‘Mænd og høns’: I det her slæng er Ole Thestrup den normale

‘Mænd og høns’: I det her slæng er Ole Thestrup den normale
Vi hang ud på settet til Anders Thomas Jensens længe ventede ’Mænd og høns’ med Mads Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas, Nicolas Bro & co., der mere lignede venner end skuespillere på arbejde.

I den grusbelagte gård bag forsamlingshuset i Kappendrup står tiden stille. Solen har smeltet seks venner fast i henslængte positurer henover et par bænke, hvor der sludres og ryges smøger. Emnet er hajers jagttaktik. Hajerne samarbejder om at forvirre et større bytte, før de slår til, forlyder det.

Men stemmerne er velkendte, for de tilhører nogle af Danmarks kendteste skuespillere. De seks venner er for tiden kollegaer, for Mads Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas, Nicolas Bro, David Dencik og Søren Malling er på sidste dag af optagelserne til Anders Thomas Jensens længe ventede comebackfilm, ’Mænd og høns’. Når den får premiere til januar, er det ti år siden instruktørens seneste film, ’Adams æbler’, havde premiere.

I dag skal de møde pressen i forsamlingshusets baggård, men Mads Mikkelsen skal lige nå at fortælle vennerne om sin morgencykeltur i det nordlige Fyn, inden de er parate til at bryde op fra hyggestunden. »Det er det smukkeste område at cykle i«, siger han. »Men der er mange bakker opad og ikke så mange nedad«.

Rygter om en slagter
’Mænd og høns’ udspiller sig hovedsageligt på en fiktiv dansk ø, hvortil de to brødre, Elias og Gabriel (spillet af Mads Mikkelsen og David Dencik) ankommer. De har netop mistet den mand, de troede, var deres biologiske far, men en google-søgning afslører, at de har familie på øen, hvor tre andre brødre bor (Nicolas Bro, Søren Malling og Nikolaj Lie Kaas). »Og så er det ud på en livsændrende rejse i et syret univers«, som Mads Mikkelsen siger.

Den lille fynske by Kappendrup, der lægger øde gader og faldefærdige hus til optagelserne, virker som et oplagt sted at optage en film, der foregår i et virkelighedsforvrænget, Anders Thomas Jensen’sk univers. Filmholdet har øjensynligt ladet en tsunami-bølge af alger skylle indover byen og vasket alting brungrønt. Busstoppestedet, der er de 278 indbyggeres eneste mulighed for offentlig transport, har fået matterede ruder af millionvis af små, grønne pletter.

Det eneste, byens bager frister med, er gamle aviser, der er klistret på ruden. Filmens producent, Kim Magnusson, fortæller, at han har hørt rygter om, at der også skulle ligge en slagter i byen. Men han har ikke kunnet få det bekræftet.

Medvirker uanset hvad
»Det er svært at forestille sig, at Anders Thomas ville skrive noget, der var så dårligt, at jeg ikke ville være med«, siger Mads Mikkelsen, der har spillet med i alle instruktørens tre spillefilm, ’Blinkende lygter’, ’De grønne slagtere’ og ’Adams æbler’.

»Men hvis han gjorde, ville vi tage en snak om det. Vi ved jo, at han har et helt univers og historie inde i hovedet, så det kunne være, at han bare var kommet til at trykke på en forkert knap på computeren. Havde det været en anden, der skulle instruere det, havde det været en anden snak. Men jeg tror ikke, at jeg ville sige nej til ham«, siger Mads Mikkelsen, før Anders Thomas Jensen tager over.

»Når jeg tager kontakt til skuespillerne, er manuskriptet ikke på plads, selvom jeg har skrevet det her igennem mange gange. Så taler vi om tingene derfra. Men jeg ved da, at han ville sige nej til noget, jeg har skrevet«, siger instruktøren. »Det har du da tit gjort«.

»Ikke til noget, du selv skulle instruere, Thomas«, svarer Mads Mikkelsen.

»En del af tiltrækningen er også, hvem man skal arbejde med. Det er jo også en kompetence at kunne tiltrække folk. Vi er selv med til at skabe karaktererne, men var vi ikke det, ville jeg sige nej, hvis det var dårligt«, supplerer David Dencik.

Sponsoreret indhold
Portræt af Ninna York
Smykkedesigneren om frygten for at miste troen på sig selv i den kreative proces. Mød hende og flere kreative kvinder i 'Portraits by Spotify | Sonos'.
EKSTERNT LINK
Spotify | Sonos

Pas på sovepuden
Skuespillerne i en film af Anders Thomas Jensen er en fast flok. I alle hans tre spillefilm har Mads Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas og Ole Thestrup, der omtales som ’holdets far’, spillet med, og Nicolas Bro har været med i de to foregående film. Og forventningerne er store til det sammentømrede hold, fordi Anders Thomas Jensens tre foregående film har solgt næsten en million biografbilletter til sammen og samtidig modtaget anmeldernes hyldest.

»Men man skal virkelig passe på, at det ikke bliver en sovepude, hvor man tror, at nu er succesen hjemme, fordi drengene er samlet igen«, siger Nikolaj Lie Kaas, der har spillet den konstant spisende bløddyrs-forbryder Stefan i ’Blinkende lygter’, den menneskekødssælgende slagter Bjarne i ’De grønne slagtere’ og nynazistisk voldspsykopat i ’Adams æbler’.

»Men man kan ikke leve op til andres forventninger. Så man må sætte sin egen barre så højt, at den er højere end alle andres og så håbe på, at man kan leve op til den«, siger Nikolaj Lie Kaas.

Oneliners
Der vil dog helt sikkert være forventninger fra biografgængerne om, at ’Mænd og høns’ vil indeholde et par oneliners, der kan fyres af til vennerne. Anders Thomas Jensens tidligere film har alle kastet oneliners af sig, der er blevet flittigt citeret.

Tænk bare på Ulrich Thomsens abstinensrablerier i ’Blinkende lygter’: »Jeg ska’ sgu da ha’ noget mad, jeg ska’ ha’ et bad, jeg stinker af muggen røv. Jeg ska’ ha’ noget coke. Det ska’ jeg da ha’. Det ska’ jeg da ha«, der blev valgt som det bedste citat i dansk filmhistorie af P3’s lyttere i 2010 (foran »Skidegodt, Egon«). Eller »Det er en syg høne, der har lagt det æg der«, fra samme film. Eller hvad med… eller hvad med?

»Der vil helt sikkert være nogle oneliners, der bliver kult denne gang. Det vil være ærgerligt at afsløre dem nu, men jeg vil da i al beskedenhed sige, at jeg har bidraget. Selvom det, der kommer ud af min mund, ikke nødvendigvis er velovervejet«, siger Søren Malling.

Ole Thestrup skabte ro
Selvom skuespillerne er påpasselige med ikke at læne sig op ad tidligere succeser, ændrede stemningen sig alligevel, da Ole Thestrup, der især huskes for sin rolle som den racistiske og skydegale hobbyjæger Alfred i ’Blinkende lygter’, indfandt sig på settet.

»Der skete noget sjovt, da Ole Thestrup kom ud på settet. Der sænkede sig en ro, og alle blev trygge. Nu kunne det ikke gå helt galt«, siger Anders Thomas Jensen.

»Når Ole ikke var der til læseprøverne, kæmpede vi alle sammen om at få lov til at sige hans replikker. Men uanset hvor meget vi prøvede, var vi ikke i nærheden af at lyde som ham. Han er unik«, siger Mads Mikkelsen.

»Og den her gang er Ole Thestrup faktisk den normale faktor«, bemærker Nicolas Bro. »Det, synes jeg alligevel, siger en hel del om universet«.

’Mænd og høns’ får premiere 5. februar 2015.

Læs også: Anders Thomas Jensen skriver på tv-serie

Læs også: De bedste debutfilm i det nye årtusinde

Læs også: Mads Mikkelsen og Anders Thomas Jensen løfter en slig af sløret for deres nye film