Oscar: Se vinderchancerne for ‘Jagten’ og dens konkurrenter

BestForeignFilm
I Danmark går vi med liv og sjæl op i Oscar-kategorien Bedste Udenlandske Film. I Hollywood? Not so much.

Kategorien er en af de mere perifere for Oscar-medlemmerne, men det skal ikke forhindre os i at stramme national-bandanaen godt om panden og kigge nærmere på de fem nominerede i et år, hvor reglerne kan ændre spillet om prisen.

Hidtil har det nemlig været sådan, at kun akademi-medlemmer, der så alle fem nominerede ved særlige screeninger i London, New York og Los Angeles, kunne stemme på bedste udenlandske film. Men i år fungerer kategorien på linje med alle andre kategorier: Akademi-medlemmerne får dvd’er med filmene tilsendt, og ingen tjekker, om de faktisk får dem set. Det kan, som du kan læse på de næste sider, enten blive en fordel og skæbnesvangert for ’Jagtens’ chancer.

Denne kategori er altid svær at forudsige, og i år er det blevet endnu vanskeligere. Det skal dog ikke forhindre os i at prøve.

Se vores vurdering af de fem nominerede films vinderchancer på de følgende sider.

Brokencirclebreakdown

 

THE BROKEN CIRCLE BREAKDOWN

Vejen til Oscar
Felix van Groeningens belgiske film var udtaget til Berlin-festivalen sidste år og har været på en række mindre festivaler siden. Har fået overvældende kritikerros.

Styrke
Filmen handler om et bluegrass-par, hvis datter får konstateret leukæmi, og er elementært rørende og musikalsk. Den er også formmæssigt udfordrende med hyppige skift mellem fortid og nutid – uden at være fremmedgørende mærkelig. Dens historie er langt mere tilgængelig og let afkodelig end ’Den store skønhed’.

Svaghed
Den mandlige hovedperson indleder et aggressivt angreb på USA og landets manglende villighed til at forske i brug af stemceller, og den temmelig eksplicitte USA-kritik svækker umiddelbart dens chancer. Hollywood er notorisk venstredrejet, men er ikke nødvendigvis begejstret for europæere, der prøver at være klogere på deres land, end de selv er.

Vinderchancer
15 % – prisen er før gået til outsiderne, og ‘The Broken Circle Breakdown’ har den filmiske kvalitet, der skal til.

Omar

 

OMAR

Vejen til Oscar
Hany Abu-Assads palæstinensiske film vandt Juryens Pris i Cannes-festivalens sidekonkurrence Un Certain Regard, og den var også udtaget til Toronto-festivalen. Vel nok nominerings-feltets største overraskelse.

Styrke
Instruktørens ’Paradise Now’ var Oscar-nomineret i 2006 og vandt Golden Globe. Det skader absolut ikke at være et kendt navn i Hollywood-regi – vel, Susanne Bier?

Svaghed
Har ikke taget andre afgørende stik hjem i prissæsonen, og Israel-Palæstina-konflikten (filmen handler om en ung palæstinensisk fyr, der kommer i karambollage med israelske soldater) deler vandene, også i Hollywood.

Vinderchancer
2 % – man skal aldrig sige aldrig i denne kategori, men ‘Omar’ må være filmen med færrest lodder i tombolaen.

Jagten

 

JAGTEN

Vejen til Oscar
‘Jagten’ har haft et usædvanligt langt liv. Den fik ros og priser ved Cannes-festivalen i 2012 og har på imponerende vis formået at holde dampen oppe siden med priser og omtale i alle afskygninger. Oscar kan blive kronen på værket.

Styrke
Vinterbergs film er den mest klassiske fortælling i feltet. Historien om den sympatiske mand, der må kæmpe mod uretfærdige anklager, er én, som amerikanerne har dyrket på film i mange årtier. ’Jagten’ er både tematisk og dramaturgisk en universel film, der kan forstås af alle på tværs af sprog og kultur. Og så skader det ikke, at et af europæisk films mest kendtes ansigter, Mads Mikkelsen, spiller hovedrollen, slet ikke hvis mange akademi-medlemmer bare stemmer ud fra plakaten.

Svaghed
Det er langt fra altid, at den mest ”amerikanske” film vinder i denne kategori – det er de sidste to års vindere, ’Amour’ og ’Nader og Simin – en separation’, gode eksempler på. Det hæmmer desuden ’Jagtens’ chancer, at den ikke har taget stikket hjem ved store priser som Golden Globe og BAFTA – den har ikke hypen med sig. Men om det er afgørende, nu hvor hele akademiet og ikke blot en lille gruppe stemmer, er umuligt at gisne om.

Vinderchancer
30 % – ’Jagten’ er outsideren. Den kan vinde, men vi tror ikke, den gør det.

Greatbeauty

 

DEN STORE SKØNHED

Vejen til Oscar
Fik verdenspremiere på Cannes-festivalen, hvor den fik særdeles pæne ord med på vejen, men ikke vandt en eneste pris. Vandt til gengæld prisen for bedste udenlandske film ved Golden Globe og ved det engelske svar på Oscar, BAFTA’en.

Styrke
I et år, hvor man ikke længere kan vide sig sikker på, om de stemmeberettigede har set alle filmene, står ’Den store skønhed’ stærkt. For nej, der er ingen garanti for, at de 5-6.000 amerikanske filmfolk får travet sig igennem fem fremmedsprogede film derhjemme på sofaen. Med sejrene ved European Film Awards, Golden Globe, BAFTA frisk i erindringen er det Sorrentinos film, der står friskest i erindringen – en kæmpe fordel.

Svaghed
‘Den store skønhed’ er en europæisk arthouse-film af den gamle skole. Nogle amerikanere vil utvivlsomt finde den prætentiøs og selvsmagende. Omvendt er dette kategorien, hvor amerikanerne sommetider forsøger at vise, at de også omfavner mere komplekse fortællinger end Hollywood-gennemsnittet, og Fellini – det store forbillede for ‘Den store skønhed’ – har trods alt vundet kategorien fire gange.

Vinderchancer
50 % – beklager, Vinterberg, men Sorrentino er aftenens favorit.

Themissingpicture

 

THE MISSING PICTURE

Vejen til Oscar
Blev omgærdet af hype, da den sidste maj blev vist på Cannes-festivalen, hvor den vandt Un Certain Regard-prisen (uddelt af Thomas Vinterberg!). Opmærksomheden skyldes ikke mindst filmens usædvanlige form – Rithy Panhs film er en dukkefilm om folkemordet i Cambodja.

Styrke
Emnet – tragiske konsekvenser af et kommunistisk styre – vil tiltale mange amerikanere, og samtidig kan den originale æstetiske tilgang blæse nogen omkuld.

Svaghed
Det er næppe alle amerikanske branchefolk, der vil være lige meget oppe at køre over halvanden times dokumentar-dukkefilm.

Vinderchancer
3 % – det vil være en stur, stur overraskelse.

Læs også: Hvem skal du sætte pengene på i kategorien ‘Bedste film’?

Læs også: Her er favoritten til Oscar-statuetten for ‘Bedste instruktør’

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af