5. ’Miami Vice’, 2006
Jeg kunne have valgt mange andre film til det yderste mandat på denne liste, og mange vil sikkert opponere mod Manns filmudgave af ’Miami Vice’. Man kunne også sagtens have valgt ’Den Sidste Mohikaner’ fra 1992, der har en fremragende Daniel Day Lewis i hovedrollen, eller hans fængselsfilm ’The Jericho Mile’ fra 1979, der er et godt eksempel på de russiske stumfilminstruktører og deres montageteoris indflydelse på Manns æstetik.
Men storbyen, hvor forbrydere og betjente kæmper en uendelig kamp med livet og hinanden, er og bliver Manns hjemmebane, og i ’Miami Vice’ folder han sig virkelig ud. Bevares, næsten samtlige karakterer er på den ene eller den anden måde en kliche, men i klicheen ligger der som bekendt også altid en sandhed. Og temaerne om menneskelivets grundlæggende ensomhed, livet som en stakket frist, sættes her på spidsen, da indlysende omstændigheder gør kærligheden mellem Gong Lis narkodronning og Colin Farrells undercoverbetjent umulig.
Filmen er, indrømmet, for meget af det gode med dens go-fast boats, mojitos, lækre biler og lækre mennesker. Men det ellers så glatte ’Miami Vice’-look får også tilføjet lidt tiltrængt autenticitet. Michael Mann insisterer på at optage on location i Miami og i den sydamerikanske slum. Og det giver filmen lidt tiltrængt skidt under neglene. Og så er den sgu da også bare en lækker tragedie.
4. ’Manhunter’, 1986
Thomas Harris’ bøger om dr. Hannibal Lecter er blevet filmatiseret et utal af gange. ’Red Dragon’, historien om FBI-agenten Will Graham, der besidder en uhyggelig og, for ham selv, farlig empati, en evne til at se verden gennem seriemorderens øjne, dannede seneste grundlag for tv-serien ’Hannibal’, hvor en valbyengelsk Mads Mikkelsen spiller den kannibalistiske elegantier og renæssancemenneske.
Den rolle tilhører dog, hvis den tilhører nogen, Anthony Hopkins, som gjorde Lecter udødelig i ’Ondskabens øjne’ og den seneste filmatisering af ’Red Dragon’, men faktisk kom figuren første gang til live på lærredet i Michael Manns ’Manhunter’, der blev til i tiden omkring ’Miami Vice’.
Brian Cox er måske en anelse for cockney-grov i filten til rollen som Hannibal Lecter, men til gengæld er William Petersen (Grissom i ’C.S.I.’) god som den traumatiserede agent, der bliver hevet tilbage i tjenesten i denne første filmatisering af ‘Red Dragon’. Han spiller rollen afmålt, low key, i modsætning til tv-seriens Hugh Dancy, der vrider og vender sig, så vi både forstår og fatter det. Filmens ubetingede stjerne er dog æstetikken.
Sammen med fotografen, Dante Spinotti, der blandt andre også skød ’Heat’ og ’The Insider’, fremmaner Mann et foruroligende univers, et mareridt af skæve beskæringer – der er ikke én lige linje i ’Manhunter’ – og dyster, ekspressiv farvelægning. Og i små poetiske pauser med Will Graham og konen i deres hjem på kanten af Stillehavet kan vi se kimen blive lagt til de beslægtede billeder i ’Heat’. Det var her, de fandt den dybe, romantiske blå farve, som lige siden har været et tema i Manns film.
’Manhunter’ er langt fra nogen perfekt film. Brugen af kendte musiknumre er nok Manns akilleshæl, fordi de ofte placerer filmene lidt for bastant i tiden. I en montage af klip poserer The Toothfairy i morderisk uniform, mens Will Graham spekulerer over tilværelsen tilsat The Prime Movers 80’er-patetiske ’Strong As I Am’ – og det spærrer for evigt ’Manhunter’ inde i 1980’erne.
3. ’Collateral’, 2004
Efter i 2002 at have portrætteret et amerikansk ikon i ’Ali’ – om Muhammed Ali – vendte Michael Mann tilbage til amerikansk tv, hvor han for alvor startede karrieren som manuskriptforfatter på serier som ’Starsky and Hutch’ og ,ikke at forglemme, ’Miami Vice’, der nok er hovedårsagen til, at mange anser den i dag 71-årige auteur for at være stil uden indhold.
’Robbery Homicide Division’, som Mann var executive producer på, blev taget af plakaten efter bare 10 afsnit på grund af skuffende seertal, men fik alligevel stor betydning for Manns æstetik. For serien blev optaget på digital video i ’high definition’, som Mann adopterede og anvendte i sin næste spillefilm, ’Collateral’, som er et visuelt mesterværk.
Vi er (som sædvanligt) i L.A., hvor risikosamfundet langer ud efter Manns atypiske hovedkarakter Max, som i tolv år har arbejdet midlertidigt som taxachauffør for at indfri drømmen om en limousineservice og en stillehavsø, da Tom Cruises lejemorder, Vincent, sætter sig ind i hans taxa. Mann er på hjemmebane her, hvor skæbner krydser hinanden og kolliderer på en rejse til nattens ende i L.A., hvor Vincent skal likvidere seks vidner, inden solen står op. Den ansigtsløse storby føles kvælende, fremmedgørende og dystopisk, og den eksistentielle ensomhed kryber under huden, mens Chris Cornell crooner rustent på lydsiden, og en ensom ulv krydser asfalten.
Det super lysfølsomme digitale video giver natten, de ensomme glasmonolitter, de mennesketomme boulevarder, trafiklysene og de grelle gadelamper en stoflighed, der gør scenerne fotorealistisk abstrakte, tiden synes for længst at være løbet ud for denne verden. Og filmen slutter, ikke med en happy end, nok nærmere et perfekt sørgmodigt punktum.
2. ’The Insider’, 1999
Al Pacino har hovedrollen i Manns dramadokumentariske film som den überprofessionelle tv-producer på det hævdvundne, amerikanske nyhedsmagain ’60 Minutes’. Han vil gå gennem ild og vand for den gode historie og svigter aldrig sine kilder. Og Russel Crowe leverer karrierens måske bedste præstation som den iltre, idealistiske whistleblower Jeffrey Wigand, som tappert går på tv for at fortælle sandheden om tobaksindustrien og ’The Seven Dwarfs of Big Tobacco’.
’The Insider’ er måske nok Manns stilistisk mest nedtonede film, men til gengæld fortæller han historien om den lille mand mod systemet, så det gør ondt, og man mærker alle de uforudsete, smertelige konsekvenser ved at trække tæppet væk under magthaverne, der stadig har magt til at ødelægge dig.
For når virkeligheden rammer, falder alle principper til jorden, og journalisten kan for første gang ikke holder sit ord, fanget som han er mellem forpligtigelsen over for sine chefer på CBS og sin kilde, seertal og integritet. Portrættet af nyhedsredaktionen er spot on og slår med flere længder ’The Newsroom’s vattede ditto. Og Al Pacino spiller empatisk uden at overforbruge sine diabolske signaturudbrud.
’The Insider’ er Manns hidtil eneste oscarnominerede film, hvilket siger mere om Oscar end om Mann. Det er da også en rigtig oscarfilm – en autentisk historie med ægte human interest. Men det er måske også den af instruktørens film, hvor man tydeligst mærker – i hvert fald på manuskriptplan – virkeligheden, som Mann har været grundigt optaget af, siden han forlod filmskolen i London i 1967, hvor han havde søgt tilflugt fra de mere kommercielt orienterede, amerikanske filmskoler og dimitterede som del af en gylden årgang bestående af blandt andre Mike Leigh og Ridley Scott.
1. ’Heat’, 1995
»Engang var der en fyr, der sagde til mig: ’Knyt dig aldrig til noget, du ikke er villig til at skride fra inden for 30 sekunder, hvis du mærker the heat henne om hjørnet’«, siger Robert DeNiros überprofessionelle bankrøver til Al Pacinos strisser, en arbejdsnarkoman med rod i parforholdet og selvmordstruet papdatter, i nøglescenen på en natlig diner i Michael Manns hovedværk, mesterværket ’Heat’.
Scenen indkapsler en genkommende tematik hos krimiauteuren, den søgende mand, der tror han har kontrol over situationen – lige indtil virkeligheden overrumpler ham, lige ind til følelserne kommer på tværs. For den kynisk-rationelle leveregel holder selvfølgelig ikke stik, da kærligheden uventet banker på i natten, oplyst af byens neon – Los Angeles breder sig ud under de elskende som et hav af selvlysende vandmænd i drømmenes Fiji.
Sådan er det i Manns maskuline filmunivers: Mænd, der arbejder professionelt og kontrolleret for at indfri drømmen om at nå til et andet, bedre sted. Tragedien er, at de aldrig når dertil. Som en eksistentiel lignelse er ’Heat’ uovertruffen, og det er den ikke mindst i kraft af instruktørens sømløse æstetik. Scenerne i DeNiros spartanske villa med de store panoramavinduer med udsigt over Stillehavet, som understreger personernes grundlæggende afmagt, deres ubetydelighed sat op imod den blå uendelighed, er melankoli af fineste aftapning.
Men ’Heat’, som bygger videre på Manns tv-film fra 1989, ’L.A. Takedown’, er også filmen, hvor han eksekverer actionscener så effektivt stilsikkert, at den franske krimimester, Jean-Pierre Melville – kongen af trenchcoats og fedorahatte – må rotere i sin grav af bar misundelse. Det over ti minutter lange shoot out mellem politi og røvere ved højlys dag i downtown L.A. er legendarisk. Det samme er åbningsscenen, hvor et gennemkoreograferet røveri af en pengetransport uden tvivl har inspireret Christopher Nolan, som i ’The Dark Knight’ forsøgte at gøre ham kunsten efter.
Læs også: Anmeldelse af ‘Blackhat’
Læs også: David Fincher – hans ni film fra værst til bedst