’Human Capital’
Paolo Virzìs henholdne karakterdrama er ganske enkelt en fremragende italiensk whodunnit, der dykker ned i de mest ubehagelige afkroge af menneskets sind.
Vi åbner med en tjener, der cykler hjem i nattens mulm og mørke efter at have opvartet det pæne borgerskab ved et socialt arrangement på en privatskole. Han er et menneske som alle andre, men for den, der kører ham ned og efterlader ham i vejkanten, er han blot en tilfældig cyklist. Måske. Kynismen viser sit grimme ansigt for første gang, hvorefter fortællingen bevæger sig videre til de egentlige hovedkarakterer.
Filmen er inddelt i kapitler, der kredser om to familier, den rige Bernaschi-familie og middelklassefamilien Ossola, hvis skæbner er uløseligt forbundet til hinanden – og til cyklistulykken. Kapitel ét starter med ejendomsmægleren Dino Ossola, der sætter sin datter af hos kæresten, hvis far Giovanni Bernaschi er en succesfuld fondsmægler.
Dino bliver ellevild, da han tilfældigt får lov til at være Giovannis tennispartner. Og Dino er hverken langsom eller dum, så det varer ikke længe, før han udspørger Giovanni om muligheden for at investere i hans fond. For at kunne være med hos de dyre drenge må han lyve for sin bankrådgiver og optage lån i et hus, han ikke ejer.
Efterhånden som kapitlerne udfoldes, får vi mere og mere at vide om den skæbnesvangre nat. Et andet kapitel fokuserer på Giovannis kone Carla, og nu får vi hele historien igen, endda med op til flere identiske scener, blot fra en anden vinkel, ren ’Rashomon’-style. Carla er en typisk rigmandskone, der går hjemme i palæet blandt tjenestefolk og savner noget at tage sig til. Hun forelsker sig i idéen om at blive teaterdirektør, da provinsens eneste teater står til at lukke, og beder derfor Giovanni om pengene til at købe det.
Da finanskrisen rammer går det hårdt ud over Giovannis fond, Carlas teater og, på bedste kapitalistiske trickle-down-facon, især stakkels lille Dino. Mysteriet om den påkørte cyklist tager en ny drejning, og et hævnmotiv anes.
Fra den franske sociolog Pierre Bourdieu kender vi begreberne social, kulturel og økonomisk kapital, en slags menneskelig valuta. Og ’Human Capital’ viser, hvordan kampen om kapital – i den ene eller anden form – reducerer selv de mest sympatiske mennesker til umenneskelige nonentiteter, der skraber bunden for at overleve. Man kommer som tilskuer selv til at vurdere karakterenes værdi. For hvem er det egentlige offer? Cyklisten, Carla, Giovanni, Dino?
’Human Capital’ er det italienske bud på en Oscar-kandidat i år. Og det kan man godt forstå.
Kort sagt:
’Human Capital’ er en intelligent thriller, der giver sit publikum rum til at involvere sig i karaktererne og deres skæbne. Man inviteres til at agere dommer og bøddel, mens puslespillet langsomt lægges, og det tålmodige tempo til trods sidder man ofte på kanten af biografsædet.