Lars von Trier pønser på at lave actionfilm

Lars von Trier pønser på at lave actionfilm

I sidste uge kunne vi fortælle, at Lars von Trier skriver på manuskriptet til Kristian Levrings gyser ’Detroit’.

Og nu er der nyt om, hvad Triers egen næste film som instruktør kan blive. Forleden udtalte Zentropa-direktør Peter Aalbæk Jensen i en sidebemærkning til branchemagasinet Screen Daily i Cannes, at instruktøren overvejer at lave en »Trier-version af en actionfilm«.

Det bekræfter Peter Aalbæk nu over for Soundvenue.

»Det er løs snak indtil videre. Men han skriver jo sine film i hovedet, så hvem ved, hvornår der  pludselig kommer med noget. Han er jo sådan én, der smider ideer ud, men denne her synes vi da lyder skide sjov«, siger han.

Hvorfor er det lige en actionfilm, han vil lave?
»Han har været i stort set alle andre genrer. Så at se en actionfilm med en masse slowmotion, det kunne da være interessant«.

Hvad er egentlig hans smag i actionfilm – er vi ude i sådan noget ’Die Hard’-agtigt noget?
»Hehe, det kan jeg ikke forestille mig. Det bliver nok en ret spasser-agtig actionfilm. Men lad os nu se – hvis der er noget, jeg bliver alt begejstret for, så vil han pludselig ikke lave det alligevel. Hvis jeg slår for meget på tromme for en idé, laver han en eller anden sort-hvid artfilm i stedet. Jeg blev jo så begejstret for ’Antichrist’ dengang, at han lavede ’Manderlay’ i stedet først. Så vi må se, hvad der sker«.

Læs også: Lars von Trier skriver gyser for ‘The Salvation’-instruktør

Læs også: Peter Aalbæk anlægger injuriesag mod BT