’Girlhood’

’Girlhood’
5 6
Spillefilm
Instruktion

Céline Sciamma

Medvirkende

Karidja Touré, Assa Sylla, Lindsay Karamoh, Marietou Touré

Spilletid

112 min.

Premiere

4. december

Stream filmen:

Se 'Girlhood' hos Blockbuster

»Shiiiiiiiiiiiine briiiiiiiiiiiight, tooooniiiiiiight, you and IIIIII, we’re beautiful, like diamonds in the sky«. Rihanna brager ud af højtalerne på et lille hotelværelse i Paris, hvor fire sorte piger lip-sync’er på livet løs og danser rundt i stramme, stjålne kjoler. Scenariet er velkendt: En aften med veninderne, der oprindeligt var tænkt som opvarmning til noget større og vildere, ender som en natten-lang, legendarisk firemandsfest, fordi man har det for sjovt til nogensinde at ville videre.

Men situationen er også fremmed, for pigerne i Céline Sciammas tredje film, ‘Girlhood’, er nemlig ikke blot besties. De er (som den franske titel ‘Bande de filles’ antyder) en decideret pigebande. Desto mere beundringsværdigt er det, at Sciamma – frem for at reducere de unge piger til usympatiske kriminelle og ofre for systemet – konstant fremhæver deres sammensathed. Sciamma er ikke ude på at pege fingre, men på at finde ud af, hvad det er ved bandelivet, der lokker.

I centrum for fortællingen står den 16-årige Marieme (Karidja Touré), som vi følger gennem fire identitetsskabende faser af hendes liv (hver gang markeret med et radikalt frisureskift) – fra at være en kuet 9. klasses-elev, der tager sig kærligt af sine søskende, til et selvsikkert bandemedlem med denimskjorte og læderjakke til stik-i-rend-dreng for en narkobaron og endelig en slags pusher i oversize joggingtøj.

Men gennem alle disse transformationer mister vi aldrig kontakten til Marieme, og det er Karidja Tourés fortjeneste. Den unge, utrænede (!) skuespillerinde er så sympatisk, naturlig og nærværende, at man får lyst til at high-five hende, da hun tæsker og efterfølgende ydmyger en anden pige ved at tage hendes bh og vifte den triumferende rundt i luften foran sit slæng – som en indianer med en skalp.

Med de parisiske forstadskvarterer Bagnolet og Bobigny som bagtæppe er det svært ikke at sammenligne ‘Girlhood’ med Mathieu Kassovitz’ grumme ‘Hadet’. Men selvom begge film foregår i usædvanligt hårdt belastede nabolag, så er de faktisk tæt på at være hinandens diametrale modsætninger. Den rå, gritty realisme, som karakteriserer ‘Hadet’, hænger efterhånden så uløseligt sammen med det seriøse og det autentiske, at den første tanke, der popper op i ens hoved, når man ser den farvestrålende ‘Girlhood’, er: Kan et polemiserende, socialrealistisk drama se sådan her ud?

Svaret må siges at være et rungende ja. Selvom titlen på filmen lægger sig uheldigt tæt op ad Linklaters seneste epos, så har ‘Girlhood’ faktisk langt mere til fælles med John Singletons ‘Boyz n the Hood’ end ‘Boyhood’. Med sit sprudlende samtidsstykke forsøger Sciamma nemlig aldrig at fremstille pigernes problemer som universelle. Tværtom.

Læs også: Interview med ‘Girlhood’-instruktøren om at gøre ghettoen lækker, en suveræn dansescene til Rihanna og sammenligningen med ’Boyhood’


Kort sagt:
En film i grelle omgivelser behøver bestemt ikke være grim. Dét sætter den franske instruktør Céline Sciamma en stor fed streg under med den farvestrålende genistreg ‘Girlhood’, der er lige så polemisk, som den er usædvanligt smuk at se på.