’Seventh Son’
’Seventh Son’ er hverken Scorsese-epos eller Dardenne-drama. Så meget burde stå klart for enhver biografgænger med øjne i hovedet. Og hvorfor skulle instruktør Sergei Bodrovs fantasyfarvelade også være det? Som ramasjangfyldt eventyr med et par solide Oscar-skuespillere i front så ’Seventh Son’ på papiret ud til at blive lige så fuld af harmløse spilopper som et Scat-katte-party. Og dermed både 3D-gebyr og popcornspengene værd.
Men skønt kombinationen af Jeff Bridges, Julianne Moore og en hulens masse monstre synes tillokkende, ringede alarmklokkerne allerede sidste vinter, da ’Seventh Son’s premiere blev udskudt et fuldt kalenderår. Herefter dukkede en rodebutik af en trailer op, bugnende af kluntet CGI og træge one-lines (»the world of man shall fall!«). Og også det færdige produkt skuffer fælt.
’Seventh Son’ er baseret på første bind i forfatter Joseph Delaneys bogserie ’Heksejægeren’, der indtil videre tæller 11 bøger. I Bodrovs filmatisering møder vi den aldrende heksejæger Master Gregory (Jeff Bridges), en såkaldt ’spook’, som i filmens første minutter mister endnu en lærling (Kit Harington) til heksen Malvins (Julianne Moore) onde kræfter. Gregory opsøger derfor den unge Tom (lugtesalts-smukke Ben Barnes), der som den syvende søn af en syvende søn er født til at blive spook-lærling.
Tom viser sig (bogstavelig talt) at være af en noget anden støbning end Gregorys forhenværende yndlinge, og sammen begiver duoen sig ud for at gøre en ende på Malvin. Undervejs møder de både aparte udseende venner og drabelige fjender, og Tom forelsker sig sågar i den bedårende heksedatter Alice (Alicia Vikander). Men kan man stole på en heks? Gregory siger nej. »Fucking witches«, mumler Jeff Bridges karakter således i et af filmens få lysere øjeblikke.
’Seventh Son’ foregår i et unavngivet eventyrland, der udgør et sandt fattigmandsloppemarked af overskydende skrammel fra de langt overlegne universer i ’Ringenes herre’ og ’Harry Potter’. Siden disse to filmserier satte barren for gotisk filmfantasy i det 21. århundrede, har ingen andre livtag med genren nået dem til en hobbits behårede ankel. Heller ikke ’Seventh Son’, der beviser, at antallet af fantastiske kræfter på settet ikke automatisk er lig med en ditto fantastisk film.
Enkelte småfjollede middelalderfantasyfilm har transcenderet fra crap til kitchede kultperler. Som ’The Princess Bride’ og ’Ladyhawk’. Men dén klub kan ’Seventh Son’ ikke indlemmes i. Dertil mangler filmen både rytme og charme. Mest skuffende er trækplastret Jeff Bridges, hvis overspil fremstiller Gregory som et miks af The Dude fra ’The Big Lebowski’ og en alkoholisk Gandalf. Det er ment i sjov, men resultatet er åndssvagt.
Kort sagt:
Selv for en fantasyfan synes ’Seventh Son’ at slæbe sig tungt igennem sit kludetæppe-univers af uoriginale ideer, vejet ned af både skingert overspil (Jeff Bridges!) og klodset brug af svulstig CGI, der i hænderne på en bedre instruktør kunne have forsvaret billettens 3D-gebyr.