Hulu kan få tv-gennembrud med ny Jason Reitman-serie

Hulu kan få tv-gennembrud med ny Jason Reitman-serie

2014 har været året, hvor Amazon er blevet en seriøs spiller som tv-producent med ‘Transparent’ (og ‘Mozart in the Jungle’, som kommer i december).

Hulu kan meget vel blive den næste. Tidligere på året kom det frem, at den amerikanske streamingtjeneste genopliver komedieserien ‘Community’ og søsætter en J.J. Abrams-produceret Stephen King-adaption, ’11/23/63′ og nu har tjenesten bestilt deres på papiret mest interessante projekt hidtil, skriver Indiewire.

Serien hedder ‘Casual’ og har Jason Reitman som executive producer. Reitman er manden bag film som ‘Juno’, ‘Thank You for Smoking’ og ‘Up in the Air’.

‘Casual’, som er skrevet af Zander Lehmann, handler om en dysfunktionel familie, nærmere bestemt en single-bror og en nyligt fraskilt søster, der begge prøver kræfter med dating-verdenen og forsøger at håndtere hendes teenager, der bor under samme tag.

Det lyder som velkendt tragikomisk territorium for Reitman, hvis nyeste film, ‘Men, Women and Children’ (billedet), også behandler online-dating. Filmen har fået en blandet modtagelse i USA, og før den lavede Reitman ‘Labour Day’ med Josh Brolin og Kate Winslet, som han selv har erkendt var en fejl. Så ‘Casual’ kan ikke alene blive Hulus ‘House of Cards’ eller ‘Transparent’, den kan også blive Reitmans comeback.

Læs også: Se traileren til ‘Men, Women and Children’

Læs også: Anmeldelse af ‘Transparent’