’Girlhood’-instruktør: »Pigerne ligner noget fra West Side Story«

’Girlhood’-instruktør: »Pigerne ligner noget fra West Side Story«
Franske Céline Sciamma står bag årets mest rå coming of age-film om forstadspiger i Paris. Her fortæller hun om at gøre ghettoen lækker, en suveræn dansescene til Rihanna og sammenligningen med ’Boyhood’.

Céline Sciamma er en af de mest interessante instruktører i nyere fransk film, og i december får hendes barske og smukke coming of age-drama ’Girlhood’ dansk premiere.

Filmen handler om en pigebande i Paris og fokuserer især på Marieme (Karidja Touré), der starter som en lidt usikker outsider, men siden kommer ind i varmen med alt, hvad det indebærer af slagsmål og kriminalitet.

Man kan se filmen før alle andre, når Soundvenue holder forpremiere på onsdag, 26. november, i Empire Bio (læs mere og køb billet HER).

Vi fangede Céline Sciamma på telefonen fra Paris.

Hvorfor valgte du at lave en film om en flok piger fra de parisiske forstadsghettoer?
»Jeg ved ikke, hvordan det er i Danmark, men i Frankrig bliver der næsten aldrig lavet film om de piger, som både bor ude i forstæderne og tilhører en etnisk minoritet. Jeg syntes, det var på tide«.

Hvordan kom du på historien?
»Jeg ville gerne lave en klassisk coming-of-age-film for kvinder, men med meget nutidige karakterer. Den kontekst, historien udspiller sig i, er meget nutidig, men de problemer, pigerne står overfor, er tidsløse. Så det handlede meget om at finde en balance mellem de to elementer«.

Hvordan fandt du pigerne?
»Det var en lang castingproces, hvor vi ledte overalt. Selvfølgelig hos teatre og agentbureauer, men fordi de skulle være så unge, begyndte vi også at lede tilfældigt på gaderne og i storcentrene i Paris og omegn. Det tog tre-fire måneder, og vi mødte måske 300 piger, før vi fandt den rigtige. Hovedrollen var naturligvis den sværeste, men vi skulle også finde den perfekte gruppe. Vi ledte efter stærke individuelle personligheder, som kunne indgå naturligt i en gruppe. Og der var store forventninger til dem, fordi flere af filmens nøglescener er delvist improviserede«.

Så ingen af dem havde erfaring med skuespil før? Gav det anledning til problemer under optagelserne?
»Det krævede selvfølgelig, at rammen for alle scenerne var solid. At koreografien var meget iscenesat, så de fik ro til at spille inden for de opstillede rammer. Jeg er vant til at arbejde med uerfarne skuespillere fra mine tidligere film, så jeg vidste, hvordan man skulle arbejde med dem. For eksempel ved at tale med dem under soloscener, hvor der ikke var nogen dialog«.

Hvorfor valgte du lige Karidja Touré til at spille hovedrollen?
»Der var så mange talentfulde piger til casting, men alligevel var der ingen tvivl om, at Karidja skulle spille hovedrollen. Det er en karakter, som observerer en masse, så det krævede en skuespiller, som var interessant at se på, og Karidja har bare det her fantastiske ansigt, som man har lyst til at se på altid, men som også kan forandre sig. Hun bliver flere forskellige karakterer i løbet af filmen, og for en nybegynder, som skal være i hvert eneste frame af filmen, er det meget svært«.

Annonce

Hvordan fandt du de tre andre bærende roller?
»Jeg følte, at de fire piger sammen allerede var i rollerne. De er allerede et rigtigt filmbillede, den perfekte flok – de ligner næsten noget fra West Side Story«.

girlhood1


Den måske bedste scene i filmen er den fra hotelværelset, hvor pigerne danser rundt til Rihannas ’Diamonds’. Hvordan opstod den?

»Det var en scene, som var med i allerførste udkast til manuskriptet, og som jeg virkelig gerne ville lave. Den opsummerer så mange ting om venskaber, hvad de handler om, og hvordan de fødes. Venskaber er også til en vis grad koreograferede, ligesom de er spektakulære og nogle gange næsten drømmeagtige«.

Hvor meget af scenen er koreograferet, og hvor meget er improviseret?
»Den var meget planlagt, for eksempel med det blå lys og det første blik ind i kameraet. Men udover det var de fri til at gøre præcis, som de havde lyst til, så det er virkelig øjeblikkets magi, der er indfanget. Det er en lang sang, så den skulle selvfølgelig også være meget grundigt komponeret, men samtidig fokusere på øjeblikket. Det er den kombination, der gør, at jeg virkelig elsker den. Det er nok den mest tilfredsstillende scene, jeg nogensinde har skudt«.

Er der nogen grund til, at det lige skulle være Rihanna?
»Ja, altså, fordi jeg elsker den. Scenen er skrevet til den sang. Den udkom, imens jeg sad og skrev, og jeg faldt for den straks. Jeg har aldrig brugt et hit i nogle af mine forrige film, så det ville jeg prøve, og jeg følte, at det var den perfekte sang til det. Det var helt sikkert sommerens hit, men også en instant classic. Og så er det en slags hymne for ungdom og venskab, tror jeg«.

Er der andre steder i filmen, hvor improvisation også skabte magi?
»Der var en scene, hvor Lindsay Karamoh (en af de fire piger, red.) skulle improvisere en monolog, mens de lå i sengen på hotelværelset. Og hun blev bare ved og ved, i seks eller syv minutter uden stop, og det var hylemorsomt. Det var virkelig svært at lade være med at grine. Jeg ville så gerne have haft hele monologen med i filmen, men det var selvfølgelig ikke muligt«.

Girlhood


Filmen er farverig og stiliseret – til tider ligner det næsten en musikvideo – hvilket står i skærende kontrast til dens barske handling og pigernes situation. Hvorfor dette æstetiske valg?

»Tja, jeg tror ikke bare, det er min fantasi om forstæderne og karaktererne, der kommer til udtryk, de er smukke at se på i virkeligheden. De er enormt stilrene. Som regel er film om forstaden filmet med kameraet på skulderen og dystre, grynede billeder. Men det er jo også stilisering.

Jeg ville gerne bruge steady cam, min framing skulle være komponeret, og billederne skulle være farverige, fordi filmen handler om at kæmpe mod stereotyper. Filmens stil kæmper også mod stereotypiseringen af, hvordan man skal se på sådan et sted. Det er faktisk noget, der vækker meget debat. Enten synes folk, det er fedt, eller også synes de, at jeg forråder ghettoen. Men jeg forsøger ikke at polemisere. Det er min tredje film, og det er samme tilgang, som jeg tidligere har brugt«.

Dine film handler ofte om kønsroller og magtstrukturer i samfundet. Og da jeg så filmen, slog det mig, hvor usympatiske næsten alle mænd i filmen er…
»Faktisk ved man som tilskuere ikke, om de er gemene eller ej – de er ikke rigtige karakterer. De er ligesom kvinder i mange film – som en femme fatale, der ikke er en kvinde, men et ikon. Sådan bliver mændene i filmen faktisk behandlet, lige bortset fra hovedpersonens kæreste. De er bare figurer.

Det handler ikke om, at mænd er onde, men at mænd har magten. Og paradokset er, at hvis du vil have magten, bliver du nødt til at blive en af drengene, selvom du med den handling bare opretholder den proces, som undertrykker dig. Det er ikke, fordi Marieme (hovedpersonen, red.) vil være en dreng, hun vil være magtfuld og have kontrol over sit liv, og hun prøver på forskellige måder. Både gennem stærk kvindelighed i pigegruppen og senere blandt drengene. Hun prøver forskellige identiteter som et kostume, der kan give dig kræfter som en superhelt«.

Læs også: Anmeldelse af ‘Girlhood’

I Danmark udkommer din film ikke mange måneder efter Richard Linklaters ’Boyhood’, der jo også er en coming of age-film, selvom de to er meget forskellige. Ser du selv nogle paralleller?
»Altså, da vi fandt på titlen, vidste vi ikke, at ’Boyhood’ eksisterede, så det er et rent tilfælde. Men jeg kan rigtig godt lide det faktum, at de to film er forbundet på den måde, for de fortæller to forskellige historier om det samme emne, kan man sige. Forskellen ligger i, hvem du vælger som den universelle historie. Linklaters er meget spundet over en klassisk hvid middelklassedreng med helt normale drømme, mens jeg har valgt en sort pige fra slummen. Pigen af i dag, kan man sige. Så jeg kan rigtig godt lide tanken om, at de to kan blive sammenlignet, det er en sej dialog«.

Læs også: Kom til Soundvenue Forpremiere på ’Girlhood’