‘Venus i pels’

‘Venus i pels’
4 6
Spillefilm
Instruktion:

Roman Polanski

Medvirkende:

Mathieu Amalric, Emmanuelle Seigner

Spilletid:

96 min.

Premiere:

8. maj

Når en instruktør opnår en vis status, begynder deres navn at få forrang for selve filmen. Uden at vide meget, skynder vi os ind for at se ’den nye Woody Allen-film’ eller den nye ’Wes Anderson-film’, fordi vi forventer, at de særlige instruktørsignaturer vil gå igen. Men selvom Roman Polanski (’Chinatown’, ’Rosemary’s Baby’) bestemt er en filmskaber af sådan en kaliber, og selvom ‘Venus i pels’ er hans nye film, så virker det alligevel misvisende at kalde den for ’den nye Polanski-film’. For hvad er en Polanski-film egentlig?

Til forskel fra auteurs som Anderson og Allen stikker Polanskis œvre i vidt forskellige, uforudsigelige retninger. Gennem karrieren har den polske kamæleon bevæget sig ubesværet mellem mainstream og highbrow – fra smalle, suspensefyldte paranoia-film som ’Chok’ til den tredobbelte Oscar-vinder ’Pianisten’. Senest har Polanski kastet sig ud i at filmatisere moderne teaterstykker – først med den eminent castede ‘Carnage’ og nu med ’Venus i pels’, der er en filmatisering af David Ives’ forestilling, som igen er en nyfortolkning af den østrigske forfatter Leopold von Sacher-Masochs litterære værk ’Venus im Pelz’ fra 1870.

Filmen begynder i et nedslidt, parisisk teater, hvor vi møder den frustrerede manuskriptforfatter Thomas, spillet af franske Mathieu Amalric, der før har brilleret som savlende grøntsag i Julian Schnabels sublime ’Dykkerklokken og Sommerfuglen’. Ligesom Lars von Trier, der havde svært ved at opdrive unge skuespillerinder med kønsbehåring til ‘Nymphomaniac’, klager Thomas indædt over, at han ikke kan finde en moden kvinde til at spille hovedrollen i sit stykke, men i stedet skal trættes med usofistikerede, unge samlebånds-skønheder i slutty udklædninger.

Da Vanda (Emmanuelle Seigner) vader ind i teatret klædt som en sexet dominatrix, er Thomas derfor hurtig til at afvise hende. Men den tyggegummi-gnaskende skuespillerinde er ikke lige sådan at slippe af med, og en uforklarlig transformation finder sted, da Vanda træder ind i rollen som Wanda von Dunajew, Sacher-Masochs Venus.

Pludselig besidder Vanda – som, når hun ikke er in character, forveksler »ambivalent« og »ambigu« – en aristokrats veltalenhed, og i sin taske har hun originale kostumer fra 1800-tallet samt hele Thomas’ manuskript, som hun har memoriseret ned til mindste detalje. Måske er navnefællen født til at spille rollen? Måske er Vanda Wanda?

’Venus i pels’ udspiller sig som én lang, dialogtung audition, der udvikler sig til et mystisk magtspil, hvor grænserne mellem ægte menneske og fiktiv karakter gradvist udviskes. Ved at caste sin kone og sin egen look-a-like i Amalric tilføjer Polanski endnu et lag til spørgsmålet om performance, der er centralt i filmen – om hvornår nogen er sig selv og hvornår de spiller en rolle. Da Vanda spørger Thomas, om han selv tænder på at underkaste sig en kvinde, tager man som tilskuer derfor ganske naturligt spørgsmålet skridtet videre: Gør Polanski?

Seigner og Amalrics pas de deux er bestemt ikke uspændende at se på, og det er imponerende, hvor ubesværet skuespillerne konstant går ind og ud af karakter. Men det minimalistiske meta-dyrkende set-up bliver monotont i længden, og man savner efterhånden fremdrift – i hvert fald lige ind til Seigner bryder ud i græskinspireret dans, og Thomas bliver bundet til en fallisk pap-kaktus.

Selv med kun to karakterer i ét rum formår Polanski dog med ‘Venus i pels’ at ryste ved vores opfattelse af, hvor grænsen går mellem virkeligheden og det opdigtede.


Kort sagt:
Polanski er tilbage med endnu en eminent castet teater-filmatisering, ‘Venus i pels’, der med kun to karakterer er den polske instruktørs mest minimalistiske og tålmodigheds-testende set-up til dato. Heldigvis redder overlegent skuespil filmen fra at falde i filmet teater-fælden.