CPH:DOX: ’Actress’

Stopper folk med at være sig selv, så snart kameraet ruller? Og er der i så fald nogen sandhed tilbage i det rollepil, vi ser udfoldet på skærmen?

Disse evigt interessante spørgsmål har klistret til dokumentarfilmgenren siden 1960’erne, hvor instruktører eksperimenterede på livet løs med forskellige optagelsesmetoder, der skulle minimere – hvis ikke neutralisere – den usikkerhed omkring de filmede menneskers oprigtighed, som kameraet skabte. Et af de værker, der kickstartede diskussion om, hvorvidt det overhovedet er muligt at portrættere en person ’uden filter på film, var D.A. Pennebakers ‘Don’t Look Back’ fra 1967 om Bob Dylan. Pennebakers portræt skabte furore på flere niveauer: Ikke alene fik det den unge Dylan til at fremstå som et yderst selvsmagende røvhul – det gjorde det også umuligt for folk at finde ud af, om og hvornår Dylan viste sit sande jeg.

Er han virkelig så arrogant og affejende over for journalister? Så umoden og usympatisk?

Hvem ved. Og netop uvisheden er noget af det mest dragende ved den slags dokumentarfilm.

Derfor bliver man ekstra nysgerrig (og en anelse skeptisk), når man hører præmissen for Robert Greenes ‘Actress’: En dokumentar om en skuespillerinde. For ét er, at almindelige mennesker begynder at te sig anderledes, når de får stukket et kamera i snotten, men en skuespillerinde? Hun lever jo af at lade som om!

Det lyder umiddelbart som lidt af en udfordring, men også en utroligt spændende én af slagsen. I centrum for Greenes eksperiment står den nu 40-årige Brandy Burre, hvis karriere peakede med rollen som den sexede spindoktor Theresa D’Agostino i David Simons eminente HBO-serie ‘The Wire’. Til sin egen store fortrydelse stoppede Burre dog på toppen til fordel for familien, men nu – tre år, to børn og ét brud med kæresten senere – er hun klar til at gøre comeback. Spørgsmålet er bare, om der er nogen, der vil have hende?

Burre begynder at pendle fra sit forstadshjem i Beacon, New York, til Manhattan for at mødes med tidligere agenter og gå til auditions, og vi ser, hvordan hun på én gang blomstrer op og nedbrydes under presset. For Burre er der virkelig tale om et had-kærligheds-forhold til skuespilfaget. Hun er enormt dygtig, men arbejdet dræner hende følelsesmæssigt og gør hende mentalt ustabil, hvilket vi ser hen mod slutningen, hvor Burre sidder i sin sofa med et kæmpe blåt øje. Hun er kørt hjem fra en fest alt for beruset og faldet med hovedet først ned i isen, da hun steg ud af bilen.

»Det var nok en besked fra universet«, siger Burre, og man tror, hun hentyder til sin uansvarlige opførsel, men Burre ser i stedet faldet som et tegn, der varsler at hun vil falde brutalt igennem i sin karriere. Og sådan oplever vi Burre, midt i en dyb eksistentiel krise.

Eller er hun? Tidligt i filmen ser man Burre sidde på sine børns værelse i en tilstand af husmor-ennui. ”My children are my creative outlet now, I guess”, siger hun og gentager den samme sætning lige bagefter med en lille variation, som var det en replik. Fra start af har Greene altså skabt en lumsk konstruktion, hvor man ikke ved, om man kan tro på noget som helst, Burre siger.

Derudover forvandler Robert Greene skuespillerens hjem til et filmset ved at skrue op for farverne og den drømmende musik i lange slowmotion-sekvenser, der trækker på stilen fra soapy tv-serier. På denne måde antyder han, hvordan Burre også spiller en rolle i hjemmet: Rollen som husmor.

Problemet med ‘Actress’ er, at dén pointe er for banal til at bære en hel film. Ja, vi spiller alle for galleriet og påtager os forskellige masker konstant – og hvad så? Greene glemmer at stille dette sidste, afgørende spørgsmål. For dér, hvor det bliver rigtig interessant, er, når der er en dissonans mellem mennesket og masken – når masken begynder at krakelere, og det ægte menneske kan anes gennem sprækkerne. Det ser man hos Anwar i ‘The Act of Killing’ og hos Jason i ‘Portrait of Jason’ som du også kan se under dette års CPH:DOX.

Overvej at se dem i stedet.