Mads Mikkelsen og Anders Thomas Jensen løfter en flig af sløret for deres nye film

Mads Mikkelsen og Anders Thomas Jensen løfter en flig af sløret for deres nye film

Mads Mikkelsen og Anders Thomas Jensen er i Cannes med ’The Salvation’, som førstnævnte spiller hovedrollen i, og sidstnævnte har skrevet manuskriptet til.

Men de er også midt i et nyt filmprojekt, som er et af de mest ventede i dansk kontekst. Filmen hedder ’Mænd og høns’, og det er Anders Thomas Jensens første film som instruktør siden ’Adams æbler’ fra 2005.

Da vi mødte de to i Cannes, benyttede vi anledningen til at høre en smule om projektet.

»Vi er halvvejs i optagelserne, så det er lidt underligt, at vi overhovedet kan sidde her. Men vi har hele tiden haft en pause på 14 dage, fordi David Dencik er i Toronto og skyde en anden film. Den første halvdel er optaget i Tyskland, og om en uge kører vi så videre i Danmark (på Fyn, red.)«, fortæller Anders Thomas Jensen.

Politisk ukorrekt på alle planer
Mads Mikkelsen har spillet en bærende rolle i alle Anders Thomas Jensens tre hidtidige film, ’Blinkende lygter’, ’De grønne slagtere’ og altså ’Adams æbler’.

Deres fjerde samarbejde, ’Mænd og høns’, er en sort komedie om to temmelig specielle brødre, der – da deres far dør – finder ud af, at de er adopterede. Hverken Anders Thomas Jensen eller Mads Mikkelsen vil gå i detaljer om filmen, men skuespilleren fortæller dog:

»Det er den der Anders Thomas-genre, som vi jo har lavet nogle gange, men hvor vi står og kigger på hinanden bagefter og tænker: ’Det er jo helt vanvittigt. Må vi det her?’ Der er jo ikke nogen minoritetsgrupper, der ikke kommer til at hade os denne her gang. Det er jo alle«, siger han og fortæller, at han og David Dencik spiller brødrene, der – som han udtrykker det – har »nogle genetiske problemer«.

»Det er så politisk ukorrekt på alle planer, men det er ikke tilsigtet på den måde. Det er faktisk meget rørende og nogle universelt store historier, som Anders Thomas fortæller i et vanvittigt univers. Så vi håber, folk kan se det«, siger Mads Mikkelsen.

Privatlivet har taget fokus
Men hvordan kan det være, at der skulle gå 10 år, før en af landets mest populære instruktører skulle følge op på sine tre succeser?

»Jeg ved det ikke helt«, siger Anders Thomas Jensen. »Jeg har fået fire børn, og jeg har mistet begge mine forældre. Der er sket så mange ting, der har fyldt i mit privatliv, og som har gjort, at det var nemmere at skrive. Og så har jeg jo skrevet for alle mulige andre instruktører. Men det er godt og dejligt at være i gang igen«.

’Mænd og høns’ får premiere i starten af 2015 og har også folk som Nikolai Lie Kaas, Nicolas Bro, Bodil Jørgensen, Ole Thestrup og Søren Malling på rollelisten.

Læs også: Interview med Mads Mikkelsen om ’The Salvation’

Læs også: Interview med Oh Land om hendes første filmrolle i syv år

Læs også: Interview med ’The Salvation’-instruktør Kristian Levring

Sponsoreret indhold
Slip kreativiteten løs med grafik på gaming-niveau
Fantastisk grafisk ydeevne – uanset om du er designer, udvikler eller gamer. Læs mere om ASUS’ nye ZenBook Pro 15 her.
ASUS