Jake Gyllenhaal er ofte blevet castet til at spille den reserverede eller tilbagetrukne mand, som helst observerer verden lidt på afstand. Måske derfor har han aldrig fået helt samme anerkendelse som skuespillere som Heath Ledger og Matthew McConaughey, hvis præstationer var/er mere ekstrovert fængslende.
Den 33-årige amerikaner, som har adelige svenske aner, er en finurlig skuespiller. På den ene side virker han måske ikke som den mest alsidige type, men alligevel har han trods sin unge alder allerede en hel række ekstremt stærke film bag sig. Hans stil er ofte underspillet og udtrykket minimalistisk, og måske er det netop det – sammen med et par sørgmodige hundehvalpeøjne – der gør, at han har en trofast fanskare af Gyllenhaalics.
Vi giver her vores bud på hans fem bedste roller.
5. ’Jarhead’
Sam Mendes’ ’Jarhead’ lægger sig i forlængelse af klassiske (anti)krigsfilm som ’Full Metal Jacket’, hvori den egentlige combat action ikke er det altafgørende. I stedet er det livet blandt de menige soldater, der er i fokus: Kedsomheden i lejren, frustrationen over manglende fjendekontakt, vreden og usikkerheden blandt de unge mænd.
På en måde er det nærmest også en coming-of-age film, komplet med hovedpersonens efterrationaliserende voiceover, populærmusikken i soundtracket og de polerede og stramt komponerede scener.
Jake Gyllenhaal giver et moden og nærværende portræt af soldaten Anthony Swofford, den virkelige soldat og forfatter til erindringsbogen, som filmen er drejet efter. Han fanger splittelsen i sin karakter, der gerne vil fremstå som den krigsliderlige og brølende machomarine, men som samtidig er en usikker og følsom ung mand, der sidder på latrinen og læser Albert Camus’ ’Den fremmede’ i skjul.
En solid og lidt overset præstation.
4. ’Zodiac’
I David Finchers pertentligt udførte og nærmest antidramatiske thriller spiller Jake Gyllenhaal den lidt anonyme bladtegner, der bliver besat af sagen om the Zodiac Killer i San Francisco.
Filmen er i sig selv i absolut topklasse for genren, og Gyllenhaals præstation er lige i skabet. Han tilføjer Robert Graysmith kontur. Filmen handler mere om karakterernes besættelse end om opklaringen af forbrydelsen, og Gyllenhaal formidler besatheden med ufravigelig udstråling og uden at give for meget væk om hans privatliv uden for efterforskningen. Hans amatørdetektiv er sympatisk og en anelse passiv i sit privatliv, men stadig ihærdig og stædig i jagten på morderen.
’Zodiac’ er så dyster, så det næsten driver ned ad væggene. Jake er vores frygtløse og lidt dumdristige hovedperson, som vi med konstant nysgerrighed følger på hans rejse dybt ind i mørket.
3. ’Brokeback Mountain’
Egentlig er det ikke så meget Jake Gyllenhaals præstation i sig selv, der er mindeværdig. Men i samspillet med Heath Ledger opstår en kunstnerisk synergi og kemi, som løftede filmen til en af årets bedste.
Ang Lees smukke og tragiske melodrama om kærligheden mellem to fårehyrder i Wyoming er allerede en klassiker. Selvom den altid har været genstand for dumsmarte vittigheder om homoseksualitet og stereotyper, er det en af historiens bedste (ulykkelige) kærlighedsfilm.
Heath Ledger er den følelsesmæssigt forhutlede knudemand Ennis Del Mar, mens Jake Gyllenhaal spiller den lidt mere ekstroverte romantiker Jack Twist. Energien mellem de to hovedroller får skærmen til at gnistre af uforløst kærlighed, desperation og knugende længsel.
Sammen med de bjergtagende landskabsbilleder af Brokeback Mountain– som nærmest udgør en karakter i sig selv – er det tragiske kærlighedsforhold skildret med voldsom intensitet. Og selvom Heath Ledger løb med meget af opmærksomheden, er det ikke mindst Gyllenhaals fortjeneste.
2. ’Donnie Darko’
Richard Kellys kultfilm fra 2001 sikrede Jake Gyllenhaal et mindre gennembrud, ikke mindst blandt indiefolket verden over. ’Donnie Darko’ er en snørklet historie om en slags ufrivillig superhelt, der sætter sig for at ordne en defekt i tiden og dens forskellige dimensioner, og Jake Gyllenhaal spiller fantastisk troværdigt og overbevisende titelrollen som den forknytte og fremmedgjorte highschoolelev.
Hverken forældre, lærere, venner eller en selvhøjtidelig motivational speaker (spillet hjemsøgende godt af Patrick Swayze) forstår Donnie, og den manglende sympati er gensidig. Han er samtidig plaget af søvngængeri og synshallucinationer, heriblandt synet af hans usynlige ven Frank – en høj mand i et kaninkostume.
Det er en fascinerende historie om tidsrejser, parallelle dimensioner og skæbne. Men den har også et næsten socialrealistisk lag, hvor den utilpassede unge får en afgørende rolle som helten i en verden styret af latterlige voksnes pædagogiske autoritet. Gyllenhaal var perfekt som den mutte og mystiske Donnie Darko, og før næste film på listen var det stadig hans signaturrolle.
1. ’Nightcrawler’
Jake Gyllenhaal forener sit talent for at spille udadvendte average joes med sin flair skæve typer med et mystisk indre liv i Tony Gilroys debut som instruktør.
Han spiller Lou Bloom, en arbejdsløs og ensom ung mand, der forsøger at klare sig igennem i Los Angeles med småtyveri og andet fiksfakseri. Han lærer sig selv op til at blive nightcrawler, nemlig de folk, der med et kamera i hånden iler ud til ulykkesstederne for at sælge de drabelige billeder videre til seerhungrende tv-stationer.
Gyllenhaal imponerer som den overhøflige opportunist, hvis formelle udstråling til at begynde med er sørgelig og sjov, men også hurtigt slår over i det creepy. I alt fra kropsholdning, gang og blikke skaber Gyllenhaal et karakterstudie, som bringer mindelser om en ung Robert De Niro. Det klæder Gyllenhaal at spille sig ud af den strømlinede pretty boy, han godt kan ligne, for det er i det aparte og skæve – og i sine stikkende øjne – han finder sin stærkeste identitet som skuespiller. Det så vi i gennembruddet ’Donnie Darko’ – og i hans foreløbigt bedste rolle i ’Nightcrawler’.
Læs også: Ben Afflecks bedste og værste roller
Læs også: Michael Fassbenders bedste og værste roller