Trailer: Johnny Depp er Movember-klar i ‘Mortdecai’

Instruktør: David Koepp. Medvirkende: Johnny Depp, Olivia Munn, Ewan McGregor, Gwyneth Paltrow. Premiere: 5. marts.

Tre trailer-tanker:

1. Johnny Depp har efterhånden gjort en karriere ud af at skabe charmerende kreationer gemt bag farverige kostumer og et tykt lag make-up – se blot hans mangeårige samarbejde med Tim Burton. Nu er han tilbage, denne gang i en lidt mere nedtonet stil iført 70’er-jakkesæt og mustache. At dømme ud fra traileren fortsætter skuespilstilen dog i samme (automat)gear med lige dele elegance og selvironi. Han ledsages dog af et ensemble af andre stærke skuespillere, heriblandt Ewan McGregor, Gwyneth Paltrow, Jeff Goldblum og Olivia Munn.

2. ’Mortdecai’ bygger på en bogserie fra 70’erne og handler om den pikareske Charles Mortdecai, en aristokratisk kunsthandler, der, for ikke at gå konkurs, sætter jagten ind på et stjålet maleri, der eftersignende er nøglen til en bankkonto fuld af nazi-guld. Filmen er instrueret af David Koepp, der tidligere har arbejdet sammen med Depp i ’Secret Window’.

3. Traileren er hovedsagligt en introduktion til karakterne og deres relation til hinanden. Depps britiske accent, universet og falden-på-halen-humoren leder unægtelig tankerne hen mod ’Johnny English’ og kommissær Clouseau i ’Den lyserøde panter’. Forhåbentligt vil ’Mortdecai’ kvalitetsmæssigt lægge sig mere op ad sidstnævnte, og om ikke andet ser de dygtige skuespillere ud til at have en god kemi.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold