Trailer: Colin Firth sparker røv i ’Kingsman: The Secret Service’

Instruktion: Matthew Vaughn. Medvirkende: Colin Firth, Samuel L. Jackson, Michael Caine, Mark Hamill, Taron Egerton. Premiere: Dansk premiere den 26. februar 2015.

Tre trailer-tanker:

1. Colin Firth er bedst kendt som engelsk gentleman i ordrige film som ’Bridget Jones’ dagbog’, ’Kongens store tale’ og senest Woody Allens ’Magic in the Moonlight’. I hans kommende film, ’Kingsman: The Secret Service’, skruer han dog ned for snakkeriet og op for røvsparkeriet. Han er naturligvis stadig en gentleman, men det forhindrer ham ikke i at smadre et glas i hovedet på en modstander, når han mener, at denne skal lære nogle manerer.

2. Matthew Vaughn, filmens instruktør, startede som producer på ærkebritiske film som Guy Ritchies ’Rub, stub & to rygende geværer’ og ’Snatch’ og instruerede selv den glimrende ’Layer Cake’ med Daniel ’007’ Craig i hovedrollen. Senere drog han mod Amerika, hvor han fik et overraskende hit med æstetiseret hypervold i ’Kick-Ass’ og styrede mutanter i ’X-Men: First Class’. Hans kommende film ligner et kærlighedsbarn af hans engelske og amerikanske fortid i sin blanding af britisk dialog og overmenneskelige actionsekvenser.

3. Udover Colin Firth er også Samuel L. Jackson, Michael Caine og Mark Hamill – ja, det er Luke Skywalker – at finde på rollelisten. Både Jackson og Caine er kendt for at sparke en ordentlig dosis personlighed ind i de film, de medvirker i. I den mere utraditionelle ende af skalaen skulle også Adele, Elton John, Lady Gaga og David Beckham have optrædener i filmen, der kan blive et både syret og interessant bekendtskab.

Læs også: Efter derouten: Skuespillere, der genopfandt sig selv