‘House of Cards’ sæson 3

‘House of Cards’ sæson 3
Foto: David Giesbrecht
4 6
Tv-serie
Hovedforfatter

Beau Willimon

Medvirkende

Kevin Spacey, Robin Wright, Lars Mikkelsen, Elizabeth Marvel, Marhershala Ali, Derek Cecil

Premiere

Den 27. februar på Netflix

Stream serien:

Se ''House of Cards' sæson 3' hos Blockbuster

Da vi sidst slap eminente Kevin Spaceys Francis Underwood, bankede han knytnæven i præsidentskrivebordet i Det Ovale Kontor og stirrede med et koldt triumferende blik direkte ind i kameraet. På os, det frankofile heppekor af medsammensvorne. Vor antihelt og hustruen/forretningspartneren Claire (Robin Wright) erobrede i frygtindgydende parløb tronen som planlagt og fik med et skvæt psykisk terror afsat den slappe præsident Walker fra embedet som verdens mest magtfulde mand.

Det stiller imidlertid nu duoen over for deres livs udfordring såvel som – paradoksalt – sæson tres største dramaturgiske akilleshæl: Magten skal ikke længere vindes, den skal forsvares. Og dén præmis får korthuset til at knage.

Franks vej til Washingtons tinder har været drevet af den charmerende snogs intrigante politiske spil og udsøgte manipulerende evner, der med nådesløs præcision har fældet fjender og ofret venner på ambitionernes skafot én for én, ledsaget af frydefuldt sarkastiske bemærkninger til seerne.

Vi lever i en serietid, hvor vi ofte hellere udviser gnæggende sympati med djævlen end hujer af blåøjede heltetyper. Verden omkring os er gået fra småt brændbar til rygende krudttønde, og midt i vores zigzagløb mellem den politiske korrektheds minefelter, føles det ekstra godt at forkæle sin indre svinehund med en dosis amoralske skurkestreger på tv. Vi må ikke. Men Frank må godt. Dette bånd mellem seer og korrupt hovedperson er ’House of Cards’ stærkeste kort.

Derfor er det også sært eksotisk at opleve Underwood-parret på gyngende grund, mens de forbereder sig til valget i 2016. Hvor især den fænomenale første sæson havde tæt fokus på Franks mand-til-mand-kampe i Kongressen og en skøn katten-efter-musen-leg med pressen, er den nyslåede præsident her kastet ud i åben krig på alle fronter, fra internationale konflikter til opgør med fortidens bitre ’spøgelser’. Men det er en naturlig udvikling, og Spacey spiller igen sin rolle, som stod han endnu på de skrå brædder som Shakespeares fordømte Richard III – Francis’ tematiske tvilling.

Alligevel fumler skaberne med den nye dagsorden. ’House of Cards’ omfavner sine kvaliteter som moderne græsk tragedie, men trues af teatralsk kliché, og særligt Claires troværdighed står for skud, i takt med at førstedamens magtbegærlighed punkteres af forcerede udbrud af moralsk anger. Dog er det velkomment, at Frank og Claires altafgørende (magt)forhold testes, og at der fyres op under de private gemakker på anderledes vis end sidste års omdiskuterede ’threechum’.

Og så lurer der som bekendt en, for danskere især, klækkelig gulerod i form af Lars Mikkelsens russiske præsident, Viktor Petrov. Med øretæveindbydende kølig arrogance og ulmende farlighed truer Petrov Franks status som manden med den største cigar i det politiske hus, og det er Mikkelsens flotte fortjeneste, at man som seer bider negle på linje med Underwood-holdet, da han entrerer scenen. Særligt er den russiske statsleders første tur til Washington et rasende velspillet studie i diplomatisk Sorteper, hvor Petrov som en strintende hankat på besøg fra helvedes sibiriske forgård tager sig friheder over for præsidentfruen og skodder sin (cubanske) cigar på Det Hvide Hus’ pletfri vægge.

Et historisk møde mellem verdens mest sprængfarlige egoer og en kæmpe fornøjelse at se Mikkelsen og Spacey i intens duel.

Sæsonen inddrager således adskillige varme politiske kartofler i plottet: Fra arbejdsløsheden i USA til ’Putins’ raslen med sablen og forfølgelsen af homoseksuelle i Rusland. Lignende fiktiv politisk refleksion over aktuelle events er set i både ’The Newsroom’ og ’The West Wing’, og til sammenligning står ’House of Cards’ stærkest, når skaberne tager den amerikanske drøm under giftig, aktuel behandling.

De teatralske floskler til trods fænger ’House of Cards’ fortsat mere end de fleste serier på markedet takket være sin svigefulde hovedperson og vor syndige sympati med hans ugerninger. En presset Frank er en farlig Frank, og han er dæleme svær at vriste blikket fra.


Kort sagt:
Dramaturgiske skønhedsfejl får korthuset til at knage i tredje sæson af ’House of Cards’. Alligevel er det kærkomment at gense Franks korrumperede verden, hvor man aldrig skal undervurdere en underdog, og hvor Kongressens ’Whips’ har langt mere smæld end nogen rekvisit fra ’50 Shades of Grey’.

Anmeldelsen er baseret på de første seks afsnit af sæsonen.

Læs også: Se Kevin Spaceys gudsbenåede komiske pletskud som imitator og entertainer

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold