Trailer: Se den mørke trailer til Amazons nye politiserie

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hovedforfatter: Michael Connelly. Medvirkende: Titus Welliver, Mark Derwin, Jamie Hector, Annie Wersching. Premiere: Kan ses på HBO Nordic fra 14. februar.

Tre trailer-tanker:

1. I disse dage falder tankerne ikke på online-bogsalg, når Amazon nævnes. På området for tv-serier er selskabet nemlig ved at etablere sig blandt de helt store spillere, understreget af Golden Globe-komitéens hyldest af deres sublime dramedy ’Transparent’ i søndags. I denne uge kunne tv-selskabet annoncere, at de havde sikret sig ingen ringere end Woody Allen som forfatter og instruktør på en spritny serie – den første i mesterens karriere – og nu er de klar med den officielle trailer til næste skud på stammen, politiserien ‘Bosch’.

2. Med sin forankring i den fortærskede politigenre vil serien nok mødes med en del skepsis, men ud fra traileren ligner den trods alt ikke en ny ‘CSI’. Serien følger detektiven Harry Bosch, hvis mor blev myrdet, da han var dreng, og som nu selv er under forhør for at have skudt og dræbt en formodet seriemorder. Titelrollen spilles af altid suveræne Titus Welliver, der har solid serieerfaring med optrædener i blandt andet ’Deadwood’, ’Sons of Anarchy’, ‘Lost’ og ’The Good Wife’.

3. Serien står og falder i høj grad med skabernes håndtering af Boschs tragiske baghistorie. Med tanke på detektivens radikale brud på politiproceduren er det naturligt, at moderens død har formet ham som menneske, men omvendt er det let at forfalde til firkantede påstande om årsag og virkning. Traileren er lovende i den henseende, idet den kun kortvarigt ekspliciterer de indre dæmoner: »Don’t you know the thin line to madness?« lyder det på soundtracket, mens Bosch beskuer sit spejlbillede med febrilske øjne.

Læs også: Trailer – ‘Breaking Bad’ og ‘House’-skaber slår pjalterne sammen

Læs også: Woody Allen skriver og instruerer tv-serie for Amazon

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af