komplekse på simplicitetens formler med ungdommelig uskyld.
Det hele startede på bassist og sanger Oliver Sims teenageværelse i det sydlige London, da han var 16 år. De musikalske drømme var enorme, men evnerne matchede endnu ikke de tårnhøje ambitioner. Standhaftigt brugte Oliver alligevel al sin tid på at lave musik sammen med veninden Romy Madley Croft.
»Jeg spillede bas og Romy guitar, og med tiden lavede vi flere sange, hvor vi sang sammen. Nogle af dem udgør faktisk fundamentet til flere af numrene på debutalbummet«, fortæller han.
Hvad man skulle tro var bevidste konceptuelle overvejelser om et musikalsk udtryk bunder ifølge Sim i virkeligheden i sparsomme musikalske evner:
»Vores musikalske udtryk kom instinktivt til os, fordi vi ikke var gode musikere dengang. Det var simpelt, fordi vi ikke kunne andet. Senere blev vi bevidste om, at vi havde fundet ind til et udtryk, der havde et potentiale, og det har vi så forfinet. Udfordringen på det næste album bliver derfor også at tøjle os selv, for vi er blevet meget bedre musikere nu«.
Rammer en følsom musiknerve
Da Romy og Oliver på Elliott School – der har opfostret navne som Burial og Hot Chip – i deres fælles kærlighed for CocoRosie og The Cure fandt sammen med Baria Qureshi (der i efter året 2009 forlod gruppen, red.) og Jamie Smith, blev The xx dannet. Et pladeselskab meldte sig hurtigt på banen, og efter flere koncerter sidste år blev de ved årsskiftet udpeget af NME, som et band man skulle holde øje med i 2009. Flotte anmeldelser af deres debut både i England og internationalt har siden bevist, at profetien var sand. Ifølge Oliver Sim har kvartetten blandt andet fået succes, fordi deres unikke udtryk har rod i bandmedlemmernes forskellige musikalske smag, men også fordi rollefordelingen er klart defineret:
»Det er Romy og mig, der skriver teksterne og laver skelettet til vores sange, mens Baria og Jamie giver sangene variation, fylde og kant, så de bliver helstøbte. Jamie har også produceret albummet, efter at vi havde flere producere inde over. Vi var utilfredse med alle, da de fik os til at lyde mere som dem end os, og så endte Jamie med at gøre det«.
The xx har for alvor forladt teenageværelserne og den vante tryghed i London med længere turner i både USA og store dele af Europa. For fire drømmende 19-årige kunne landevejens oplevelser og fristelser virke lokkende. Oliver Sim mener dog, at de deres korte tid i musikbranchen til trods er rustet til at holde balancen mellem ungdommelig kådhed og garvet professionalisme:
»Vi er selvfølgelig som alle andre unge på vores alder. Indtil videre har det været en enorm sej oplevelse, hvor vi kan mærke, at vi har skabt musik, der virkelig rammer en positiv og følsom musiknerve hos folk«.
Interviewet har tidligere været bragt i Soundvenue #33