’Blackhat’
I årevis betragtede mange filmfans, inklusive mig, premieren på en ny Michael Mann-film som lidt af en event.
Siden midt-90’erne har den amerikanske instruktør skænket os bundsolide nyklassikere som ’Heat’, ’The Insider’ og ’Collateral’, hvor han med sikker hånd formåede at skabe ikke blot neglebidende spænding og mesterlig scenografi som taget ud af et Edward Hopper-maleri, men også coachede absolutte toppræstationer ud af etablerede superstjerner som Robert De Niro, Russel Crowe og Tom Cruise.
En smutter hist og her har der naturligvis også sneget sig ind på cv’et (’Miami Vice’, ’Ali’), men disse fodfejl har ikke for alvor kradset i Manns ry. Før nu.
I ’Blackhat’ kaster Michael Mann sig over avanceret onlinekriminalitet, med australske Chris Hemsworth i centrum som superhackeren Nicholas Hathaway. På papiret en hæderlig idé, gjort utilsigtet højaktuel efter Sony-hackingskandalen. Og selv om People Magazines nykronede sexiest man alive, Adonis’en Hemsworth ikke umiddelbart ligner en typisk hacker med chips i skødet og gule tænder, demonstrerede han ikke desto mindre i den glimrende ’Rush’, at han med lidt god vilje kan andet og mere end at svinge hammer og surfermanke som tordengud for Marvel.
Det skal ’Blackhat’ imidlertid nok sørge for, at det brede publikum snart har glemt igen.
Hathaway hives ud af fængslet for at hjælpe FBI og den kinesiske efterretningstjeneste med at lokalisere en særligt effen ’blackhat’-hacker, som både kan få atomreaktorer i Kina til at smelte sammen og spille det amerikanske børsmarked milliondyre pus. Hvorfor denne ansigtsløse fjende pludselig rejser sin virtuelle fuck-finger som en muhaha!-værdig Dr. Evil, forbliver dog håbløst uklart i Manns film, hvis overflod af Bond-klicheer, ringe billedkvalitet og gabende plothuller snarere minder om en humørforladt udgave af ’Austin Powers: The Spy Who Shagged Me’ end en efterkommer af ’Heat’.
På de godes hold møder vi Hathaways tidligere kinesiske studiekammerat og programmør Chen (Leehom Wang) og – af uransagelige årsager andre end at tilføje filmen en kvalm romance – Chens søster: ’Computereksperten’ Lien (Wei Tang) med licens til at italesætte det dræbende åbenlyse. Den vilde cyber-jagt går fra L.A. til Hong Kong og videre til Jakarta, mens Michael Mann storlefler for det kinesiske marked, og kuglerne flyver om Hemsworths veltrænede fysik (jo tak, der er frit udsyn via den hyppigt åbenstående skjorte).
Vor ’superintelligente’ helt spyer på bedste Stallone-vis om sig med tåkrummende citater a la »we’ve been looking through the looking glass the wrong way!«, alt imens Chen med stor alvor konstaterer: »I’ve never seen her so happy« om sin kronisk usmilende søster, efter at denne uden skyggen af indlevelse har tilbedt Hathaway i rundt regnet 24 timer og et knald.
Det kan næsten ikke blive værre, lige indtil Hathaway ifører sig et par solbriller for at kunne spankulere ubemærket forbi vagterne i en svært bevogtet international lufthavn. Hvis Superman kendte til dét trick, behøvede han ikke sin telefonboks.
Forhåbentlig bliver dette ikke det endelige, ærgerlige punktum for Michael Manns løbebane som mesterinstruktør. Men sort ser det dælme ud.
Kort sagt:
Der er uendelig langt fra Michael Manns mesterværker ’Heat’ og ’The Insider’ til denne ligegyldige cyber-thriller med Chris Hemsworth som blond lækkerhacker, hvis svulmende brystkasse og evner i koldblodig nærkamp langt overstråler hans flair for kodebrydning og verbal kommunikation.