Dansker filmatiserer ‘True Detective’-forfatter

Dansker filmatiserer ‘True Detective’-forfatter
Foto: Lars Skree

En amerikansk film er ikke en realitet, før den løber over biograflærredet første gang.

Men det er snublende tæt på for danske Janus Metz, der ikke blot står over for at lave sin første spillefilm overhovedet, men tilmed er ved at lykkes med det i USA og med et af filmmiljøets allervarmeste navne lige nu.

Filmen hedder ’Galveston’ og bygger på en bog og et manuskript af Nic Pizzolatto, der står bag HBO’s aktuelle talk of the town-serie ’True Detective’.

Afhænger af kvindelig hovedrolle
Finansieringen er på plads, og det er den mandlige hovedrolle også: Det bliver belgiske Matthias Schoenarts, der efter ’Bullhead’ og ’Smagen af rust og ben’ er en af tidens mest eftertragtede europæiske skuespillere.

Alt står og falder nu med, at et profilstærkt navn bliver hyret til den kvindelige hovedrolle.

»Finansieringen er cast-afhængig. Hvis vi tiltrækker de rigtige navne, bliver filmen til noget. Det finder vi ud af inden for de næste par uger,« siger Janus Metz i sit første interview om projektet.

Fængede fra side 1
Manuskriptet endte hos Janus Metz, der fik et verdensgennembrud med dokumentaren ’Armadillo’ i 2010, før jul forrige år. Han har de seneste år fået tilsendt bunker af manuskripter fra sin agent i Los Angeles og manager i New York. Det meste er noget sprøjt.

»Men så fik jeg det her manuskript, ’Galveston’, på et tidspunkt, hvor jeg sad og lyttede til nogle af de mørke Bruce Springsteen-plader, hvor der er et nummer, der hedder ’Galveston Bay’. Jeg begyndte at læse, og fra side 1 var det bare pisse godt,« fortæller Janus Metz, der med det samme fortalte sin agent, at han var klar til at sætte sig i instruktørstolen.

Der gik nogle måneder, og en dag fik Janus Metz at vide, at producenten gerne ville mødes med ham. Instruktøren fik tilbudt projektet – og Matthias Shoenarts blev koblet til projektet. Han var lige så vild med manuskriptet som danskeren og var i øvrigt stor fan af ’Armadillo’.

»Så skete der det, at ’True Detective’ fik premiere, og pludselig blev Nic Pizzolatto et kæmpe navn,« siger Janus Metz.

»Det er et manuskript, han har skrevet over sin egen bog, før han skrev ’True Detective’. Nu faldt brikkerne på plads. Fantastisk forfatter, fantastisk manus – nu skal det ud!«

Pizzolattos sikre hånd
Som ’True Detective’ foregår ’Galveston’ i sumpområderne i Texas. Historien handler om en hitman, der er på flugt og undervejs får selskab af en 19-årig prostitueret. Janus Metz har diskuteret materialet med Nic Pizzolatto, og her var det især relationen mellem de to hovedkarakterer, danskeren var interesseret i at forstå nærmere.

»Det var i første omgang et safety check for mig at finde ud af, om jeg læste relationen, som han havde intenderet. Så vi diskuterede vendepunkter, karakterer og relationer,« siger Janus Metz.

»Jeg har snakket med mange amerikanske manuskriptforfattere, og det er meget forskelligt, om de har den grundlæggende værktøjskasse i orden, fordi de kommer så mange forskellige steder fra. Men det har Nic i dén grad. Det var en fed samtale og en nydelse at opleve, at han har en så sikker hånd og vision.«

Jennifer Lawrence var optaget
Den store udfordring i casting-processen er at finde en kvindelig skuespiller, der kan spille en 19-årig, og som samtidig kan sælge filmen.

»Der er mange dygtige, men ikke så mange, der er bankable. Og dem, der er, er bare super eftertragtede,« siger Janus Metz.

– Nej, Jennifer Lawrence kan jo ikke lave det hele…

»Hehe nej – hun er blevet spurgt og var booket til anden side. Der går jo nogle automatmekanismer i gang. Der findes konkrete lister over, hvilke skuespillere der er på A- og B- og C-listen. Det er tough business

Producenten bag filmen er independent-selskabet Doumanian Productions, der tidligere har stået bag flere af Woody Allens film og senest den aktuelle, stjernespækkede ’Familien’.  Efter planen skal ’Galveston’ optages til sommer, og location-spejdere og production-designere er allerede i gang med arbejdet.

Samtidig skal manuskriptet skæres til, så filmen kan overholde budgettet.

En tibetaners tålmodighed
Janus Metz tør dog langt fra sælge skindet, før bjørnen er skudt, belært af erfaring. Forrige år måtte han opgive arbejdet med den danske dokumentarfilm ’Ekspeditionen til verdens ende’ for at udvikle et amerikansk projekt med Scarlett Johansson, som siden faldt til jorden.

Og sidste sommer var han tæt på at skulle instruere filmen ’Blowback’ med Idris Elba (’The Wire’, ’Mandela’), men da budgettet blev skåret, sprang skuespilleren fra. Nu er en ny casting-runde i gang, og projektet lever stadig.

»Det er et lidt skørt cirkus. Intet er sikkert, og jeg er nødt til at have noget, jeg har mere kontrol over selv. Derfor er udviklingen af min egen film ’Erindringer om fremtiden’ også stadig min højeste prioritet,« siger Janus Metz.

Instruktøren arbejder på manuskriptet, der bygger på en bog af Søren Jessen. Filmen skabes i udviklingsselskabet Creative Alliances – et fællesskab af instruktører som Ole Christian Madsen, Per Fly, Lone Scherfig og Metz – og det er endnu ikke planlagt, om filmen skal indspilles i Danmark eller udlandet.

– Har det været en frustrerende proces for dig siden ’Armadillo’ at komme til at lave din første fiktionsfilm?

»Det er altid svært at komme til at lave film, og at skifte fra dokumentar til fiktion giver selvfølgelig ekstra udfordringer. Men jeg har været indstillet på en langvarig proces med en tibetaners tålmodighed.«

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af