’The West Wing’ (1999-2006)
»’The West Wing’ var min første store serie-oplevelse. Jeg er helt vild med manuskriptforfatter Aaron Sorkins tempo, og jeg elskede karaktererne. Det er altid karaktererne, det handler om. Jeg er især vild med Toby Ziegler, fordi Richard Schiff, der spiller ham, gør det så godt. Helt vidunderligt underspillet.
Aaron Sorkins vanvid er pakket ind i noget, der er totalt ordentligt, men indenunder buldrer tempoet, og det er bare så tight. Og det er fedt, at de tager walk ’n talk-scenerne, hvor de går ned ad en gang og snakker, så seriøst. Det er en særlig disciplin«.
’True Detective’ (2014)
»’True Detective’ tager fat i nogle mandekarakterer på mændenes præmisser, og det er super fedt. Jeg skriver også altid selv om mænd. Det fungerer bare enormt godt på tv at se de to mænd (Matthew McConaughey som Rust Cohle og Woody Harrelson som Marty Hart, red.), der sidder og snakker, som de gør.
Jeg har kunnet se de sidste fem år, at B-skuespilleren Matthew McConaughey, der ellers mest har lavet komedier, bare ville komme løbende. Han har to roller. Den ene er som den langhårede mand i nutiden, hvor han ryger smøger og folder øldåser. I den anden rolle går han sjovt og har en bog under armen. Først til sidst græder han over sin datter. Det ligger der en fantastisk enkelthed i. Det er genialt bygget op med kontrasten til Woody Harrelsons Marty, der lever sit drama ud hele tiden«.
’Game of Thrones’ (2011-)
»Jeg elsker at se skuespillere udvikle sig, og jeg er helt vild med ’Game of Thrones’. Det er især båret af Nikolaj Coster-Waldau, fordi det er så interessant at se, hvor han er på vej hen som skuespiller. Jeg har ikke kunnet undvære at se ham i serien, fordi jeg ser et menneske, der på den mest ydmyge måde er ved at blive en af verdens bedste skuespillere. Det er nærmest en Brad Pitt-historie. Han er super god, og han læner sig aldrig bare tilbage og synes, at nu er han blevet helt fantastisk. Han har gjort, at jeg virkelig har haft lyst til at se ’Game of Thrones’. Og samtidig har jeg haft lyst til at synke ned i seriens univers«.
’Paris, Texas’ (Wim Wenders, 1984)
»Jeg genså for nylig ’Paris, Texas’, og den føles stadig spritny, selvom tøjet og miljøet selvfølgelig er 30 år gammelt. Mine øjne blev åbnet med Wim Wenders. Det var der, jeg vågnede. Ikke med ’Undervejs’ (1976, red.) og hans andre mere kunstneriske ting. Der keder jeg mig røven ud af bukserne. ’Paris, Texas’ tør dvæle, den tør være til stede. Alle filmskabere vil have det, Wim Wenders gør, men i en anden indpakning. Tit når man skriver manuskripter, kan man mærke, at det bliver for overfladisk, det bliver for hurtigt, for eksekveret. ’True Detective’ gør noget af det samme som Wim Wenders. Den tør dvæle ved de to karakterer og insistere på, at vi skal lære dem at kende «.
Fjerde sæson af ’Homeland’ kan i øjeblikket ses på DR3. Læs om Charlotte Sielings amerikanske karriere i næste udgave af Soundvenue.
Læs også: Anmeldelse af ‘Homeland’ – sæson 4
Læs også: Anmeldelse af ‘True Detective’ – sæson 1
Læs også: Anmeldelse af ‘Game of Thrones’ – sæson 4