’22 Jump Street’
»Det går altid værre anden gang«, siger chefen for de to undercoverbetjente, det Joey-dumme muskelbundt Jenko (Channing Tatum) og den fedladne, men kvikke Schmidt (Jonah Hill), inden de bliver kastet ud i en narkosag, der til forveksling minder om den, de optrevlede i forgængeren, ’21 Jump Street’.
Dette udsagn kunne ikke være mere forkert, for i ’22 Jump Street’ er alt lige fra jokes til kemi mellem skuespillerne bedre. Filmen er noget så sjældent som en komedie-toer, der overgår etteren. Det er en formfuldendt genrefilm, en bromancens ’The Empire Strikes Back’.
Filmens plot er næsten overflødigt at opridse, i hvert fald hvis man har set 1’eren. Det er tilsyneladende fuldstændig det samme, bortset fra at det 21. århundredes Gøg og Gokke denne gang flytter over på den anden side af gaden (jf. titlen), og at de skal på college i stedet for high school. En pige er død af en overdosis, og de skal finde bagmanden.
I modsætning til andre komedie-opfølgere, der med fuldt overlæg genbruger en succesformel på det skammeligste (’Tømmermænd i Thailand’ var jo den samme film som ’Tømmermænd i Vegas’), har filmen en selvironi og metatekstuel finesse fra første til sidste sekund.
»Hvis vi gør det samme igen, så er alle glade«, jokes der, men det er kun på overfladen, at alt er det samme. Der er nemlig noget dugfriskt og latterfremkaldende nyt over det frenetiske klippetempo og de til overflod vidunderlige krydsklip- og splitscreen-scener. Man bliver slet og ret nødt til at se filmen flere gange, hvis man vil have det hele med.
Selvironien og den udtalte genrebevidsthed er blevet et særkende for den produktive instruktører-bromance, Phil Lord og Christopher Miller (’LEGO-filmen’ og ’Det regner med frikadeller’), der også stod bag 1’eren. De kender den direkte vej til det gode grin (selvfølgelig er det sjovt, når Ice Cube tazzer Jonah Hill i skridtet), men demonstrerer også et gennemgående overblik for fortællestil og genrens traditioner. Selvfølgelig skal en collegefilm have både slow motion-drikkelege og en hårdtpumpet Spring Break-sekvens.
Tatums åbenlyst komiske talent står igen så klart, at man med reference til himmelstormeren Matthew McConaughey efterhånden kan tale om en regulær Tatumaissance. Den tidligere enstrengede førsteelsker slår her endegyldigt fast, at han har en unik evne til at fremstille en lettere imbecil karakter, som man både kan grine af og med. Det er således både ømt og latterfremkaldende, når han forveksler ’carte blance’ med ’Cate Blanchett’. Også Hill er komisk suveræn, særligt i en mindeværdig poetry slam-scene, hvor han forsøger at imponere den underskønne college-studine Maya (Amber Stevens).
Filmen er dog først og fremmest en charmerende venskabshistorie mellem to mænd, der for alvor stråler, når de er sammen. Det står klart allerede i åbningsscenen, hvor en overmodig Schmidt udfordrer Jenko til at improvisere en gangster i et hæsblæsende opgør med den kriminelle bagmand, The Ghost (Peter Stormare).
Og allervigtigst: Skynd dig ikke ud af biografmørket, når filmen slutter. I efterteksterne gennemspilles filmens suverænt bedste sekvens, en metagenial franchise-bombe af kreative indfald, der absolut ikke må misses. Lad os få den 3’er i en fart. Og en 4’er. Og en 5’er…
Kort sagt:
’22 Jump Street’ gør det umulige – den overgår den ellers voldsomt underholdende ’21 Jump Street’. Channing Tatum og Jonah Hills bromance står skarpere, tempoet er voldsommere, og jokeniveauet er respektindgydende højt. Årets hidtil sjoveste film er et højdepunkt inden for komedie-toer-genren.