’Fasandræberne’
Der er noget råddent i Danmark.
Mørket i mennesket og Københavns regnvåde gader, som vi efterhånden kender og frygter det fra krimiserier som ’Broen’ og ’Forbrydelsen’, har taget over, og en farligt aktiv underverden af vold, kriminalitet og rendyrket ondskab synes at lure under det før så yndige lands lykkelige facade.
Sådan føles det angiveligt, når man ser de foreløbigt to filmatiseringer af Jussi Adler-Olsens populære romaner om den fiktive politiafdeling ’Q’, hvori vicekriminalkommissær Carl Mørck og dennes godmodige partner Assad tager kampen op mod nattens dæmoner. Selv de brede bøges svale skygge skal man i Adler-Olsens univers for alt i verden holde sig langt fra, hvis man da ikke vil støde på maskerede kostskoleelever med appetit på en omgang bestialsk happy-slapping.
I ’Fasandræberne’, nummer to i rækken af ’Afdeling Q’-film, arbejder Mørck (Nikolaj Lie Kaas) og Assad (Fares Fares) igen på at endevende gamle sager fra rigspolitiets arkiver. Det umage makkerpar har fået rygvind efter den spektakulære opklaring af politikeren Meretes forsvinding (’Kvinden i buret’), så da en desperat mand antaster Mørck med en bøn om at løse en 20 år gammel mordgåde, går den vilde skattejagt efter retfærdighedens lys.
I 1994 blev et ungt søskendepar brutalt myrdet, og skønt alle spor dengang pegede på de forkælede rigmandssønner og kostskoleelever Ditlev og Ulrik, meldte en lokal taber sig selv for forbrydelsen. Selvsamme knægt gik siden fri efter en overraskende kort fængselsstraf, godt hjulpet på vej af landets dyreste forsvarsadvokat. Men hvem betalte regningen? Og hvad blev der af iskolde Ditlevs tilbedende kæreste, den rebelske teenageskønhed Kimmie (Sarah-Sofie Boussnina)? Mere behøves ikke at siges om plottet i ’Fasandræberne’, der ligesom sidste års ’Kvinden i buret’ glider bedst ned uden forudgående kendskab til historien.
Sandheden om den forsvundne Kimmies skæbne og det uhyggelige dobbeltmord oprulles af tidsadskilte handlingsspor, og som publikum er vi således hele tiden to skridt foran vor helte i opklaringsarbejdet. En kalejdoskopisk fortælleteknik, der kan pirre én til sædekantens rand, men som i ’Fasandræberne’ snarere fremprovokerer en lyst til som en anden Chandler Bing at råbe get there faster! ind i hovedet på Nikolaj Lie Kaas’ desorienterede Carl Mørck. Makkeren Assad er tilmed blevet reduceret til noget nær rekvisit-status, og man savner akut mere af Fares og Lie Kaas’ glimrende samspil, der er essentielt for Afdeling Q’s succes på det store lærred.
På den anden side af lovens famlende arm gestalter Pilou Asbæk og David Dencik voksenudgaverne af de glatte ål Ditlev og Ulrik, og særligt Asbæk synes at nyde at slippe fanden løs i en ukarakteristisk psykopatisk rolle – skønt det dog immervæk er en hårdt reddet filmkliche at reducere landets topskatbetalere til sjælløse eksistenser.
I det hele taget er ’Fasandræberne’, med fuldstændig fasanløst manuskript af Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterberg, så mættet af slidte krimitravere, at man kunne have følt sig fristet til at vende tommelfingeren nedad, havde det ikke været for filmens medrivende billedside – og frem for alt fænomenale Danica Curcic. I rollen som den voksne Kimmie på flugt fra fortidens rædsler med en mystisk sportstaske knuget til brystet leverer Curcic filmens absolut bedste skuespilpræstation, der på en og samme tid vækker både afsky og dyb medfølelse for kvinden med det betændte sår i sindet.
Og hvad der gemmer sig i tasken? Det vil du ikke vide.
Kort sagt:
Med sit univers af korrupte rigmænd og desillusionerede ordenshåndhævere balancerer ’Fasandræberne’ faretruende tæt på krimiklicheernes afgrund. Dog trækkes stikket hjem af stjerneskuddet Danica Curcic, der som en fortabt sjæl med en mørk hemmelighed i bagagen reducerer selv vicekriminalkommissær Carl Mørck til tårer.
Læs også: Kender du navnet på landets mest populære filmskaber?
Læs også: Mikkel Nørgaard om sine overraskende inspirationskilder
Læs også: Fares Fares fortæller om sin karriere gennem dramaturgiens vendepunkter