‘The Selfish Giant’
»Alle gode fiktionsfilm bevæger sig i retning af dokumentaren, ligesom alle gode dokumentarfilm tenderer mod fiktionen«.
Sådan har en af filmhistoriens mest indflydelsesrige figurer, Jean-Luc Godard, engang sagt, og hans ord er rammende for den særlige kvalitet, som gør den engelske instruktør-komet Clio Barnards film så utroligt kraftfulde.
Barnard debuterede – og imponerede – i 2010 med den usædvanlige dokumentar ‘The Arbor’, hvori skuespillere, gennem hele filmen, mimer til forudoptaget lyd fra følelsesladede interviews med pårørende til den afdøde arbejderklasse-dramatiker Andrea Dunbar, som filmen portrætterer.
Hvor ‘The Arbor’ udforsker filmens formsprog på en måde, der afslører Barnards kunstner-baggrund, så er hendes nye fiktionsfilm, ‘The Selfish Giant’, fortællemæssigt langt mere ligetil. Dét, de har til fælles, er deres trøstesløse kulisse: det grumme, grå-i-grå arbejderklassemiljø i den nordlige del af England, nærmere bestemt Bradford, West Yorkshire.
’The Selfish Giant’ er på én gang en opløftende og ubærligt barsk fortælling om venskabet mellem den dominerende ADHD-ramte ballademager Arbor (Conner Chapman) og det buttede, heste-elskende bløddyr Swifty (Shaun Thomas). Præstationerne fra de to ikke-skuespillere er ikke bare imponerende, men helt ufatteligt overbevisende. Chapman er Arbor, og Thomas er Swifty – til en sådan grad, at man efter at have set filmen bliver helt chokeret over at finde ud af, at rollerne oprindeligt var tænkt omvendt.
Begge tweens tumler med mildt sagt dysfunktionelle familieliv og er voldsomt tyngede af deres forældres pengeproblemer, der har tvunget dem til at blive voksne i en alt for ung alder. Arbor forsøger at håndtere sit røvhul af en storebror, der er så langt ude i sit stofmisbrug, at han stjæler den medicin, der skal holde Arbors raserianfald i skak. Og Swifty kæmper med en voldelig far og en kuet mor, der i en sigende scene sælger familiens eneste sofa for håndører, selvom det betyder, at deres fem børn nu må sidde på gulvet og spise portionsanrettet baked beans fra plastiktallerkener.
For at tjene penge begynder de to knægte at indsamle skrot i en klapvogn, som de skubber fra boligblok til boligblok og fylder med alskens metallisk ragelse, inden de kører den til lossepladsen, hvor titlens selviske kæmpe Kitten (Sean Gilder) regerer. Arbor begynder at se penge overalt og kigger grådigt op på en strømførende kobberledning lige så bred som hans egen drengearm. Og tragedien lurer konstant lige under overfladen i Barnards stærke film, der er blevet beskrevet af Sean Gilder som en socialrealistisk nyklassiker, der tager arven op fra Ken Loachs ‘Kes’ fra 1969.
Den typisk britiske, rå realisme opvejes dog af en visuel poesi, som fotografen Mike Eley skaber gennem sine smukke, kontrastfulde billeder af heste, der græsser foran faretruende kraftværker. Det er næsten ikke til at fatte, at ‘The Selfish Giant’ kun er Barnards anden film.
Kort sagt:
Med sin første fiktionsfilm ‘The Selfish Giant’ beviser stortalentet Clio Barnard, at hun er én af Englands mest interessante instruktører lige nu. Sublimt skuespil og poetiske billeder tager dette grumme stykke socialrealisme til et niveau, der næsten matcher Ken Loachs klassiker ‘Kes’.