’Kids’ (Larry Clark, 1995)
»Jeg havde kun set Van Damme- og Robocop-agtige film hele min ungdom, og ’Kids’ var den første film, jeg kunne relatere til på et personligt plan. Jeg var 15 år og så, at Natfilm-festivalen viste en film om skatere. Jeg vidste ikke en skid om Larry Clark eller Harmony Korine, det var jo før internettet. Men jeg blev blæst omkuld – jeg følte virkelig, den talte i øjenhøjde.
’Kids’ er faktisk en kæmpe inspiration til ’Ækte vare’, især i casting-teknik, personinstruktion og tidsbilledet. Larry Clark hang ud i en skaterpark i New York og kom i kontakt med de her folk, der endte med at spille med i filmen. Det er lidt på samme måde, jeg har fundet Kian og Benny Jamz til ’Ækte vare’, de er jo også kunstnere med deres eget potentiale, som ikke i sig selv har noget med filmen at gøre«.
’There Will Be Blood’ (Paul Thomas Anderson, 2007)
»Jeg er kæmpe fan af alle Paul Thomas Andersons film. ’There Will Be Blood’ er helt fantastisk. I forhold til nogle af hans andre er det en bombastisk, stor, episk film, som har en stærk nerve, stærke skuespillerpræstationer og en vigtig historie, der også fortæller noget om nutiden.
Jeg er meget inspireret af den måde, Anderson arbejder med hele koncepter. Hvordan han for eksempel kombinerer western og Jonny Greenwoods syrede strygermusik i ’There Will Be Blood’. Det er en måde, jeg også prøver at arbejde på – med Gillis musik i ’Ækte vare’ eller med San Franciscos heavy-miljø i min kortfilm ’Megaheavy’, som tog udgangspunkt i, at jeg selv hører rigtigt meget metal«.
’The Raid: Redemption’ (Gareth Evans, 2011)
»Min næste film bliver en actionfilm inspireret af de asiatiske kampsportsfilm. Den indonesiske ’The Raid’ er en af de helt store inspirationer. Hvis man kunne oversætte film til musik, er ’The Raid’ ren musik med vilde riffs og ryk. Den måde, den bruger kroppen, klipningen, bevægelsen… det er den mest eksplosive actionfilm, jeg har set i lang tid.
Mine film er inspireret af en blanding af film, jeg ser, og oplevelser fra mit eget liv, og det gælder også min kommende. Og så synes jeg, der mangler den type film herhjemme, for tit bliver action i dansk film enten meget ironisk, eller også er det bare én voldshandling i en film, hvor resten er drama. Jeg vil gerne have en hovedperson, som bare rykker igennem – som bare handler og ikke står og tænker over det moralske dilemma hver gang«.
’Hoop Dreams’ (Steve James, 1994)
»Den handler om to basketspillere, der går i highschool og drømmer om at komme til at spille i NBA. Man følger dem i tre-fire år og ser, hvordan deres karriere udvikler sig. Det er en fascinerende film om at forfølge sine drømme – om at drømme og om at klare den i virkeligheden. Det skal Gilli jo også lige nu. Filmen lykkes først, når Gilli klarer den i virkeligheden.
’Hoop Dreams’ blev en af de mest sælgende dokumentarfilm nogensinde. Jeg spillede selv basketball dengang og opdagede filmen på Natfilm-festivalen. Jeg var faktisk mega seriøs om min basketkarriere og kom da også op og trænede med unionsholdet. Men jeg er jo ikke så høj, så jeg havde fysikken lidt imod mig. Men jeg havde en god spilforståelse«.
’Idioterne’ (Lars von Trier, 1998)
»Dogme-filmene, ikke mindst ’Idioterne’, gjorde virkelig noget ved mig. Pludselig snakkede folk helt normalt til hinanden, og jeg fandt ud af, at man bare kan lave film i sin egen stue.
’Ækte vare’ overholder faktisk i høj grad dogmereglerne. Vi havde heller ikke lys, vi har ikke pyntet på lyden, vi havde ingen sminkør eller indspilningsleder, og musikken er musik, der faktisk blive spillet i filmens handling. Vi brugte virkeligheden, og når vi filmede hos Ali Sivandis familie, var det faktisk hans eget hjem, ikke scenografi. Og så prøvede vi at finde steder, der var fede i virkeligheden: MASH-restauranten, Pumpehuset, den vilde villa, hvor de holder fest.
Når folk drikker champagne i filmen, så gør de det også i virkeligheden. Filmen hedder ’Ækte vare’, og så går det ikke at drikke saftevand. Når vi optog på en natklub, så var vi også nødt til at tage nogle drinks, ellers ville det ikke fungere. Noget af det sværeste på film er at spille fuld eller træt. Så vi tog det bare, som det nu skete, efterhånden som folk fik noget indenbords«.
’Megacities’ (Michael Glawogger, 1998)
»Det er en film, jeg tror, alle kan nyde, for det er ikke en normal dokumentarfilm. Dens metode minder om den teknik, jeg har brugt i ’Ækte vare’: Musikken fylder meget, og karaktererne og miljøerne er autentiske, men dens stil er også meget underholdende, den viser virkelig byens puls.
Da jeg lavede min første dokumentarfilm, følte jeg, at jeg burde vide noget mere om genren. Så jeg løj mig til en akkreditering på CPH:DOX og så 27 film, blandt andet ’Megacities og ’Arbejderens død’, som begge er lavet af Michael Glawogger. Jeg tog til en Q&A, hvor han var til stede og blev enormt bevæget af hans måde at tænke på. Han sagde, at han ikke tænkte over, om han lavede dokumentar eller fiktion, han ville bare fortælle historier. Det var en kæmpe inspiration for mig og jeg tænkte: ’Jeg kan jo bare filme mine venner omkring mig’. Det frigjorde noget i mig.
Jeg mødte Glawogger, da han underviste på Filmskolens efteruddannelse, og der var kun 14 mennesker med på holdet, selvom der var plads til 150. Jeg spiste frokost med ham to dage i træk og snakkede om, hvordan han lavede film. Jeg lærte et helt skoleår lige dér.
Det mærkelige er, at han så dør her lige nu, hvor min film kommer ud. Jeg fik gåsehus, da jeg læste det, var helt i chok og troede ikke på det. Han er den, der har inspireret mig allermest«.
Læs også: Michael Glawogger er død
Læs også: Anmeldelse af ’Ækte vare’
Læs også: Se Gilli og Fenar Ahmad fortælle om ‘Ækte vare’ ved forpremiere
Læs også: Se Fenar Ahmads musikvideo til Gillis ‘Knokler hårdt’
Læs også: Fem film, du er nødt til at se i maj