Se det stjernespækkede cast til ’Suicide Squad’

Se det stjernespækkede cast til ’Suicide Squad’

’Suicide Squad’ er en tegneserie fra DC Comics, der ikke er så kendt i den brede offentlighed, og slet ikke i Danmark. Det samme kunne man dog have sagt om Marvels ’Guardians of the Galaxy’, og den gik hen og blev en af sommerens største hits, hvorfor det er helt forståeligt, når Warner Bros. med ’Suicide Squad’ hiver de helt store kanoner frem i kampen mod Disney og Marvel.

Således er superstjernerne Will Smith, Tom Hardy og Jared Leto blevet castet i hovedrollerne. Også Margot Robbie (’The Wolf of Wall Street’), Jai Courtney (’Divergent’) og modellen Cara Delevingne (’Anna Karenina’) ses i centrale roller. I ’Suicide Squad’ samles en gruppe superskurke om at udføre svære missioner for den amerikanske regering for dermed at få nedsat deres fængselsstraffe.

Smith skal spille gruppens leder Deadshot, en fjende af Batman fra tegneserieuniverset, mens Hardy ses som Rick Flag, og Leto indtager den ikoniske rolle som Jokeren. Margot Robbie spiller Harley Quinn, Courtney skal være Boomerang, og Delevingne inkarnerer Enchantress. Endelig håber Warner Bros. efter sigende at få Oprah Winfrey signet til rollen som skurken Amanda Waller.

Filmen skal instrueres af ’Fury’-aktuelle David Ayer og har forventet dansk premiere den 4. august 2016.

Læs også: Eksplosiv ‘Mad Max: Fury Road’ trailer med Tom Hardy

Læs også: Jimmy Fallon og Jared Leto finder spirituel fred