Peter Aalbæk til teleselskaber: »I snyder kunstnerne!«

Peter Aalbæk til teleselskaber: »I snyder kunstnerne!«

I slutningen af september offentliggjorde Zentropa-direktør Peter Aalbæk Jensen, at han havde politianmeldt de danske teleselskaber, »da mit firma er blevet bestjålet, og de danske teleselskaber medvirker til hæleri af de bestjålne varer«.

Disse varer er Zentropas film, og tyveknægtene er netpiraterne, der gør disse film tilgængelige til ulovlig download. En illegal aktivitet, Peter Aalbæk Jensen altså mener teleselskaberne baner vejen for.

Og nu optrapper Zentropa-chefen mediekrigen mod teleselskaberne Stofa, TDC, Seas-NVE, Telenor, Telia, Fullrate, 3 og Tellmore. I en kontroversiel helsidesannonce i dagens Politiken med overskriften »Danske teleselskaber snyder danske kunstnere« forklarer Zentropa, hvorfor de har taget det drastiske skridt.

»Denne illegale trafik betyder betragteligt indtægtstab for danske skuespillere, instruktører, komponister, manuskriptforfattere og producenter«, lyder det i annoncen, som desuden nævner, hvor mange gange Zentropas mest populære film er blevet downloadet ulovligt i perioden 1. juni til 1. september i år.

‘Kvinden i buret’: 1.858.440 ulovlige downloads
‘Jagten’: 853.190
‘Den skaldede frisør’: 246.365
‘Melancholia’: 449.059
‘Nymphomaniac’: 5.564.715

Eksperter har tidligere vurderet, at Zentropa får svært ved at få noget ud af anmeldelsen. Men Peter Aalbæk er kendt for sin evne til at skabe opmærksomhed, 0g om ikke andet bliver der igen sat fokus på problemet, som udgør en reel trussel for den i forvejen skrantende filmøkonomi.

Læs også: Peter Aalbæk anlægger sag mod BT

Læs også: Emmy-sejr fik piratdownload af ‘Breaking Bad’ til at eksplodere