’Sange fra en sigøjner’
Allerede ved fødslen blev det spået, at sigøjnerpoeten Bronislawa Wajs (bedre kendt som ‘Papusza’) var noget særligt: At hun enten ville bringe stor stolthed eller stor skam til sit folk.
Men ingen kunne have forudset – end ikke i en krystalkugle – præcis, hvor ubærligt tragisk hendes liv skulle ende.
Med ‘Sange fra en sigøjner’ åbner det ansete polske instruktørpar Joanna Kos-Krauze og (nyligt afdøde) Krzysztof Krauze ikke blot vores øjne for et fascinerende stykke livshistorie – de giver også et sjældent indblik i en stolt, men indesluttet Roma-kultur, hvis rødder konstant rives op af hadefulde udefrakommende (nazister og siden kommunister), der tvinger sigøjnerne til konstant at være i bevægelse, da tørst tvinger ørkenens nomader til at vandre.
Papuszas raskt nedadgående spiral af en undertrykt tilværelse begynder, da hun som ganske ung beslutter sig for at lære at læse og skrive – dét skulle hun aldrig have gjort! For som en vis, hvid kvinde belærer Papusza (efter hun er kommet sig over det chok, det var at se en sigøjner med en bog i hånden), så har kloge kvinder det svært. Den eneste, der sætter pris på Papuszas intellekt, er den flotte ’gadjo’ (ikke-sigøjner) Jerzy Ficowski – en digter fra Warszawa på flugt fra politiet, som slår sig ned blandt Papuszas ‘klan’, der ledes af hendes onkel og husbond Dionizy Wajs.
En aften hører Jerzy Papusza lulle sin søn i søvn med smukke, poetiske vers, og da det går op for ham, at hun ikke reciterer, men tager rimene direkte fra fantasien, begynder han at skrive dem ned og overtaler hende til at blive ved med at sende ham sine digte, selv efter han er vendt hjem.
Jerzy oversætter og trykker nogle af Papuszas lyriske vers i avisen og udgiver samtidig sin egen bog ‘Polske sigøjnere’ – et etnografisk værk, der kortlægger romaernes levevis, særlige skikke og moralske kodeks.
Men frem for at føle stolthed over Papuszas stærke stemme og taknemmelighed over for Jerzys forsøg på at gøre verden opmærksom på deres trange levevilkår føler sigøjnerne sig udleverede, og de vælger at udstøde Papusza endegyldigt fra deres klan.
Herfra udvikler det polske publikumshit sig til lidt af et selvhøjtideligt pity party, der svælger i de svig og uretfærdigheder, der bogstaveligt talt drev den ufrivilligt talentfulde digterinde til vanvid.
Og trods Krauze-parrets slåen-på-tromme for vigtigheden af at bringe Papuszas skæbne frem i lyset og deres beundringsværdige indsats for at genskabe fortiden ned til mindste detalje, så
bliver Papusza-karakteren altså aldrig rigtig nærværende, historien aldrig rigtig levende og poesien ikke for alvor genlydende.
‘Sange fra en sigøjner’ skal først og fremmest ses for Krzysztof Ptak and Wojciech Starons udsøgte fotografering og uforglemmelige indstillinger, der tangerer den rekord, som landsfællen Lukasz Zal satte for smukke billedkompositioner med ‘Ida’.
Kort sagt:
‘Sange fra en sigøjner’ er et etnografisk digt fortalt i fantasmagoriske sort/hvid-indstillinger, der åbenbarer smukke tableauer af slanke birketræer, der spejler sig i blanke søer. Men lige så pæn Roma-krøniken er at se på, ligeså frustrerende underudforsket er digterinden i dens centrum.