‘Monica Z’: Per Fly er tilbage med en sikker jazz-hånd
For tre-fire år siden røg Per Fly ned i et kunstnerisk hul med den æteriske ’Kvinden der drømte om en mand’, som var en kunstnerisk og billetmæssig fiasko.
Lidt af en utur efter en danmarkstrilogi og en tv-serie, ’Forestillinger’, der ellers havde placeret Fly på toppen af de danske mainstream-instruktørers filmpyramide. Og man kan godt forstå, at han efter forskrækkelsen har valgt at finde tilbage til det, han er bedst til: Det medrivende menneskelige drama fortalt uden Christoffer Boe’ske artfilm-dikkedarer.
Filmen om den svenske jazzsanger Monica Zetterlund er netop et så solidt comeback, man kan forestille sig. En film, der med sit flotte 60’er-tidsbillede og genresikre drama viser, at Per Fly ikke har mistet sit håndelag – og at han samtidig formår at tilføre et twist til en ellers traditionel biopic-fortælling.
Unge Monica (Edda Magnason) arbejder som omstillingsdame i den lille barndomsby Hågfors. Hun tager sig af sin datter og får sine kærlige, men småborgerlige forældre til at tage over, når hun rejser ud for at slå igennem som sanger. Hvilket hun gør mere og mere: Hun tager til New York, hvor Ella Fitzgerald fortæller hende, at hendes sang mangler sjæl, for hvordan kan hun sjælfuldt synge om at vokse op som sort i New Orleans? Det står hurtigt klart, at Monica må gøre det utænkelige: Jazze på modersmålet!
På sin vis er ’Monica Z’ en krydsning mellem to biopic-afarter, som vi kender til hudløshed: Fortællingen om talentet, der må trodse omgivelsernes modstand og skepsis (her særligt farens drømmeknusende jantelovsholdning) og fortællingen om den kompromisløse kunstner, for hvem succesen kommer med en pris i form af svigt og forliste forhold.
Monica er nemlig evigt udsvævende og ofte egoistisk. Hun vælger hellere det næste, karrierefremmende gig end juleaften med sin datter, ligesom den søde, trygge bassist Sture (en sympatisk Sverrir Gudnason) må vige til fordel for den mere excentriske filminstruktør Vilgot Sjöman i kærlighedslivet.
Men dér, hvor Fly og manuskriptforfatter Peter Birro alligevel udfordrer formularen, er i deres moralske blik og kunstneriske stillingtagen. De fordømmer nemlig hverken hendes selvtillid eller omkostningsrige selvrealiseringsjagt, men hylder hende vel nærmest (lidt for meget i de nærmest metafysiske billeder mod slutningen) som et slags feministisk forbillede forud for sin tid. Forfriskende!
Den svenske sangerinde Edda Magnason, der skuespildebuterer i titelrollen, kan selvfølgelig ikke leve op til Zetterlunds sprøde klang, men mindre kan gøre det, og hun overbeviser som skiftevis sympatisk og rasende irriterende centrum for fortællingen. Så Fly er også tilbage som personinstruktør, en anden af hans umiskendelige styrker. Med dette fine sangerportræt som redningskrans tør han forhåbentligt svømme ud på lidt dybere vand igen næste gang.
Kort sagt:
Per Fly er efter en tur i artfilm-sølet tilbage med solidt biopic-håndværk, heldigvis med et twist: ’Monica Z’ fordømmer ikke sin svenske jazz-fugl, men hylder Zetterlunds selvrealiseringsjagt som feministisk forbilledligt.