Spoiler alert: Følgende tekst afslører væsentlige detaljer om handlingen i podcasten ’Serial’.
»Me too, can’t wait to find out who… I’m gonna say… did it…«, siger en slukøret Sarah Koenig (spillet af Michaela Watkins) i Funny or Dies forrygende spoof på historiens største podcastfænomen, føljetonen ’Serial’ om en virkelig mordsag.
Som de fleste andre havde Funny or Die-komikerne luret, at Koenig næppe ville hive en kanin op af hatten i sidste sekund, og at vi ville forlade historien om det 15 år gamle mord på den 18-årige Hae Min Lee med uforrettet sag. Og spoof blev da også til spådom, da den måske/måske ikke uskyldigt dømte Adnan Sayed over en telefonlinje fra fængslet to et halvt minut inde i tolvte og sidste afsnit med et forbløffet grin i stemmen spørger Koenig, om hun så slet ikke har en slutning. Og hun svarer: »I mean. Do I have an ending…? Mhmmhm (desillusioneret suk, der er svært at gengive på skrift, red.)«.
Kort efter lovede hun, at hun nok skulle lande en slutning, og til ende kom podcasten da også – med en konklusion mere end en løsning: Koenig kan ikke rense Adnan Sayad fra mistanke, men ville ikke dømme ham på det foreliggende grundlag. Med andre ord – Adnan burde ikke have spildt sit liv bag tremmer, når beviserne er mindre skridsikre end en benløs kylling.
Vi vil sikkert aldrig få at vide, hvem der slog den uskyldige teenager brutalt ihjel en frostkold januardag i 1999. Så hvad står vi tilbage med, nu hvor Koenigs hype-monster har udlagt alle puslespilsbrikkerne uden at præsentere os for det fulde billede?
’Serial’ har været et revolutionerende stykke historiefortælling, fordi den har vundet nyt land for et format: Podcasten. Den tog det gennemarbejdet journalistiske ’This American Life’-koncept, forenede det med true crime-genren og spredte det ud over 12 binge-værdige afsnit i en perfekt slipstrøm fra tidens populære tv-serier. Sarah Koenig er en udsøgt fortæller med elegant sans for at dosere sin information, men det er ikke i sig selv unikt. Det er formateringen, der er et nybrud, i tillæg til ét afgørende fortællegreb: Følelsen af, at vi er en del af Koenigs opklaring, at hun researcher for åben mikrofon, at det hele sker nu, selvom det skete for 15 år siden.
Mistanker til højre og venstre
Det har givet en autenticitet og lytterinddragelse, som de formfuldendte journalistiske magasinhistorier, bøger og film, der har været ude i lignende ærinder, ikke kan hamle op med. Og netop det har været antændingsgnisten for den overvældende interesse, podcasten har genereret. Med mere end fem millioner downloads har ’Serial’ vokset sig større end sig selv. Den er blevet et fænomen og en af årets allermest omtalte kulturprodukter.
Modtagelsen har på mange måder mindet om den hype, fiktionsserier som ’True Detective’ er blevet genstand for, og i Slates metapodcast ’Spoiler Special’ (og mange andre steder) er den blevet diskuteret ud fra kriterier som fortælleteknik og karakterskildring. Man har kunnet købe ’Free Adnan’-t-shirts, og på Reddit har de særligt dedikerede vendt hver en sten og kastet mistanker til højre og venstre.
Det er, som om serien er blevet revet op med rode fra den virkelighed, den er vokset ud af. Det går godt i spænd med en trend, man har set i dokumentarfilmen i mange år: Grænserne mellem dokumentar og fiktion sammenblandes i erkendelse af, at den ene ikke nødvendigvis har større patent på sandheden end den anden. Fiktionsfilmen nasser på dokumentarfilmens autenticitet – dokumentarfilmen låner fra fiktionsfilmens evne til at skabe spænding.
I de seneste år har der dog også været utallige diskussioner om kunstens ret til at spinde fiktion på autentiske begivenheder. Mogens Glistrups familie farede i flint over skildringen af ham i ’Spies & Glistrup’, Nils Malmros blev kritiseret for sin selvbiografiske ’Sorg og glæde’, og så var der hele sagen med kunstneren Claus Beck-Nielsen, der blev sagsøgt for at have stjålet sin gamle makkers identitet i en roman.
Hvad hvis nu…
Forskellen er, at ’Serial’ fra start har dyrket whodunnit-præmissen som sin væsentligste raison d’etre. Den blev lanceret som en journalistisk udforskning af sandheden, ikke som en kunstnerisk fortolkning af virkelige begivenheder. Og derfor har showet da også tabt højde, efterhånden som det stod klart for både Koenig og lytteren, at hun ikke ville nå frem til et utvetydigt svar – at hun ikke ville lave en ’The Thin Blue Line’, Errol Morris’ mesterlige dokumentarfilm, der sensationelt frikendte en fejlagtigt morddømt.
Sagen om ’Serial’ bliver mere speget, hvis man laver et lille tankeeksperiment: Forestil dig, at Adnan Sayed om fem år tilstår, at han faktisk slog sin ekskæreste ihjel. At han i virkeligheden er en stjernepsykopat i Ted Bundy-klassen. Hvor vil det stille ’Serial’? Hvilket ansvar giver det Sarah Koenig for at have bragt en hel verden i tvivl – for at dykke uforfærdet ned i en sag, der stadig er lyslevende for Hae Min Lees familie, og for at bringe mistanke mod uskyldige mennesker som vores alle sammens yndlingsaversion, Jay?
Koenig vil stadig have sin pointe om, at dommen over Adnan blevet fældet på et lemfældigt grundlag uanset hvad. Og hun har stadig demonstreret, hvor subjektiv en proces domfældelse via jurysystemet er, og hvordan en retssag er en strid mellem to parter, der helst skal ende med en skyldig, ikke nødvendigvis den skyldige.
Men det er vigtigt at huske, at en gerningsmand slog Hae Min Lee ihjel. Der er en sandhed, uanset hvor mange postmoderne fiksfakserier man lægger ned over. Adnan er enten skyldig eller uskyldig: Ikke et billede på de store sandheders sammenbrud, ikke et symbol på retssystemets subjektivitet, ikke en metafor for menneskets kompleksitet og udviskningen af dualiteten mellem godt og ondt. Skyldig – eller uskyldig.
Selvom det lyder banalt, er det blevet halvvejs glemt i de seneste måneders fråden over Koenigs fortælling: ’Serial’ er ikke ’True Detective’. Det er ikke et stykke fiktion, hvor den åbne slutning maner til eftertanke, fordi den er konciperet af en visionær kunstner. Serien er et moralsk tvetydigt sammenstød med liv og død, netop fordi Koenig startede showet, før hun kendte slutningen. Der har været red herrings og dead ends som i enhver god krimi, men forskellen er, at Koenig derved også har placeret alvorlige mistanker, som senere har vist sig at være ubegrundede. En lidt lemfældig leg med virkelige menneskers liv, som kunne have været undgået, hvis researchen havde været afsluttet, før resultatet gik i luften.
Så realtime-oplevelsen har været hendes genistreg, men i sidste ende også hendes banemand. Og derfor leverer ’Serial’ ikke bare inspiration til alverdens historiefortællere med sit opsigtsvækkende format. Den maner også til eftertænksomhed for andre, der overvejer at brygge dragende spekulationsfortællinger på virkelige begivenheder: Der er ægte liv bag ordene. Det er rigtige skæbner, der jongleres med.
Så mens man savlende erklærer, at ’Serial’ har været great fun, kommer sidste afsnit også med en snert af bitter bismag i mundvigen.
Læs også: Lyt til seneste udgave af filmpodcasten Soundvenue Filmcast