Her er hovedrollerne i Thomas Vinterbergs opfølger til ’Jagten’

Her er hovedrollerne i Thomas Vinterbergs opfølger til ’Jagten’

To af dansk films for tiden største skuespillere, Ulrich Thomsen og Trine Dyrholm, skal spille hovedrollerne i Thomas Vinterbergs næste danske film, ’Kollektivet’, hvilket altså er en genforening af de to skuespillere fra instruktørens hovedværk ’Festen’ fra 1998.

Efter Oscar-nomineringen med ’Jagten’ har Thomas Vinterberg lavet den engelsksprogede ’Far from the Madding Crowd’, der kommer til foråret næste år, men det betyder altså ikke, at han er tabt for Danmark.

Optagelserne til ’Kollektivet’ er netop gået i gang, og på rollelisten finder vi også Fares Fares (’Fasandræberne’), Helene Reingaard Neumann (’Submarino’ – og i øvrigt Vinterbergs egen kæreste) og Magnus Millang (’Danish Dynamite’). ’Kollektivet’ bygger på Vinterbergs egen opvækst i et akademikerkollektiv nord for København og handler om etableringen af et fællesskab, der starter som en idealistisk drøm, men siden kolliderer med den svære virkelighed.

Som med både ’Jagten’ og ’Submarino’ har Vinterberg skrevet manuskriptet i samarbejde med Tobias Lindholm, mens Zentropa producerer i samarbejde med Toolbox Film. Filmen har forventet premiere til efteråret 2015.

Læs også: Ulrich Thomsen: »For fanden jeg har lavet nogle åndssvage film«

Læs også: Tre gode grunde til at se den stærke ‘Submarino’

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold