10. ’Sherlock’ sæson 3 (BBC)
Tredje omgang med Benedict Cumberbatch som mesterdetektiven og Martin Freeman som hans makker var måske nok lidt mere ujævn end de første to sæsoner. Bryllupsafsnittet føltes som en parentes, og første miniepisodes (se klippet herover) behandling af, hvordan Sherlock overlevede tredje sæsons afslutning, var i længden mere overtænkt end sofistikeret.
Men stadig er det en serie fortalt i et så svimlende højt tempo og med så meget humor og intelligens, at man må overgive sig. Og der var også masser af momenter af ’Sherlock’, når den er bedst. Man var fuldkommen opslugt af mysteriet om et forestående terrorangreb, og i sæsonafslutningen fik vi fornøjelsen af Lars Mikkelsen som forbryder-mastermind Charles Augustus Magnussen.
Seriens force er fortsat kemien og det drillende spil mellem Cumberbatch og Freeman, som slet og ret er godt selskab. Og så er det en fryd, at Mark Gatiss, som også har skabt serien sammen med Steven Moffat, får en større og større rolle som Sherlocks mindst lige så hyperintelligente bror Mycroft. Deres pissekonkurrence iblandet et stænk brødrekærlighed er guld værd.
Læs også: ’Sherlock’ vender tilbage til jul næste år
9. Arvingerne (DR)
Det er ikke et udslag af nationalromantik, at en dansk serie indfinder sig på listen, for Maya Ilsøes DR-serie kan sagtens bide skeer med de store.
Efter ’Forbrydelsen’, ’Broen’ og ’Borgen’ var det tiltrængt med en serie, hvor karaktererne kom før plottet. Og det var nogle stærke karakterer, ’Arvingerne’ bibragte. Trine Dyrholm, Carsten Bjørnlund, Mikkel Boe Følsgaard, Jesper Christensen og Marie Bach Hansen stod for den mest troværdige repliklevering i dansk tv-fiktion nogensinde, og serien fik på forbilledlig vis inkorporeret små glimt af humor i den alvorlige fortælling.
I de sidste afsnit blev der lagt lovlig mange twists and turns på tilspidsningen af dramaet, og den centrale Signe-karakter var tæt på at tippe over i det utroværdigt anstrengende. Men seriens første sæson var stadig en flot skildring af arv, miljø og sociale klasser. Nogle kaldte ’Arvingerne’ en sæbeopera, og Bergman er det måske ikke, men mindre kan så absolut også gøre det, og man må bare tage hatten af for, hvor meget Ilsøe & co. fik ud af en præmis, der ikke binder sig op på, at der er en morder, som skal fanges.
Læs også: Det kan vi se frem til i næste sæson af ’Arvingerne’
Læs også: Anmeldelse af sæson 1 af ’Arvingerne’
8. ’Looking’ – sæson 1 (HBO)
I starten var det rigtigt svært at greje Michael Lannans halvtimes-serie om fire homoseksuelle venner i San Francisco. Den blev markedsført som bøssernes ’Girls’, men den var hverken helt så sjov, tåkrummende eller hudløst ærlig som Lena Dunhams pendant.
Men fra afsnit fire skete der ting og sager. Fra det krydsklippende fokus mellem alle fire venner zoomede afsnittet ind på en enkelt dag i den spirende forelskelse mellem Jonathan Groffs Patrick og Raúl Castillo. Her fik serien noget af den lynintelligente, naturalistiske refleksion over identitet og kærlighed, som instruktør Andrew Haigh også formidlede i sin formidable film ’Weekend’.
Og derfra lagde ’Looking’ lag på lag på sine sympatiske karakterer uden hverken at jage grænseoverskridende sensationer eller billige grin. Det er en befriende anti-high concept-serie, der tror på sine karakterer og ikke tvinger dem ud i usandsynlige situationer for at optrappe konflikterne. En dramaserie i sitcom-længde, der udspiller sig som en indfølende skildring af at være ung og homoseksuel i USA’s mest frigjorte by.
7. ’House of Cards’ sæson 2 (Netflix)
Også anden sæson af Netflix’ fyrtårn hørte til noget af det mest afhængighedsskabende, underholdende tv i det sidste halve år. ’House of Cards’ er en uimodståeligt smooth, djævelsk ond og hamrende intelligent politisk satan.
Men når de tretten afsnit havde bundfældet sig efter et intenst binging-maraton, sad man også tilbage med en fornemmelse af at have indtaget et lidt kalorielet måltid. Hvad sidder egentlig fast? Den største resonans skabte Claire Underwoods abort-historie og hendes fascinerende blanding af sårbarhed og kynisme. Heroverfor var Frank Underwood-figuren – selvom Kevin Spacey fortsat er i sit es – efterhånden lidt for uinteressant, for uovervindelig, for klog i en grad, så miljøet omkring ham (særligt journaliststanden) ender som utroværdigt hjælpeløse.
Frank Underwood-figuren trænger til modstand, der gør ham til et menneske, hvis ’House of Cards’ skal gå fra en sindssvagt underholdende serie til en af de helt store karakterskildringer på tv.
Læs også: Spoiler alert – vi diskuterer de mest markante øjeblikke i ’House of Cards’ sæson 2
Læs også: Anmeldelse af ’House of Cards’ sæson 2
6. ’Game of Thrones’ sæson 4 (HBO)
Vi ved godt, at vi vil blive halshugget, kastreret og smidt ud af The Moon Door for at placere David Benioff og D.B. Weiss’ serie så langt nede på listen.
Men selvom HBO-serien har tv-branchens højeste production value og mest komplekse karaktergalleri, har serien de seneste sæsoner også føltes lidt for meget som en tålmodig venten på højdepunkter, der så til gengæld også sprænger alle rammer. ’Game of Thrones’ er lidt som Tour de France, hvor der er en overvægt af langtrukne flade etaper, hvilket man dog hurtigt glemmer, når bjergene rammer.
I den forstand er ’Game of Thrones’ ved at blive en event mere end en tv-serie. Og sæson fire havde da også begivenheder, som i sig selv hørte til halvårets største fjernsynsøjeblikke: Et skæbnesvangert bryllup, kampen mellem The Viper og The Mountain, dén der helt fantastiske sæsonfinale.
Men for hver gang man er oppe at køre over at spendere tid med Tyrion, Arya og Jaime, skal man også igennem ørkesløse passager med Stannis, Reek og de sortklædte typer ved The Wall. Det er ulempen ved det kolossale persongalleri, og uden at have læst bøgerne kan man frygte for, hvad det gør ved serien, hvis flere af de stærkeste karakterer bliver slået brutalt ihjel. I forvejen er der ganske få at heppe på.
Læs også: 10 grund til, at du skal hoppe med på ’Game of Thrones’
Læs også: Anmeldelse af ’Game of Thrones’ sæson 4
5. ’Orange Is the New Black’ sæson 2 (Netflix)
Siden ’The Sopranos’ er vi blevet bombarderet med serier om rå testosteron, forfaldsramt maskulinitet og brutal vold. Man er ved at have nået et mæthedspunkt, og det er absolut en af grundene til, at Jenji Kohans fængselsserie falder på et tørt sted.
Det kan godt være, nogle af kvindeportrætterne er lovlig rosenrøde, men med de mange, nærmest misantropisk desillusionerede tv-karakterer, vi er blevet mødt med de senere år, gør det intet, at det er kærlighed og varme, der tegner Taystee, Piper, Red og de andre Litchfield-fanger.
Anden sæson var på mange måder stærkere end den første, netop fordi vi fik endnu mere kød på birollegalleriet rundt om Piper Chapman, der efterhånden nærmest bare er én figur i et ligeværdigt ensemble. Den diabolske gangsterdronning Vee satte skub i nogle betændte tilspidsninger i det raceopdelte fængsel, og især brydningerne mellem Taystee og bedsteveninden Poussey samt den skånselsløse afsløring af Lornas mentale tilstand var hjerteskærende.
Og så havde sæsonen den suverænt bedste afslutningssekvens af alle årets serier.
Læs også: Vores yndlingskarakterer i ’Orange Is the New Black’ sæson 2
Læs også: Anmeldelse af ’Orange Is the New Black’ sæson 2
4. ’Fargo’ sæson 1 (FX)
Mens ’True Detective’ var halvårets største åbenbaring, var ’Fargo’ ubestrideligt den største overraskelse. For hvem skulle have troet, at noget så blasfemisk som en tv-versionering af Coen-brødrenes mesterværk skulle udvikle sig til en af sæsonens helt store oplevelser?
Tv-serien fortæller sin egen historie løsrevet fra filmen, men i løbet af sæsonen refererer den fornøjeligt til både ’Fargo’ og andre af Coen-brødrenes værker. Og hovedforfatter Noah Hawley har formået at lave en serie, som ikke bare føles som en Coen-kopi, men som finder sin stemme og originalitet i et univers, der samtidig er lige så sorthumoristisk og let sørgmodigt som det, man finder hos instruktørbrødrene.
Udgangspunktet i serien er vatpikken Lester Nygaard (Martin Freeman), der ved et tilfælde møder den dæmoniske hitman Lorne Malvo (Billy Bob Thornton), som – uden rigtigt at blive spurgt – slår Lesters gamle folkeskolemobber ihjel. Det sætter en lavine i gang af stump vold og dårlige beslutninger, som får lillebyfolkenes gode og (primært) dårlige sider til at bryde ud i lys lue.
Hjertet i serien er den kvikke politikvinden Molly med det forrygende efternavn Solverson, der bliver spillet af det nye navn Allison Tolman, som leverer en voldsomt imponerende, underspillet præstation. Hun er det empatiske centrum, som ikke lader sig ryste af de løgne og det bedrag, der udfolder sig omkring hende.
Afsnit for afsnit formår serien at tilføje nye, veloplagte biroller til ensemblet, fra de to deadpan-lejemordere, hvoraf den ene er døv, til de to klumpede FBI-agenter, som knævrer i deres bil uden at lægge mærke til, at sytten mennesker bliver dræbt i bygningen lige på den anden side af gaden.
’Fargo’ er spækket med smågeniale replikker og detaljer (som da Lester vil købe sokker, men hele partiet er på tilbud, fordi der i hver pakke ved en fejl er anbragt en kvindesok), og så er det sammen med ’True Detective’ den mest gennemført filmiske af årets serier. De skæve og overraskende kameravinkler indkapsler personerne i det snehvide landskab, og kamerapanoreringen til ovennævnte gangsternedslagtning, som blev filmet udefra bygningen, var slet og ret brillant.
3. ’Mad Men’ sæson 7, første del (AMC)
I seks sæsoner har vi fulgt Don Draper i en cirkulær udviklingshistorie, der efterhånden mindede lidt om at være fanget i skærsilden. Han dedikerede sig til sit ægteskab. Men faldt lige lukt i utroskabsfælden. Han dedikerede sig til sit ægteskab. Men faldt lige lukt i utroskabsfælden.
’Mad Men’ har undervejs forvekslet tilbagefaldspsykologi med interessant karakterudvikling, og da en række bikarakterer selv efter små 80 afsnit stadig stod som konturer af rigtige mennesker, mistede den storhypede serie noget af sit momentum.
Men hovedforfatter Matthew Weiner kom i den grad efter det i første halvdel af den afsluttende sæson, hvor karaktererne blev sat i interessante dilemmaer og reklamebureaet endelig vakte genklang som et spejl af tidsperioden (især månelandingen blev udnyttet fornemt).
Don Draper trådte ud af sin skygge som depraveret geni, og Roger Sterlings kamp med sin hippie-datter ræsonnerede godt med opbruddet mellem det gamle og nye USA i 70’erne. ’Mad Men’ har altid været svagest, når den bevægede sig for meget udenfor Madison Avenue-kontoret, men her fik reklamebureauet igen en nøglerolle som katalysator for personernes livsvalg. Stærkt gået, og man kan nu slet ikke vente med at få afslutningen.
2. ’The Americans’ sæson 2 (FX)
Et godt stykke inde i anden sæson af koldkrigsserien kunne man forledes til at tro, at det var en kompleks, men lidt uengagerende kopi af første, blændende sæson. Men man skal lede lang tid efter en serie, hvor brikkerne faldt så flot på plads i de sidste par afsnit, at det kastede nyt lys over resten af historien i en grad, at det, der står tilbage, er et stykke sublim historiefortælling med den vel nok stærkeste tematiske gennemslagskraft i halvårets tv-serier.
’The Americans’ handler om to russiske spioner, der lever undercover som amerikanske bedsteborgere i en forstad til Washington D.C. Deres to børn er vokset op som amerikanere og kender ikke deres forældres identitet og virkelige arbejde, som består i at infiltrere den amerikanske magtelite og sende oplysninger hjem til moderlandet.
Sæson to udrullede et intrikat plot om stealth-teknologi og et væld af dobbelt- og trippelspil, men kernen var den arv, hovedpersonerne giver videre til deres børn. Elizabeth og Philips ældste datter søger svar i kirken, hvilket naturligvis ikke bekommer de kommunistiske forældre vel. Og serien stiller på foruroligende vis spørgsmålstegn ved, hvordan man kan tillade sig at udnytte sit afkom, og hvor meget man skal acceptere i deres forsøg på at finde en egen identitet.
1. ’True Detective’ sæson 1 (HBO)
Det er efterhånden sjældent, at man ser en tv-serie, hvor man virkelig føler, man er vidne til noget nyt: Nye eksperimenter med fortællesproget og nye måder at gå til dramaturgisk optrapning.
Men netop den følelse gav Nic Pizzolattos serie, som tager en gennemtærsket genre – politithrilleren – og giver den en twist, der passer perfekt til antologiformatet på 10 afsnit i en afsluttet fortælling, hvor man har god tid til at udfolde historien, men heller ikke behøver trække det i langdrag. ’True Detective’ bygger sit plot nærmest provokerende langsomt op, og kun med spæde skridt kommer vi tættere på sandheden om de begivenheder, der har fået FBI til at hente de tidligere politimakkere Rust Cohle og Marty Heart til afhøring, adskillige år efter en række mord hærgede Louisianas svedne sydstater.
Som så ofte var opklaringen af mysteriet ikke nær så interessant som mysteriet i sig selv, men det overlever man snildt, når rejsen er så fængslende som her. Et af de store scoop er selvfølgelig Rust og Marty selv, to tvetydige udfasninger af selvbedragerisk maskulinitet, sublimt spillet af Woody Harrelson og Matthew McConaughey.
Og så tæller det absolut heller ikke ned, at ’True Detective’ er en usædvanligt filmisk serie, hvor det seks minutter lange take i fjerde afsnits afslutning allerede er gået over i tv-historien. ’True Detective’ er og bliver årets tv-åbenbaring so far.
Læs også: Anderledes politiserier til at udfylde tomrummet efter ’True Detective’
Læs også: 10 tv-karakterer, der fortjener at dø