On demand: Det skal du streame i februar

Fortsættelsen til ’Breaking Bad’, Keanu Reeves på hævntogt og Lars Mikkelsen over for Kevin Spacey. Der er store oplevelser i vente på streamingtjenesterne i februar.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. ’Better Call Saul’

Det er et modigt valg, at Vince Gilligan ikke bare lader sin ’Breaking Bad’ stå alene som det mesterværk, den må anses som. Men man må formode, at Gilligan er så forelsket i sine karakterer, at han ikke er klar til at lægge dem i skuffen – uanset hvor megen skepsis han måtte mødes med.

I ’Better Call Saul’ opgraderes Bob Odenkirks gavtyv af en advokat, Saul Goodman, fra comic relief til altoverskyggende omdrejningspunkt i en prequel seks år inden mødet med Walter White. Det var nærliggende at forestille sig, at spin-off-serien ville reducere dramatikken til fordel for en lettere, komisk tone, men Gilligan fortsætter i samme åre som ’Breaking Bad’ i skildringen af et hårdtpumpet, maskulint univers.

Sammenligninger med forgængeren er uundgåelige, men måske vi blot skulle glæde os over gensynet med Albuquerques kulørte, kriminelle underverden. Det er trods alt svært at forestille sig, at spin-off-serien vil tage brodden af ’Breaking Bad’ med tilbagevirkende kraft.

Kan ses på Netflix fra 9. februar.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. ’Bosch’

Amazon har lagt sig i førerfeltet på tv-serie-området takket være Golden Globe-vinderen ’Transparent’ og den vidunderligt løsslupne ’Mozart in the Jungle’. Mens dybt originale præmisser ligger til grund for disse halvtimes-serier, betræder den timelange politiserie ’Bosch’ velkendt territorium i fortællingen om en detektiv i kamp mod både ydre og indre fjender. De første smugkig på serien lover dog alt andet end et CSI-rip off.

Harry Bosch – inkarneret af altid fremragende Titus Welliver – indleder serien på anklagebænken, efter han skød og dræbte en seriemorder uden tilstrækkeligt belæg. Den overilede voldseksplosion må ses i lyset af mordet på hans egen mor i en tidlig alder, en hændelse, som han aldrig har formået at ryste af sig. ’Bosch’ står og falder med portrættet af detektivens indre konflikt: Kan serien levere et skarpt indblik i hans skrantende psyke uden at forfalde til forsimplende kausalitet?

Vi tror og håber på endnu et hit fra Amazon.

Kan ses på HBO Nordic fra 14. februar.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. ’Louis C.K. Live at the Comedy Store’

Louis C.K. er et kvalificeret bud på planetens sjoveste mand netop nu, illustreret af hans hylende morsomme og konstant selvudleverende tv-serie ’Louie’. Nu er den rødmossede komiker klar med et nyt stand-up show, ’Louis C.K. Live at the Comedy Store’, som kan købes for blot fem dollar via C.K.’s eget website.

Valget af venue er ikke tilfældigt: Af alle de steder, komikeren har leveret auditions, var The Comedy Store det eneste, der aldrig gav ham chancen – vel at mærke inden han havde vokset sig for stor til auditions.

Det er netop følelsen af at være på udebane, af ikke at vide, om den næste joke tager kegler, der ligger til grund for Louis C.K.’s comedy special. Hans nye show kredser om velkendte C.K.-tematikker som døden, forælderrollen og vaginaer – og det er som altid helt uimodståeligt.

Kan ses på Louis C.K.’s eget website nu.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. ’House of Cards’ sæson 3

Twistet i anden sæsons afslutning var en effektiv cliffhanger, men det ændrede samtidig seriens dynamik: Hvor Frank Underwood tidligere angreb sine konkurrenter i bestræbelsen på at kravle op ad magtens rangstige, tvinges han nu i defensiven i forsvaret af det ovale kontor.

Som en positiv overraskelse for danske seere afslørede traileren til tredje sæson Lars Mikkelsen i en bærende rolle. Den danske skuespiller har ikke ligefrem været rundhåndet med oplysninger omkring rollen, men et kvalificeret bud er, at han spiller en østeuropæisk statsleder – måske en reference til Putin? – der går head to head med Spaceys amerikanske præsident. I traileren ser vi ham blandt andet gå temmelig heftigt til Underwoods kone, Claire.

Et af de store spørgsmål i tredje sæson bliver, om serien fortsat evner at benytte bruddet af den fjerde væg (den direkte henvendelse til kameraet) som et potent virkemiddel, eller om vores forhold til Underwood langsomt udvandes. Den politiske satires resonans ligger netop i denne særlige alliance, hvor vores malplacerede sympati tvinger os til at reflektere over såvel egen moral som demokratiets brister.

Kan ses på Netflix fra 27. februar.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. ’The Wolf of Wall Street’

Martin Scorseses hyperaktive Wall Street-film følger for så vidt den klassiske biopics forskrifter i portrættet af den amerikanske drøm – eller mareridt, om man vil: Leonardo DiCaprios korrupte aktiehandler benytter sit solide sælgergen til at etablere sig i samfundets elite med modelkæreste, liebhaverbolig og et bundløst lager af coke. Som bekendt kan lykken dog sjældent måles i størrelsen på ens yacht, og snart fortæres Wall Street-hajen af neokapitalismens moralske fordærv.

’The Wolf of Wall Street’ skiller sig dog alligevel ud med sit syrede og hvileløse univers. I løbet af den tre timer lange spilletid er vi blandt andet vidner til dværgkast, dårlige trip og Jonah Hills ædlere dele.

Scorsese benytter hele sit arsenal af filmtekniske tricks i en ekstremt – og bevidst – rodet film, der motiveret af finanskrisetiderne udstiller kapitalismens umættelige grådighed. ’The Wolf of Wall Street’ er et stykke fra mesterens bedste film, men de tre timer flyver ikke desto mindre forbi i en pærevælling af sex, stoffer og korruption.

Kan ses på Viaplay fra 4. februar.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. ’The Jinx’

Historien om Robert Durst er slet og ret utrolig. Og utroligt skræmmende.

Durst var blandt de mistænkte, da hans kone forsvandt i 1982, men beviserne udeblev. Da retssagen blev genåbnet næsten to årtier efter, blev et af vidnerne i sagen brutalt myrdet. Og kort efter blev Dursts nabo fundet parteret i en bugt.

Alle pile peger i Dursts retning, men han er aldrig blevet dømt for nogen af mordene. I HBO’s dokumentarserie ’The Jinx’ dykker filmmageren Andrew Jarecki (’Capturing the Friedmans’) ned i de betændte mordsager og forsøger at bestemme Dursts skyld – ikke ulig true crime-podcasten ’Serial’, der blev efterårets mest diskuterede kulturprodukt.

Kan ses på HBO Nordic fra 9. februar.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. ‘Last Week Tonight with John Oliver’ sæson 2

John Oliver fik et gennembrud, da han vikarierede i værtsrollen på ‘The Daily Show’, mens Jon Stewart optog sin spillefilm, ‘Rosewater’. Selv om tilværelsen ikke er den samme uden en daglig dosis Stewart, gjorde den britiske komiker showet til sit eget i vikarperioden, hvor han markerede sig som en ærlig og skarp satiriker.

Hans midlertidige virke som ’Daily Show’-vært var en så massiv succes, at det kun var naturligt, at HBO tre måneder efter Stewarts tilbagekomst tilbød Oliver sit eget show.

I ånden fra ’The Daily Show’ stiller John Oliver i ’Last Week Tonight’ skarpt på aktuelle emner og revser magtfulde skikkelser i grænselandet mellem alvor og komik. Oliver skilte sig ud fra Stewart og Colbert ved at gå i dybden i gennemresearchede, kvarter lange indslag, og især var hans maltraktering af den evigt korrupte fodboldorganisation FIFA et uforglemmeligt højdepunkt. 8. februar er HBO klar med anden sæson, som Oliver med vanlig ironisk distance har beskrevet som »basically more of the same«. Det er alt, vi ønsker os!

Kan ses på HBO Nordic fra 10. februar.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. ’Two Faces of January’

Et sandt dream team står bag thrilleren ’Two Faces of January’. Filmen er skrevet og instrueret af manuskriptforfatteren bag ‘Drive’, Hossein Amini, ’The Talented Mr. Ripley’-forfatter Patricia Highsmith står for romanforlægget, mens Kirsten Dunst, Oscar Isaac og halvdanske Viggo Mortensen huserer på rollelisten.

Isaacs turistguide fanges i et farligt spil, da han hjælper Mortensens svindler med at skjule et lig – og i øvrigt forelsker sig i hans kone. Således er grunden lagt til en paranoid thriller i stil med tidligere Highsmith-filmatiseringer, fyldt med paranoia og Hitchcock’sk suspense.

Trods positive anmeldelser fik ’Two Faces of January’ ikke biografpremiere i Danmark, men den kan opleves på amerikansk Netflix fra 12. februar.

Kan ses på amerikansk Netflix fra 12. februar.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. ’The Overnighters’

’The Overnighters’, der blev vist på årets CPH:DOX-festival, er et uudsletteligt indblik i recessionens ofre, et ekko af John Steinbecks nedslående Great Depression-portrætter.

Da der bliver fundet olie i en lille by nær North Dakota, strømmer hobevis af arbejdsløse til i håbet om at tjene til dagen og vejen. De mødes med væmmelse af lokalbefolkningen, men præsten Jay Reinke beslutter sig for at give dem husly i sin kirke – selv om rygterne vil vide, at der er sexforbrydere iblandt tilflytterne. Langsomt optrevler filmskaberen Jesse Moss de mørke hemmeligheder bag det nyligt oprettede bofællesskab, idet han nedbryder Reinkes altruistiske facade og sætter spørgsmålstegn ved hans motiver.

’The Overnighters’ er en højaktuel skildring af fattigdommens altopslidende væsen og samtidig en medrivende thriller fyldt med dystre hemmeligheder og især ét overrumplende twist mod slutningen. Dokumentaren vandt en pris på sidste års Sundance-festival.

Kan ses på amerikansk Netflix fra 17. februar.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

10. ’John Wick’

Det kroniske stenansigt Keanu Reeves drager på hævntogt i en film, der egentlig ikke burde fungere som andet end en klodset parodi på sig selv. Men ’John Wick’s kompromisløse kitsch udmønter sig i sidste ende i lidt af en drøm for drengerøve.

Havde John Woo ikke eksisteret, ville ’John Wick’ utvivlsomt have sat rekord for antal affyrede skudsalver i en film. De brugte patroner er endda motiveret på bedst tænkelig vis: En flok lømler dræber Keanu Reeves’ urimeligt nuttede hundehvalp i filmens indledning, og herfra er der intet andet end kontant afregning i sigte. Man hujer og hepper på iskolde Keanu, mens han slagter sagesløse bad guys, og selv om han fortsat ikke kan levere en troværdig replik, om så det gjaldt livet, fungerer han upåklageligt i filmens titelrolle – netop, fordi vi er helt ude på overdrevet.

Kan ses på Blockbuster fra 26. februar.

Lyt til Soundvenue Filmcast: Har en syg høne lagt ‘Mænd og høns’? Lever ‘Better Call Saul’ op til ‘Breaking Bad’?

Læs også: Det skal du se i biografen i februar

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af