CPH PIX: ‘The Congress’

CPH PIX: ‘The Congress’
4 6
Spillefilm
Instruktion

Ari Folman

Medvirkende

Robin Wright, Harvey Keitel, Danny Huston, Jon Hamm, Paul Giamatti, Kodi Smit-McPhee

Spilletid

122 min.

Visninger

Vises på CPH PIX 11. april (19:00 i Grand) og 14. april (19:00 i Palads)

Hvor andre steder end på en filmfestival finder man en så provokerende Hollywood-kritisk film som ’The Congress’?

I en ætsende satire, inspireret af en roman af science-fiction-mesteren Stanislaw Lem, forudser Ari Folman (’Waltz with Bashir’), at traditionel filmproduktion vil blive totalt overflødiggjort af computergenereret fiktion, samtidig med at han angriber studiesystemets tyrani, middelmådighed og mangel på integritet.

I filmens første halvdel, der udfolder sig i live action, bliver den fallerede skuespillerinde Robin Wright (som selv er med på spøgen) overtalt af sin agent (Harvey Keitel) og det fiktive studie Miramount (med Danny Huston som frontfigur) til at sælge sit alias, der indscannes digitalt og udødeliggøres.

Tyve år senere tager den oprindelige Robin til kongres i Abrahama City, en animeret zone (tegnet i klassisk stil), hvor hendes virtuelle, stadig unge identitetskopi er en stjerne i det kitchede kæmpehit ’Rebel Robot Robin’. Traditionelle fortælleformer er nu overtrumfet af perceptionsændrende drikke, der gør folk i stand til at ændre form midlertidigt til Clint Eastwood, Jesus og hvem end, man ellers har lyst til at være for en stund.

Den uforudsigelige og svimlende idérige fremtidsvision byder på mange bizarre indfald og et virvar af referencer. Grundobservationen er den samme som i ’Life of Pi’: Det er fristende at drømme sig væk og glemme den hårde og trøstesløse virkelighed i stedet for at være tvunget til at tackle den. Tematisk bliver der trukket på Descartes, Orwell og McLuhan for nu bare at nævne nogle få.

Det er hamrende synd, at Folman derudover roder rundt i alt fra nazister og en spontan revolution til Robins syge søn, når det havde været langt mere tilfredsstillende at gå i dybden med de fascinerende implikationer af filmens metaforer og/eller udforske unikke koncepter som personspecifikke narrativer og underbevidsthedscasting. Et skarpere fokus kunne have gjort dette kuriosum til en potentiel nyklassiker i sin genre.


Kort sagt:
Ari Folmans delvist animerede og helt igennem besynderlige sci-fi-satire med Robin Wright som Robin Wright er slemt overlæsset, men tankevækkende.